Ortografis indflydelse på fonologis psykologiske realitet

Astrid Monrad 20071314. Eksamen i udvidet grammatisk disciplin, E10.
Ortografis indflydelse på fonologis psykologiske realitet
Indhold
1. Indledning .................................................................................................................................... 2
2. Relevansen af spørgsmålet .......................................................................................................... 2
2.1 Eksempel fra rigsdansk ........................................................................................................ 2
2.2 Segmenter i fonologi ............................................................................................................ 3
3. Forskning på området .................................................................................................................. 4
4. Formål og teoretisk baggrund for forsøgene ............................................................................... 5
4.1 Seidenberg & Tanenhaus (1979) og Damian & Bowers (2010) .......................................... 5
4.2 Taft & Hambly 1985 ............................................................................................................ 6
4.3 Burton, Jongman & Sereno 1996 ......................................................................................... 6
4.4 Ziegler, Muneaux & Grainger 2003 .................................................................................... 7
4.5 Béland, Prunet & Peretz 2009 .............................................................................................. 7
4.6 Sammenligning .................................................................................................................... 8
5. Metoder ........................................................................................................................................ 8
5.1 Rimgenkendelse ................................................................................................................... 9
5.1.1 Eksperiment 1 ............................................................................................................... 9
5.1.2 Eksperiment 2 .............................................................................................................. 11
5.1.3 Eksperiment 3 .............................................................................................................. 11
5.1.3.1 Forløb .................................................................................................................. 11
5.1.3.2 Forsøgsdeltagere .................................................................................................. 11
5.1.3.3 Stimuli ................................................................................................................. 12
5.1.4 Sammenligning ........................................................................................................... 12
5.2 Fonemmonitorering ........................................................................................................... 13
5.2.1 Forløb og forsøgsdeltagere .......................................................................................... 13
5.2.2 Stimuli ......................................................................................................................... 13
5.2.3 Fejlkilder ..................................................................................................................... 14
5.3 Leksikonbeslutning og gentagelse ..................................................................................... 14
5.3.1 Forløb og forsøgsdeltagere .......................................................................................... 15
5.3.2 Stimuli ......................................................................................................................... 16
5.3.3 Sammenligning .......................................................................................................... 17
5.4 Ordstammekomplettering .................................................................................................. 18
5.4.1 Forløb .......................................................................................................................... 18
5.4.2 Stimuli og forsøgsdeltagere ........................................................................................ 19
5.4.3 Diskussion og resultater .............................................................................................. 20
5.5 Generelle ting ..................................................................................................................... 21
5.5.1 Tidsintervaller i stimuli-præsentation ......................................................................... 21
5.5.2 Vestlige universitetsstuderende som forsøgsdeltagere ................................................ 21
5.6 Sammenligning af metoder ................................................................................................ 22
5.6.1 Kritik fra Beland, Prunet & Peretz (2009) .................................................................. 22
5.6.2 De enkelte metoders svagheder ................................................................................... 23
6. Diskussion ................................................................................................................................. 24
6.1 Resultater og fortolkninger der udelukker psykologisk realitet af ortografi ..................... 24
6.2 Resultater og fortolkninger der foreslår at psykologisk realitet af ortografi ..................... 25
6.2.1 Modeller med on-line processesering ......................................................................... 25
6.2.2 Modeller som tillader ortografi en direkte indflydelse på fonologien ........................ 25
1

6.2.3 Typer af påvirkning ..................................................................................................... 26
7. Konklusion ................................................................................................................................ 28
8. Referencer .................................................................................................................................. 28
1. Indledning
Spørgsmålet om hvorvidt ortografi kan have indflydelse på den psykologiske realitet af fonologi er
relevant for både beskrivelsen af sprog med ortografi, og for generel fonologisk teori. Jeg vil i
denne opgave undersøge om ortografi virkelig kan have denne type indflydelse, og hvordan
spørgsmålet kan og ikke kan besvares.
Jeg vil i afsnit 2 først forklare hvilken betydning svaret kan have for fonologi og dermed
grammatik ved dels at præsentere et konkret eksempel fra rigsdansk, og dels at påpege en
påfaldende lighed mellem opbygningen af en alfabetisk ortografi og almindelig fonologisk analyse.
I afsnit 3 vil jeg gennemgå en række undersøgelser der er gjort på området og dermed
demonstrere at der ikke er noget enkelt, entydigt svar. I afsnit 4 vil jeg undersøge og sammenligne
de teoretiske baggrunde for de enkelte forsøg, for at vise hvor nogle af uenighederne kan opstå.
Derefter vil jeg i afsnit 5 gennemgå og sammenligne de anvendte metoder, og diskutere deres
problemer og deres egnethed i forbindelse med spørgsmålet om ortografis psykologiske realitet.
Afsnit 6 indeholder en opsamling og diskussion af de enkelte forsøgsresultaters validitet og
diskussion af forskellige modeller der kunne give plads til at ortografi kan have indflydelse på
fonologi. Desuden præsenterer jeg overvejelser som jeg mener er højst relevante for emnet, og
kritiserer at ingen af de gennemgåede forsøg tager ud til at tage højde for dem. Afslutningsvis
konkluderer jeg at der er behov for ny og mere systematisk forskning på området.
2. Relevansen af spørgsmålet
Jeg vil nu først forklare hvorfor jeg mener dette spørgsmål er relevant at stille. Det vil jeg for det
første gøre med et konkret eksempel fra rigsdansk, og for det andet ved kort at problematisere
moderne fonologis lighed med et alfabetisk skriftsystem.
2.1 Eksempel fra rigsdansk
I rigsdansk skriftsprog staves de fleste infinitivformer med et <e> til sidst: for eksempel <løbe>,
<danse> og <køre>. Der findes undtagelser som slutter på en anden vokal (for eksempel <få> og
<tro>), men selv infinitivformer som i talesprog opfører sig som om de sluttede på en vokal, har i
mange tilfælde en ortografisk form der indeholder <e>, for eksempel <give> og <tage>, som typisk
udtales henholdsvis [gi] og [ta] (begge ord kan tilføjes stød, men forekommer også ofte uden).
Desuden er der en række former der udtales homofont med deres præsensformer (for eksempel
'køre', 'styre' og 'lære'). Præsensformerne har i disse tilfælde et tilføjet <r>, mens infinitivformerne
slutter på <e>. Endelig er der en gruppe infinitivformer der i almindelig tale altid udtales med en
vokalforlængelse efterfulgt af et glid eller ikke-syllabisk vokal (for eksempel 'flyve' → [fly:u̯ ]).
Også disse tilfælde har et finalt <e> i skriftform.
Det er dermed et meget fremtrædende træk ved infinitivformer på rigsdansk at de staves
med <e> til sidst.
Det er alment accepteret at infinitivformer i rigsdansk fonologisk set generelt slutter på /e/
(Se for eksempel Basbøll 2005(: 374) og Grønnum 2005(: 292)), til trods for at dette <e> (som
udtales som schwa) kun meget sjældent bliver udtalt, og virker overdrevet omhyggeligt i de fleste
2

sammenhænge. En undersøgelse af fire unge talere af rigsdansk som det tales i Århus afslører at
schwa i almindeligt talesprog kun udtales i 18 ud af 153 tilfælde hvor det potentielt kunne
forekomme i slutningen af infinitiver der i distinkt tale udtales med schwa (Monrad 2010). Mange
af disse tilfælde kan forklares med tøven (som i flere tilfælde resulterer i en lang schwa-lyd) eller
usædvanligt tryk på det pågældende ord.
Hvis man ud fra disse data skulle genanalysere den rigsdanske fonologi, ville man skulle
overveje hvad man skulle stille op med disse enkelte spredte tilfælde af schwa. Det er naturligvis en
mulighed at inkludere schwa som endelse i den underliggende form og derefter tilføje regler, der
resulterer i at schwa falder væk under normale omstændigheder. Dette virker imidlertid
kontraintuitivt, når formen uden schwa er den klart mest normale. Her kunne man i stedet foreslå at
den underliggende form ikke har et schwa, men at dette schwa af og til bliver sat på som noget
ekstra.
Spørgsmålet bliver så hvor dette ekstra i så fald kommer fra og hvornår det bliver brugt. Det
er spørgsmålet om hvor det kommer fra, der har motiveret valget af emne for denne opgave, for
eftersom det tydeligvis er en udbredt tendens i skriftsproget af infinitiver slutter på <e>, er det ikke
fjerntliggende at spørge om indflydelsen kommer herfra. Der ville i så fald være tale om
hyperkorrektion. Hvis en sådan hyperkorrektion er så omfattende at den omhandler et helt morfem,
så er det ret nærliggende at spørge hvor dybt denne tilføjelse egentlig går.
Som nævnt er der her udelukkende tale om teoretiske overvejelser, og i dette eksempel
kunne der være mange andre kilder til det lejlighedsvise schwa. Ikke desto mindre ligner
skriftsproget en oplagt mulighed, og derfor bliver spørgsmålet om hvorvidt skriftsproget
overhovedet kan have indflydelse på den psykologiske realitet meget relevant. I dette konkrete
tilfælde bliver spørgsmålet, om skriftsproget kan skabe den psykologiske realitet for et fonem der
kun sjældent høres i talesproget.
2.2 Segmenter i fonologi
Indenfor både generativ fonologi og optimalitetsteori, er den fonologiske analyse baseret på
segmenter. En standardanalyse vil være fokuseret på at finde minimale eller i det mindste
mistænkelige par, og ud fra disse slutte hvilke fonemer det givne sprog har. Mens det i visse tilfælde
har vist sig nødvendigt at fokusere på stavelser (for eksempel i forbindelse med tone), så er det en
undtagelse snarere end en regel. Segmentet spiller dermed den mest fremtrædende rolle i moderne
fonologisk analyse.
De førnævnte teorier er skabt og videreudviklet af forskere i den vestlige videnskabelige
tradition. Denne tradition er fremherskende i de dele af verden der benytter sig af alfabetiske
skriftsystemer, snarere end logografiske. Jeg postulerer ikke at der er en sammenhæng mellem disse
to ting, men parallellerne mellem den typiske segmentale opdeling i moderne fonologi og
opdelingen af grafemer i et alfabetisk skriftsystem, er værd at se nærmere på. Man kunne foreslå at
ideen til den gængse måde at opfatte segmenter på, kan være kommet fra et alfabetisk skrivesystem.
Ideen er interessant, for hvis der er den mindste smule hold i den, så er det måske på tide at
revurdere moderne fonologi.
Hvis et alfabetisk ortografisk system kan have en indflydelse på den intuition et sprogs
talere har af dets bestanddele, så er det logisk at antage at denne intuition i så fald bliver, at det er
logisk at opdele sprog i enkelte segmenter. Hvis alfabetet således har haft indflydelse på den måde
sprogfolk opfatter sprog på, så er det værd at blive bevidst om.
Hvis ortografi kan have indflydelse på fonologien i et givent sprog, så har dette
implikationer for hele sprogets grammatik -som fonologien jo er en del af- og dette bør der i så fald
tages højde for i beskrivelsen af sprogets grammatik. Dette forbehold skal i givet fald tages i
3

samtlige sprog med et alfabetisk skriftsystem, og muligvis i samtlige sprog der har en ortografi
overhovedet.
Alle disse spekulationer står og falder med om ortografi overhovedet kan have indflydelse
på fonologis psykologiske realitet.
Spørgsmålet om ortografi og psykologisk realitet er altså relevant i forhold til både konkrete
fonologiske analyser og mere overordnet fonologisk teori. For at forsøge at besvare spørgsmålet, vil
jeg gennemgå et udsnit af forskningen på området.
3. Forskning på området
Forsøgene nævnt i det følgende er udvalgt fordi de er repræsentative for dels de metoder der er
brugt til at udforske området, og dels de resultater de er kommet frem til. Jeg vil i de følgende afsnit
nærmere gennemgå og sammenligne de enkelte forsøg, men her følger først en præsentation af
forsøgsresultaterne. Forsøgene har primært som mål at afgøre om ortografi kan have psykologisk
realitet, idet dette er en forudsætning for at ortografien kan have indflydelse på fonologien.
Den første gruppe konkluderer at ortografi godt kan have psykologisk realitet.
Seidenberg & Tanenhaus (1979) undersøger ortografiens rolle i rimgenkendelse (”rhyme
detection”(Seidenberg & Tanenhaus 1979: 546)). Både i visuelle og auditive opgaver hvor
forsøgsdeltagerne skal udvælge det ord ud af fem der rimer med et tidligere præsenteret ord, er
svartiden kortere i tilfælde hvor rimene i de to ord er stavet ens. Desuden er der ingen synlig forskel
på om det første ord bliver præsenteret auditivt eller visuelt. I en anden opgave hvor
forsøgsdeltagerne skal afgøre om to ord rimer eller ej, er svartiden kortere når ordene rimer og har
ens ortografi. Desuden er der længere svartider på ord der ikke rimer men er stavet ens.
Konklusionen er at forsøgsdeltagere -selv i udelukkende auditive forsøg- er hurtigere til at afgøre at
to ord rimer, hvis disse to ords rim staves ens. Dette viser at ortografi kan bruges som en aktiv hjælp
selv i situationer der ikke benytter visuel modalitet. Det indikerer at ortografien i hvert fald til en
hvis grad kan være en psykologisk realitet, hvilket er en forudsætning for at den kan have
indflydelse på fonologien.
Taft & Hambly (1985) benytter fonemmonitorering og viser at forsøgsdeltagere stillet
overfor en stavelse med fuld vokal, godtager stavelsen som begyndelsen af et ord der ellers fonetisk
har reduceret vokal (schwa). Der er således fejl i over 70% af tilfældene hvor vokalen i den
præsenterede stavelse svarer til den i ortografien, og kun over 20% i stavelser hvor den ikke gør det.
Dette tolkes som at ortografien giver forsøgsdeltagerne indtryk af at den reducerede vokal i et
givent ord er en fuld vokal selvom det fonetisk set ikke er tilfældet.
Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) benytter leksikonbeslutning, og finder at
forsøgsdeltagere er hurtigere til at godtage ord som rigtige ord hvis de har en konsistent stavemåde.
Selv når ordene bliver præsenteret auditivt. Forventningen var, at det ville tage længere tid for
forsøgsdeltagere at godtage ord fra ortografisk store nabolag (fordi det er sværere når der er et stort
fonologisk nabolag), men det viste sig at være omvendt. Dette tolkes i forhold til en bimodal model
som tillader at forskellige modaliteter kan samarbejde på et subleksikalt niveau. Når der på dette
niveau er modsætning mellem et fonologisk almindeligt ord og dets usædvanlige stavemåde (hvad
der per definition vil være for ord med almindelig fonologi og usædvanlig stavemåde, eftersom
usædvanlig stavemåde resulterer i små nabolag), tager det længere tid at godtage ordet. Dermed
argumenteres der for at ortografi godt kan have psykologisk realitet.
Der er imidlertid en anden gruppe forsøg der konkluderer at ortografi næppe kan have
psykologisk realitet.
Damian & Bowers (2010) genudfører således forsøgene fra Seidenberg & Tanenhaus 1979,
4

og viser hvordan de med enkelte modifikationer i forsøgsstimuli giver modsatrettede resultater. Når
ikke-rimende stimuli ikke er ortografisk (eller fonologisk, i sagens natur) ens, ses der ingen
ortografieffekt. Det samme gælder hvis de originale forsøgsstimuli skjules i en større mængde fyld-
trials. Der sættes dermed i denne artikel spørgsmålstegn ved Seidenberg & Tanenhaus (1979)s
forsøgs validitet og metodologiske gyldighed. Metoden og dens variationer vil blive nærmere
diskuteret i afsnit 5.1.
Burton, Jongman & Sereno (1996) benytter leksikonbeslutning og gentagelse til at
undersøge fonologiske og ortografiske priming-effekter. I disse forsøg skal en lydsekvens (target-
ordet) -umiddelbart efter præsentation af et cue-ord- bedømmes som rigtigt ord eller nonsens.
Svartiderne er kortere når der er fonologisk overlap mellem cue- og targetord, og når der er både
fonologisk og ortografisk overlap, men ikke når der kun er ortografisk overlap. Der er dermed ikke
basis for at sige at ortografisk information spiller en rolle (uanset hvor lille) i auditiv
ordbearbejdelse. Det samme gælder for et forsøg med gentagelse: Der ses facilitering for rim, men
stavemåden har ingen betydning. Konklusionen er at forsøgsdeltagere ikke benytter viden om
ortografi i auditive opgaver, og at opgaver der ellers potentielt kunne faciliteres af ortografien derfor
ikke løses hurtigere. Resultaterne modsiger dermed teorien om, at ortografi skulle have en
nævneværdig psykologisk realitet.
Beland, Prunet & Peretz (2009) benytter ordstammekomplettering til at afgøre om ortografi
kan have psykologisk realitet. forsøgsdeltagere præsenteres først for en samling ord, og dernæst for
en række stavelser. For hver stavelse er det forsøgspersonens opgave at sige et ord der starter med
denne stavelse. De præsenterede stavelser kan have enten CV- eller CVC-struktur, og denne struktur
kan være både fonologisk og ortografisk. Man fandt at forsøgsdeltagere meget oftere siger ord med
en ortografisk vokal der ikke udtales (en såkaldt stum vokal) efter en CVC-stamme, end efter en
CV-stamme. Eftersom den første stavelse i disse ord ortografisk er CV men fonologisk CVC, tolkes
dette som at ortografien ikke har indflydelse på løsningen af opgaven. Eftersom sammensætningen
af forsøgsstimuli i dette forsøg er en vigtig del af forsøget og samtidig temmelig kompliceret, vil jeg
vente til afsnit 5.4.3 (lige efter metoden er blevet gennemgået) med kort at vende tilbage til de mere
nuancerede resultater.
Det er hermed klart at der er store forskelle på forsøgene og de resultater de kommer frem til. For at
undersøge om nogle af disse uoverensstemmelser kan skyldes forskelle i det teoretiske
udgangspunkt (og dermed fortolkningen af resultaterne) eller metodevalg- eller udførelse, vil jeg nu
sammenligne forsøgene på disse punkter.
4. Formål og teoretisk baggrund for forsøgene
I dette afsnit undersøger jeg nu først om der er væsentlige forskelle i forsøgenes teoretiske
udgangspunkter, det vil sige forsøgenes formål, og de teoretiske modeller de bygger på.
Sammenligningen og diskussionen af metoder følger i afsnit 5.
4.1 Seidenberg & Tanenhaus (1979) og Damian & Bowers (2010)
Seidenberg & Tanenhaus (1979)s formål er at undersøge ortografiens rolle i modeller for semantisk
hukommelse, som forudsiger at aktivering af et leksem i én modalitet vil medføre aktivering af de
oplysninger der er tilgængelige om leksemets form i andre modaliteter. Modellerne forudsiger
dermed at det at høre et leksem udtalt, vil aktivere viden om for eksempel dets stavemåde.
Et eksempel på en sådan model er Logogenmodellen. Ifølge logogenmodellen har hvert
lagret ord tilknyttet en egenskab kaldet et 'logogen'. Logogenet bliver aktiveret hver gang der i
5

inputtet optræder noget der har med logogenets ord at gøre. Hvis modtageren for eksempel opfatter
en bestemt lyd, så vil alle logogener der er tilknyttet et ord der indeholder den lyd blive aktiveret.
Hvert logogen har en grænse for hvor meget aktivering der skal til før det ”vågner”, hvilket er hvad
der sker når et ord bliver endelig genkendt. Det er imidlertid ikke kun genkendte lyde der kan
aktivere logogener. Det er i princippet enhver information der kan sættes i forbindelse med ord, og
dermed også den kontekst de optræder i, deres visuelle form, og deres fonetiske form. Jo mere
frekvent et ord er, des lavere er dets logogens grænse for hvornår det ”vågner”. Derfor tager det
-ifølge modellen- kortere tid at genkende højfrekvente ord. Ifølge den oprindelige model spiller
modaliteten et ord bliver præsenteret i ikke nogen rolle, eftersom alle modaliteter aktiverer den
samme enhed (Harley 2008: 196).
Seidenberg & Tanenhaus (1979: 547) ønsker at undersøge om visuel (det vil her sige
ortografisk) viden kan have en effekt i auditiv genkendelse, hvilket modellen forudsiger er tilfældet.
Damian & Bowers (2010) genudfører forsøgene fra Seidenberg & Tanenhaus 1979 med
enkelte metodologiske ændringer, men har i udgangspunktet ikke en anderledes teoretisk baggrund.
Det hævdes at de metodologiske ændringer er væsentlige for validiteten af resultaterne, og
forfatterne har til formål at undersøge om resultaterne fra Seidenberg & Tanenhaus 1979 stadig kan
opnås med en mere hensigtsmæssig metode. Dette vil blive diskuteret nærmere i afsnit 5.1.
4.2 Taft & Hambly 1985
Mens der har været en del forskning i leksikonnets fonologiske representationer, har der været
mangel på empirisk forskning indenfor det psykolingvistiske domæne (Taft & Hambly 1985: 321).
Det er dette hul Taft & Hambly (1985) ønsker at udfylde, ved at undersøge den præcise type af
fonologisk repræsentation. Den tidligere antagelse er, at den fonologiske repræsentation bare er en
stum udgave af ordets udtale, og dermed en fonemisk overfladerepræsentation (Taft & Hambly
1985: 321). Her inddrager Taft & Hambly (1985) imidlertid Chomsky & Halle (1968) og teorien
om, at den leksikale repræsentation skulle være morfofonemisk. Ifølge denne ide har morfologisk
beslægtede ord den samme abstrakte underliggende fonemiske form, således at 'metal' og 'metallic'
begge har den samme underliggende form (med undtagelse af 'metallic's endelse) til trods for at
'metallic's første vokal er reduceret, mens 'metal's er en fuld vokal i den fonemiske
overfladerepræsentation (Taft & Hambly 1985: 321). Ifølge denne ide afspejler ortografien ofte de
underliggende former, men har ikke indflydelse på dem.
Taft & Hambly (1985) forslår imidlertid at det ikke er morfofonemisk beslægtede ord der
informerer den fonologiske repræsentation i leksikon, men derimod ortografien. Dette testes ved at
sætte ord med morfofonemisk beslægtede ord op overfor ord uden. Jeg vil vænne tilbage til de
nærmere omstændigheder i afsnit 5.2.
4.3 Burton, Jongman & Sereno 1996
Burton, Jongman & Sereno (1996) præsenterer en række eksperimenter som forventes at kunne
afklare forbindelsen mellem auditiv og visuel ordgenkendelse. Eftersom disse to områder typisk er
blevet undersøgt hver for sig, er det vanskeligt at sammenligne forsøgene og afgøre sammenhængen
mellem de to.
Tidligere forsøg (Jakimik, Cole & Rudnicky 1985) viser at forsøgsdeltagere hurtigere
godtager et ord for at være et grammatisk acceptabelt ord (denne type forsøg vil herefter blive
omtalt som ”leksikonbeslutning” (”lexical decision” (Burton, Jongman & Sereno 1996: 18)) og vil
desuden blive forklaret nærmere i afsnit 5.3) hvis ordet (”target-ordet”) bliver præsenteret
umiddelbart efter et ord (et ”cue-ord”) hvis første stavelse er både ortografisk og fonologisk
6

identisk med forsøgsordets. Hvis cue-ordet derimod er anderledes end target-ordet, enten
ortografisk, fonologisk eller begge, er svartiden ikke kortere. Dette bliver tolket som at ortografi
spiller en rolle for auditiv ordgenkendelse.
Burton, Jongman & Sereno (1996) har imidlertid en række metodologiske indvendinger mod
Jakimik, Cole & Rudnicky 1985, og vil derfor ikke umiddelbart godtage resultatet.
Eksperimenternes formål er derfor at undersøge forholdet mellem ortografi, fonologi og
ordgenkendelse mere systematisk og sammenligneligt.
Det eksplicitte interesseområde for eksperimentet er auditiv ordgenkendelse, og om ortografi
eller fonologi spiller den væsentligste rolle for det.
4.4 Ziegler, Muneaux & Grainger 2003
Baggrunden for Ziegler, Muneaux & Grainger (2003)s forsøg er, at et ord er sværere at genkende
auditivt hvis det har et stort nabolag (det vil sige at der er mange andre ord der ligner det
pågældende ord fonologisk). Hvorvidt det samme gør sig gældende ved visuel ordgenkendelse
-altså at ord der ortografisk minder om mange andre ord skulle tage længere tid at genkende- er ikke
klart (Ziegler, Muneaux & Grainger 2003: 780).
Det har imidlertid vist sig, at ord der har identiske ortografiske og fonologiske nabolag
(”fonografiske naboer” (Ziegler, Muneaux & Grainger 2003: 780), systematisk udviser facilitering
ved højtlæsning.
Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) tager udgangspunkt i en bimodal interaktiv
aktiveringsmodel (Se Grainger & Ferrand 1996: 627), som blandt andet arbejder med et flermodalt
subleksikalt niveau, hvorpå de forskellige modaliteter kan hjælpe hinanden. Det vil sige at enheder
der findes i både den fonologiske og den ortografiske modalitet vil blive faciliteret fordi de to
modaliteter samarbejder. Derimod bliver denne effekt modarbejdet hvis de givne enheder har store
nabolag i både den fonologiske og den ortografiske modalitet.
Spørgsmålet som Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) forsøger at besvare er, om
ortografiske nabolagsstørrelser har en effekt i auditiv ordgenkendelse, og i så fald hvordan den
forholdt sig til effekten af det fonologiske nabolag (Ziegler, Muneaux & Grainger 2003: 780).
4.5 Béland, Prunet & Peretz 2009
Beland, Prunet & Peretz (2009) ønsker ligesom mange af de foregående forfattere at undersøge om
ortografi kan spille en rolle i auditiv ordgenkendelse. Dog er de kritiske overfor tidligere anvendte
metoder, og introducerer derfor ordstammekomplettering (”word stem completion” (Beland, Prunet
& Peretz 2009: 416)) som en metode til undersøgelse af sagen. Eftersom deres kritik og dermed
også baggrund for forsøget stort set udelukkende er metodologisk, vil dette blive behandlet i afsnit
5.4 og 5.6.1. Der siges ikke noget eksplicit om teoretisk baggrund eller om modeller til at forklare
en eventuel effekt af ortografi, men mekanismen der udnyttes er, at forsøgsdeltagere ved at høre den
første stavelse af et ord får aktiveret de(t) leksem(er) der begynder med pågældende stavelse.
Spørgsmålet er så hvor stavelsesgrænserne går og om ortografien kan have indflydelse på dem, og i
øvrigt hvor stærk en enhed stavelsesgrænsen er. Hvis den er ekstremt stærk, ville man forvente at en
CVC-stavelse i starten af et ord ville gøre at det pågældende leksem ikke ville blive aktiveret af den
tilsvarende CV-stavelse, selvom de deler de to første lyde.
7

4.6 Sammenligning
Som det er fremgået af gennemgangen af forsøgenes formål og teoretiske baggrund, tolker de
forskellige forfattere deres forsøg og resultater i forhold til en række forskellige modeller. Én model
opererer med en mængde enheder, leksemer, som hvert har tilknyttet information fra modaliteter.
Derfor vil aktiveringen af én af de tilknyttede modaliteter aktivere de andre samtidigt, idet
aktiveringen er af selve enheden via information fra de tilknyttede modaliteter. Det er denne model
Seidenberg & Tanenhaus (1979) og Damian & Bowers (2010) har som udgangspunkt.
Andre er interesserede i hvornår denne enhed så for alvor er blevet aktiveret, og grænsen er
sat i det øjeblik et ord bliver genkendt. Denne skelnen mellem før og efter bliver således central -
før aktivering (og dermed identifikation) er der løsrevne stumper af lyd eller billede, efter aktivering
er der identificeret en enhed og dermed er der adgang til al talerens viden om leksemet, som for
eksempel fonologi, ortografi og semantik. Det er dette fokus på før-efter identificering der
interesserer Burton, Jongman & Sereno (1996).
Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) arbejder ud fra en model som holder de forskellige
modaliteter adskilte, men tillader dem at samarbejde både før identificering af leksemet og efter. Før
leksemet er blevet genkendt, kan der således skabes forbindelser mellem for eksempel stavelsers
visuelle og auditive udformning. Her forudsiges derfor bedre samarbejde når der er en fast,
veletableret forbindelse mellem en given lydsekvens og dens stavemåde. Det anderledes ved denne
model er, at den tillader de to modaliteter at samarbejde inden leksemet er blevet genkendt. Det gør
før-efter-distinktionen som Burton, Jongman & Sereno (1996) fokuserer på mindre interessant.
Taft & Hambly (1985) er også interesseret i hvad der sker inden leksemidentificering. Idet
forsøgsdeltagere først bliver præsenteret for en stavelse som ikke i sig selv er et leksem, bliver der
nødt til at ske en eller anden form for bearbejdning af stavelsen, så den lidt senere kan blive
sammenlignet med et helt leksem. Denne bearbejdning kunne for så vidt godt være rent fonologisk,
men det er i så fald på et stavelsesniveau hvor der endnu ikke er adgang til den viden der er knyttet
til et helt leksem. Når det hele leksem så bliver præsenteret, er der adgang til alle informationer, og
eftersom den fulde vokal som var hørbar i enkeltstavelsen kun findes i leksemets ortografi og ikke
fonologi, er der to muligheder. Enten må der enten være tale om at den fonologiske viden om
stavelsen umiddelbart kan sammenlignes med den ortografiske viden om leksemet, eller at der også
er ortografisk viden om stavelsen -som i Ziegler, Muneaux & Grainger (2003)s model- som det
intuitivt set burde være let at sammenligne med den ortografiske viden om leksemet.
Beland, Prunet & Peretz (2009) benytter ikke som sådan en model, men går ud fra at viden
om leksemer indeholder viden om stavelsesdeling både fonologisk og ortografisk, og at denne viden
er knyttet til de enkelte stavelser også. Der forudsættes at den første stavelse af et leksem er nok til
at genkende leksemet, eller eventuelt genkende flere og udvælge et.
Det er hermed blevet klart at de forskellige forsøg har forskellige teoretiske udgangspunkter. Det er
imidlertid langt fra alle der er inkompatible, og alligevel er der ikke enighed om hvorvidt ortografi
kan have psykologisk realitet. Derfor vil jeg nu se nærmere på de forskellige metoder forsøgene
anvender.
5. Metoder
For at kunne afgøre om de enkelte forsøgs resultater afspejler det der var intentionen -og dermed det
der er relevant for denne opgave- vil jeg gennemgå og sammenligne de anvendte metoder, og
diskutere hvor velvalgte de er i forhold til det de har som formål at undersøge, og om der er ting i
forsøgsdesignene som kunne forbedres.
8

5.1 Rimgenkendelse
Både Seidenberg & Tanenhaus (1979) og Damian & Bowers (2010) benytter rimgenkendelse til at
undersøge om ortografi spiller en rolle i auditiv ordgenkendelse. Eftersom Damian & Bowers
(2010) bygger direkte på eksperimenterne fra Seidenberg & Tanenhaus 1979 (særligt eksperiment
3), vil jeg tage udgangspunkt i de tre eksperimenter fra Seidenberg & Tanenhaus 1979 og i
beskrivelsen af eksperiment 3 kommentere på ligheder og forskelle i forhold til Damian & Bowers
2010.
5.1.1 Eksperiment 1
Dette eksperiment er beskrevet hos Seidenberg & Tanenhaus 1979(: 548).
Forløbet set fra forsøgspersonens synspunkt består af i alt 60 trials, der alle forløber på
samme måde: Først bliver et cue-ord præsenteret, og efter en pause på 2 sekunder, hører
forsøgspersonen en liste af 5 ord. Et af disse ord rimer med cue-ordet, og forsøgspersonen bliver
bedt om at svare på hvilket ved at trykke på en telegrafnøgle.
1 cue-ord præsenteres
2 sekunder
5 valgmuligheder præsenteres
1 af dem rimer med cue-ordet
Forsøgspersonen markerer ved
tryk på telegrafnøgle hvilken af
valgmulighederne rimer med
cue-ordet
Figur 5.1.1: Grafisk repræsentation af en trial i eksperiment 1
Der er således 1 ord for hver trial som er relevant i forhold til forsøget. Dette relevante ord vil herfra
blive kaldt 'target-ordet'. De resterende 4 er fyld, udvalgt så de svarer til de relevante target-ord i
forhold til frekvens og længde.
Ud af de i alt 60 target-ord (1 for hver trial), er de 12 test-target-ord, mens resten er fyld. De 12 test-
target-ord optræder altid som nummer 3 i listen af 5 ord, mens fyld-target-ordene kan forekomme
på hvilken som helst af de resterende fire pladser. Udover de 60 trials bliver forsøgsdeltagerne også
præsenteret for 5 øvelsestrials.
Alle 40 forsøgsdeltagere er studerende. De bliver præsenteret auditivt for den samme liste
med target- og fyldord. Cue-ordene er derimod forskellige. For hvert af target-ordene bliver der
9

fundet 2 ord der rimer med det: 1 ord hvis rim er stavet på samme måde som target-ordets (for
eksempel cue-ordet 'doom' til target-ordet 'broom') og 1 ord hvis rim er stavet anderledes (for
eksempel cue-ordet 'tomb' til target-ordet 'broom').
Der sammensættes efterfølgende 2 lister med cue-ord. I liste a er den ene halvdel af cue-
ordene stavet på samme måde som target-ordet mens den anden halvdel ikke er. I liste (b) er det
modsat, så den halvdel af target-ordene der i liste a hænger sammen med et cue-ord hvis rim blev
stavet på samme måde, nu bliver sat sammen med et cue-ord hvis rim blevet stavet på en anderledes
måde. Figur 5.1.2 viser et eksempel på hvordan test-target-ordene kan sættes sammen med
forskellige cue-ord (Originalteksten nævner ikke præcis hvordan kombinationerne er, så
inddelingen i dette er et eksempel udført af mig selv for at gøre princippet mere overskueligt. Cue-
og target-ord er dog hentet fra Seidenberg & Tanenhaus 1979(: 549)). Ordene i den ene liste er
markeret med grå baggrund, og den anden med hvid. Target-listen er den samme for begge lister.
Cue-ord hvis rim er
ortografisk magen til target-
ordets
Cue-ord hvis rim ikke er
ortografisk magen til target-
ordets
Target-ord
stroke soak joke
greed bead deed
doom tomb broom
beast priest yeast
chrome comb dome
tree key knee
toast ghost roast
plate freight gate
blame claim name
coal bowl goal
clue shoe glue
stocks fox rocks
Fig 5.1.2. Eksempel på hvordan de to lister nævnt hos Seidenberg & Tanenhaus (1979: 548) kan
være blevet konstrueret.
De 40 forsøgsdeltagere deles op i 4 grupper à 10. 2 grupper præsenteres for liste (a) og 2 for
liste (b). 1 gruppe fra hver af listerne får præsenteret cue-ordene auditivt, mens den anden selv skal
læse dem højt fra indekskort.
Der tages tid på hvor lang tid der går, fra det ord der rimer med cue-ordet bliver præsenteret,
til forsøgspersonen markerer at have hørt et rim.
Der tages en række forholdsregler i udvælgelsen af de 12 target-ord og deres tilhørende cue-
ord. Hvert ord skal have mindst 6 almindelige rim, skal være forholdsvist højfrekvent (Se
Seidenberg & Tanenhaus 1979: 548 for en nærmere redegørelse for bedømmelsen af frekvens) og
må kun have 1 stavelse. Desuden sorteres homofoner, homografer, homonymer, usædvanlige ord,
ord med usædvanlig stavemåde og rim i faste vendinger (som for eksempel 'down' – 'town') fra.
10

5.1.2 Eksperiment 2
Dette forsøg er beskrevet hos Seidenberg & Tanenhaus 1979(: 550)
samme måde som i eksperiment 1, med den forskel at forsøgspersonen efter cue-ordet hører en liste
der kun består af 3 ord. I 14 af de i alt 56 trials er der desuden ikke noget target-ord der rimer med
cue-ordet (såkaldte catch-trials).
Ud over de 14 catch-trials, er der 14 tilfælde hvor rimet i cue- og target-ord staves ens, og 14
hvor de ikke gør. Desuden er der 14 fyld-trials hvoraf cirka halvdelen af tilfældene viser
stavningsfællesskab og resten ikke gør. I dette eksperiment er target-ordene fra alle kategorier jævnt
fordelt på hver af de 3 positioner i listen med svarmuligheder.
Eksperiment 2 har kun 28 forsøgsdeltagere, som alle er studerende, og i modsætning til
eksperiment 1, bliver de alle præsenteret for samme liste af cue-ord. Desuden benyttes der i
eksperiment 2 ikke visuel præsentation af cue-ord.
Listen af cue-ord sammensættes på samme måde som i eksperiment 1, men hvor begge lister
benyttes i eksperiment 1, bliver kun den ene anvendt i eksperiment 2. Denne liste med i alt 28 cue-
target-sæt bliver der til gengæld lavet 2 forskellige versioner af, idet de ord der i version 1 er target-
ord bliver cue-ord i version 2, og omvendt. Denne omvending skal teste om der er forskel på
svartiden ved de to versioner, i det tilfælde at nogle af stavemåderne virker forvirrende i enten cue-
eller target-position.
Som i eksperiment 1 tages der tid på hvor lang tid der går fra forsøgspersonen bliver
præsenteret for et target-ord til han eller hun svarer.
5.1.3 Eksperiment 3
Dette eksperiment er beskrevet hos Seidenberg & Tanenhaus 1979(: 551). Eksperiment 1 hos
Damian & Bowers 2010 har til formål at udføre det eksakt samme eksperiment som det originale
eksperiment hos Seidenberg & Tanenhaus 1979(: 551) (med den enkelte undtagelse at Damian &
Bowers (2010) benytter færre forsøgsdeltagere) og kopieksperimentet er derfor ikke behandlet
selvstændigt.
5.1.3.1 Forløb
Forløbet set fra forsøgspersonens synspunkt består af i alt 28 trials, der alle forløber på samme
måde: Først bliver et cue-ord præsenteret, og efter en pause på 2 sekunder bliver et target-ord
præsenteret. Forsøgspersonen bliver bedt om at svare på om cue- og target-ord rimer. Svaret afgives
ved at vælge en ud af to telegrafnøgler og trykke på den. forsøgsdeltagerne sidder med en
telegrafnøgle til hver hånd, og for at undgå eventuelle forskelle dette måtte give, bliver fordelingen
byttet om undervejs. Det er ikke klart om det sker halvvejs gennem hver forsøgspersons testperiode
eller halvvejs gennem det samlede forløb.
Damian & Bowers (2010) benytter samme forløb som Seidenberg & Tanenhaus (1979) til
både deres eksperiment 2 og 3 med den enkelte forskel, at der i eksperiment 3 er 92 trials.
5.1.3.2 Forsøgsdeltagere
Seidenberg & Tanenhaus (1979) benytter 20 forsøgsdeltagere i dette eksperiment, og alle er
studerende. Damian & Bowers (2010) benytter 20 forsøgsdeltagere, som alle er
universitetsstuderende, til eksperiment 2 og 20 andre universitetsstuderende til eksperiment 3.
11

5.1.3.3 Stimuli
Hos både Seidenberg & Tanenhaus (1979) og Damian & Bowers (2010) bliver både cue- og target-
ord præsenteret auditivt. Hos Seidenberg & Tanenhaus (1979) bliver de 28 trials sammensat fra en
samling af 28 monosyllabiske tripletter, hvoraf 1 ord er target og de 2 andre cue-ord. I alle 28 sæt
rimer cue-ordene med hinanden, og et af cue-ordenes rim staves på samme måde som target-ordets.
Target-ordene rimer kun med cue-ordene i halvdelen af tilfældene. Damian & Bowers (2010: 108)
kritiserer dog den halvdel der ikke rimer (men stadig i halvdelen af tilfældene er ortografisk ens),
for at være for tæt på at rime, hvilket gør opgaven sværere og dermed muligvis opmuntrer
forsøgsdeltagere til at løse opgaven med hjælp fra andre kilder, som for eksempel ortografien.
Derfor indeholder Damian & Bowers (2010)'s eksperiment 2 kun cue-ord der rimer, og cue-ord der
hverken rimer eller ortografisk ens. De ortografisk og fonologisk uens par bliver her betragtet som
fyld-trials. Dermed blev kun rim-trials analyseret, og her blev der lagt vægt på om cue- og target-
ordets rim var ortografisk ens. Damian & Bowers (2010: 112) påpeger at hvis det virkelig
udelukkende er den ens ortografi der resulterer i kortere svartid på ortografisk ens trials, så bør
denne effekt ikke blive påvirket af hvordan fyld-trials er sammensat.
På samme måde som i eksperiment 1 laver Seidenberg & Tanenhaus (1979) 2 lister ud af
samlingen. forsøgsdeltagerne bliver delt op i 2 grupper, som hver præsenteres for den ene af
listerne. Damian & Bowers (2010: 108) kritiserer at der ingen fyld-trials er hos Seidenberg &
Tanenhaus 1979, hvilket ifølge Damian & Bowers (2010: 108) gør det for let for forsøgsdeltagere at
gennemskue hvilke trials der er test-trials og hvordan de adskiller sig fra hinanden. Derfor er der i
eksperiment 3 hos Damian & Bowers 2010(: 113) tilføjet 64 fyld-trials der alle rimer mens den ene
halvdel er ortografisk ens og den anden halvdel ikke er det.
Hos både Seidenberg & Tanenhaus 1979 og Damian & Bowers 2010 tages der tid på hvor
lang tid det tager forsøgspersonen at afgøre om cue- og target-ord rimer.
5.1.4 Sammenligning
Efter nu at have gennemgået detaljeret hvordan forsøg med denne metode kan forløbe, vil jeg kort
sammenligne de forskellige eksperimenter.
For det første svinger antallet af forsøgsdeltagere en del. I eksperiment 3 hos Seidenberg &
Tanenhaus 1979 og alle tre eksperimenter hos Damian & Bowers 2010 er der kun 20
forsøgsdeltagere. Man må antage at resultatet bliver mere statistisk stærkt med flere
forsøgsdeltagere end færre, men i de eksperimenter med få forsøgsdeltagere skal det nævnes at alle
forsøgsdeltagere får samme opgave, i modsætning til for eksempel eksempel 1 hos Seidenberg &
Tanenhaus 1979. Her var der ganske vist hele 40 forsøgsdeltagere, men disse bliver delt op i 4
grupper med varierende stimulus.
Alle eksperimenter har indlagt en pause på 2 sekunder mellem præsentationen af cue- og
target-ord. Se afsnit 5.5.1 for en nærmere diskussion af dette tidsinterval.
Forsøgsdeltagere skal i samtlige eksperimenter afgive deres svar ved at trykke på en
telegrafnøgle/tastaturknap. I eksperiment 1 og 2 hos Seidenberg & Tanenhaus 1979 er det et
spørgsmål om at trykke på den ene tilgængelige knap på det rigtige tidspunkt. I de resterende
eksperimenter er opgaven at vælge mellem to knapper, som forsøgspersonen har i hver sin hånd.
Seidenberg & Tanenhaus (1979) nævner at have taget forbehold for forsøgsdeltagernes
dominerende hænder ved at bytte knapperne om halvvejs, men melder ikke noget om hvorvidt det
gjorde en forskel. Det virker ikke utænkeligt at en højrehåndets reaktionstid med venstre hånd
kunne være en anelse længere, og i forsøg der beskæftiger sig med millisekunder kunne denne
forskel godt blive afgørende for resultatet. Ideelt set bør der derfor tages højde for forsøgsdeltageres
dominerende hænder i denne type forsøg.
12

Den del af stimuli som forsøgspersonen bliver præsenteret for varierer en del over
eksperimenterne. I eksperiment 1 hos Seidenberg & Tanenhaus 1979 skal halvdelen af
forsøgsdeltagerne selv læse cue-ordene højt, mens den anden halvdel udelukkende bliver
præsenteret for cue-ordene auditivt. Alle øvrige eksperimenter er udelukkende auditive, hvilket også
må være det mest hensigtsmæssige hvis formålet er at undersøge om ortografi spiller en rolle for
auditiv rimgenkendelse.
Derudover er der en stor variation af sammensætningen af stimuli. En del af Damian &
Bowers (2010)s kritik af Seidenberg & Tanenhaus (1979)s metode går netop på stimuli, fordi
Seidenberg & Tanenhaus (1979) ifølge Damian & Bowers (2010) forsøger at undersøge for mange
faktorer i det samme forsøg. Derfor kommer de ordpar der skal have samme ortografi men ikke
samme fonologi til at ligge for tæt op ad hinanden fonologisk, til at det er klart om de tæller som et
rim eller ej. Derudover kritiserer Damian & Bowers (2010) at der mangler fyld-trials, og at disse to
ting tilsammen gør, at forsøgsdeltagere får for let ved at gennemskue hvad det er er der bliver
undersøgt. I modsætning hertil beskrives det imidlertid hos Seidenberg & Tanenhaus 1979(: 553) at
kun meget få af forsøgsdeltagerne havde gættet om hvad forsøget handlede om, da de blev spurgt
efterfølgende.
5.2 Fonemmonitorering
Taft & Hambly (1985) benytter i deres eksperiment 1 (Taft & Hambly 1985: 322-323)
fonemmonitorering til at undersøge om ortografi spiller en rolle i auditiv stavelsessammenligninger.
5.2.1 Forløb og forsøgsdeltagere
Forsøget er beskrevet hos Taft & Hambly 1985(: 322-323).
samme måde: Først bliver en cue-stavelse præsenteret auditivt, og efter en pause på cirka 1 sekund
bliver cue-stavelses gentaget. Efter endnu en pause på 1 sekund bliver et target-ord præsenteret.
Forsøgspersonen bliver så bedt om at svare på om cue-stavelsen er en del af target-ordet eller ej.
Svaret afgives ved at vælge en ud af to svarnøgler og trykke på den. Det nævnes ikke om der tages
forbehold for forsøgspersonens dominerende hånd (som i afsnit 5.1.4). Det understreges overfor
forsøgsdeltagerne at det skal være den eksakte lyd af cue-stavelsen der findes i target-ordet hvis det
rigtige svar skal være 'ja'.
Taft & Hambly (1985) benytter 12 forsøgsdeltagere i dette eksperiment, og alle er
studerende. Disse tolv deles tilfældigt ind i to grupper à 6 som præsenteres for hver deres sæt af
stimuli, som dog præsenteres og bearbejdes på samme måde.
5.2.2 Stimuli
Stimuli består som nævnt af en samling af cue-stavelser med tilhørende target-ord. 60 af de i alt 150
trials er target-trials, og halvdelen af disse forholder sig til den morfofonemiske form mens den
anden halvdel forholder sig til den ortografiske form.
I trials der forholder sig til den morfofonemiske form, er target-ordet et ord der i den
overfladiske fonemiske form har en reduceret vokal (for eksempel 'metallic' - /mətælɪk/ (Taft &
Hambly 1985: 321) men som på grund af beslægtede ord med en fuld vokal (for eksempel 'metal'
- /mɛtəl/), hævdes at have en underliggende fuld vokal i den morfofonemiske form. Der er
sammensat en liste med 30 af denne type target-ord, og for hvert af disse er der konstrueret 2 CVC-
13

stavelser, hvoraf vokalen i den ene svarer til vokalen i den underliggende morfofonemiske form,
mens den anden ikke gør. Begge konsonanter svarer i begge tilfælde til den morfofonemiske form.
I trials der forholder sig til den ortografiske form, er target-ordet et ord der i den
overfladiske fonemiske form har en reduceret vokal (for eksempel 'lagoon' - /ləguːn/ (Taft &
Hambly 1985: 322)) og som ikke har morfofonologisk beslægtede ord. Det burde dermed være
udelukket at den morfofonemiske form kan indeholde en fuld vokal. Der er sammensat en liste med
30 af denne type target-ord, og for hvert af disse er der konstrueret 2 CVC-stavelser, hvoraf vokalen
i den ene svarer til vokalen i den ortografiske form (i 'lagoon's tilfælde /læg/), mens den anden ikke
gør. Begge konsonanter svarer i begge tilfælde til både den ortografiske og den morfofonemiske
form.
Der er altså i alt fire typer test-trials: en hvor cue-stavelse svarer til target-ordets
underliggende morfofonemiske form, en hvor den ikke gør, en hvor cue-stavelse svarer til target-
ordets ortografiske form, og en hvor den ikke gør. Her kan man dog indvende at der godt kan være
overlap mellem visse af grupperne, idet target-ordene med fuld vokal i den underliggende
morfofonemiske form, også nødvendigvis har en fuld vokal i den ortografiske form eftersom det
latinske alfabet ikke har tegn for reducerede vokaler.
Der er konstrueret to lister med hver 15 trials fra hver gruppe, som er tilfældigt blandet med
90 fyld-trials hvoraf cue-stavelsen i 60 tilfælde fandtes i target-ordet. Det varierer dog hvor i target-
ordet. Disse to lister præsenteres for hver deres halvdel af forsøgsdeltagerne.
5.2.3 Fejlkilder
Der identificeres to mulige fejlkidler hos Taft & Hambly 1985(: 324). Den første er at vokalerne
ikke er helt jævnt fordelt på de stavelser der svarer til target-ordets ortografisk form og dem der
ikke gør. Således forekommer /ɪ/ meget oftere i de stavelser der ikke afspejler target-ordets
ortografiske form end i stavelser der ikke gør, mens det forholder sig omvendt for /ɛ/. Dermed kan
det indvendes at /ɛ/ er lettere at forveksle med /ə/ end /ɪ/ er, og at forsøgsdeltagerne derfor måske er
mere tilbøjelige til at godtage den stavelse det forekommer i, og dermed en form som svarer til
target-ordets ortografiske form. Yderligere analyse viser imidlertid at /ɪ/ blev godtaget lige så ofte
som /ɛ/ (Taft & Hambly 1985: 324).
Hvis man imidlertid ville tage fuldstændigt forbehold for denne fejlkilde, ville man skulle
undersøge schwa-lyden i hvert af target-ordene meget grundigt for at afgøre om den er farvet af
omgivelserne, og eventuelt i nogle tilfælde minder mere om én vokal end en anden. Dette er netop
den anden fejlkilde, og der tages hos Taft & Hambly 1985 højde for dette ved at lade tre fonetikere
uafhængigt af hinanden bedømme både forsøgsoptagelserne og optagelser af fire andre talere, der
alle udtaler ordene klart. Dette afslører to forsøgseksempler der muligvis er tvivlsomme, men to ud
af i alt 30 er næppe nok til at drage den overordnede konklusion i tvivl.
Der er stadig den mulighed at forsøgsdeltagerne selv udtaler disse vokaler ureduceret, eller
at de omgås nogen der gør. Dette bliver ikke nævnt hos Taft & Hambly 1985. Det må være her den
største fejlkilde ligger, og det er noget man ville blive nødt til at undersøge hvis man ønsker et
endeligt svar. Der er naturligvis den mulighed at eventuelle talere der udtaler de givne vokaler
ureduceret gør det som hyperkorrektion på grund af ortografien. Her er der imidlertid ikke længere
udelukkende tale om at skriftsproget har indflydelse på fonologien, idet det ret hurtigt vil blive
opfattet og kopieret som noget rent fonetisk, og ikke noget der har med ortografien at gøre.
5.3 Leksikonbeslutning og gentagelse
Leksikonbeslutning (”lexical decision task” (Burton, Jongman & Sereno 1996: 23)) er en metode
14

der undersøger hvor hurtigt forsøgsdeltagere godtager en lydsekvens (target-ordet) som grammatisk
acceptabelt ord i deres eget sprog. Hos Burton, Jongman & Sereno 1996(: 20, eksperiment 1) er
metoden tilføjet et priming-aspekt, idet spørgsmålet er om der er en priming-effekt hvis priming- og
target-ordets rim staves på samme måde.
Hos Ziegler, Muneaux & Grainger 2003 er spørgsmålet om forsøgsdeltagere -uden priming-
hurtigere godtager target-ordet som grammatisk acceptabelt hvis det har et lille ortografisk nabolag.
Baggrunden for at formode at det kunne være tilfældet er, at ord med store fonologiske nabolag
tager længere tid at godtage.
Gentagelse (”pronunciation” (Burton, Jongman & Sereno 1996: 17), ”naming” (Burton,
Jongman & Sereno 1996: 19) eller ”shadowing” (Burton, Jongman & Sereno 1996: 25)) er en
metode der undersøger hvor hurtigt forsøgsdeltagere kan gentage et ord de får præsenteret, i dette
tilfælde auditivt.
Eftersom Burton, Jongman & Sereno (1996) benytter samme sæt stimulus og i vid
udstrækning samme forløb til både eksperiment 1 (leksikonbeslutning) og 2 (gentagelse), vil begge
blive behandlet sammen her.
5.3.1 Forløb og forsøgsdeltagere
Forløbet består hos Burton, Jongman & Sereno 1996 af 120 trials og 10 øvelses-trials (alle af typen
”unrelated”, se afsnit 5.3.2) i eksperiment 1 og 60 i eksperiment 2. Hos Ziegler, Muneaux &
Grainger 2003 er der 160 trials og 8 øvelses-trials.
Trials i eksperiment 1 og 2 forløber på følgende måde: Først bliver et priming-ord
præsenteret auditivt, og efter en pause på 50 milli-sekunder, hører forsøgspersonen et target-ord.
Forsøgspersonens opgave er i eksperiment 1 at svare på om target-ordet er et rigtigt ord eller ej, ved
at vælge mellem to knapper at trykke på, og i eksperiment 2 at gentage target-ordet så hurtigt og
præcist som muligt. I begge eksperimenter måles tiden der går fra det øjeblik target-ordet begynder
at blive præsenteret til forsøgspersonen begynder at svare.
1 priming-ord præsenteres auditivt
50 mili-sekunder
Target-ord præsenteres
Forsøgspersonen markerer ved
valg af knap om target-ordet
er et rigtigt ord eller ej.
Figur 5.3.1: Grafisk repræsentation af en trial i eksperiment 1
15

Hos Ziegler, Muneaux & Grainger 2003 præsenteres et target-ord ligeledes auditivt men uden
foregående priming, og herefter skal forsøgspersonen -ligesom i eksperiment 1 hos Burton,
Jongman & Sereno 1996- så hurtigt som muligt svare på om der er tale om et grammatisk
acceptabelt ord eller ej, og der måles hvor lang tid der går fra stimulus-ordet bliver præsenteret til
forsøgspersonen svarer. Forsøgspersonen svarer ved at vælge 1 af 2 knapper. 'Ja'-knappen er
placeret ved forsøgspersonens dominante hånd. Det nævnes ikke om dette forbehold er taget hos
Burton, Jongman & Sereno 1996.
Forsøgsdeltagerne i alle tre eksperimenter er universitetsstuderende, og ingen deltager i
mere end ét eksperiment. Eksperiment 1 hos Burton, Jongman & Sereno 1996 har 20
forsøgsdeltagere fordelt på to grupper og eksperiment 2 har 18, mens der hos Ziegler, Muneaux &
Grainger 2003 er 32.
5.3.2 Stimuli
Stimuli i eksperiment 1 hos Burton, Jongman & Sereno 1996 er sammensat som følger: Ud af de i
alt 120 target-ord (1 for hver trial), er de 60 grammatisk acceptable, engelske ord. Disse 60 er
sammensat på følgende måde: Først bliver der lavet 60 par fordelt på 3 forskellige typer. Én type
(Kaldet ”both”) hvor priming- og target-ord både rimer og hvor deres rim staves ens (for eksempel
PITCH-DITCH), én (kaldet ”Sound”) hvor priming- og target-ordene er fonologisk ens men staves
forskelligt (for eksempel CUFF-ROUGH), og én (kaldet ”Spelling”) hvor priming- og target-
ordenes rim staves ens men er fonologisk forskellige (for eksempel TOLL-DOLL). Se figur 5.3.2
for et overblik.
Navn Both Sound Spelling
Beskrivelse Priming- og target-
ordenes rim er
fonologisk ens og
staves ens.
Priming- og target-
ordenes rim er
fonologisk ens men
bliver stavet forskelligt.
Priming- og target-
ordenes rim er
stavet ens men er
fonologisk forskellige.
Eksempel PITCH-DITCH CUFF-ROUGH TOLL-DOLL
antal 20 par 20 par 20 par
Figur 5.3.2: De tre typer som parrene blev inddelt i i eksperiment 1.
Denne gruppe på 60 par kalder Burton, Jongman & Sereno (1996: 20) ”related”. Herefter
sammensættes der en anden gruppe, ligeledes på 60 ord, som bliver kaldt ”unrelated”. Den er skabt
ved at sammensætte priming- og target-ord på nye måder indenfor hver type, så der nu indenfor
hver type er 20 ”related” og 20 ”unrelated” par. Herefter er der sammensat to lister med lige mange
par fra hver undergruppe. Hvert ord, både priming og target, forekommer kun én gang i hver liste.
Hver forsøgsperson præsenteres kun for én af listerne. Udover disse 60 par med grammatisk
acceptable ord, præsenteres forsøgsdeltagerne også for 60 par hvor kun priming-ordet er
grammatisk acceptabelt. Target-ordet er i disse tilfælde fonotaktisk lovligt, men ikke grammatisk
acceptabelt som engelsk ord. Gruppen af de 60 ikke-ord-par er den samme for alle forsøgsdeltagere,
og samtlige ord i hele forsøget er lavfrekvente.
Forventningen er, at hvis ortografien spiller en rolle i auditiv ordgenkendelse, så burde der
være kortere svartid ved par medvisuelt overlap, hvilket vil sige fra grupperne ”both” og ”spelling”.
Hvis fonologien derimod er vigtigst i auditiv ordgenkendelse, så skulle der være kortere svartid ved
16

par med fonologisk overlap, hvilket vil sige fra grupperne ”both” og ”sound”. Her kan man
indvende at målet om at afgøre om det er fonologien eller ortografien der er vigtigst i auditiv
leksikonbeslutning, ikke beskæftiger sig med hvorvidt den mindre vigtige part eventuelt kan have
medindflydelse. Det er ikke intuitivt at ortografi skulle være det vigtigste i en rent auditiv opgave,
men derfor kan der godt tænkes at være tale om en mindre indflydelse alligevel.
Stimuli er i udgangspunktet de samme i eksperiment 2. Her bliver forsøgsdeltagerne
imidlertid kun præsenteret for 60 trials, som er de 60 grammatisk acceptable par fra eksperiment 1,
stadig med 20 par fra hver gruppe (”both”, ”sound” og ”spelling”). Det er ikke klart hvilken af de 2
lister der er valgt ud, men der er tilsyneladende kun tale om den ene.
Hos Ziegler, Muneaux & Grainger 2003 er alle stimulus-ord kontrollerede og sorterede efter både
deres ortografiske og fonologiske nabolag (”Neighborhood” (Ziegler, Muneaux & Grainger 2003:
779)), henholdsvis ON og PN. Nabolaget findes ved at tælle hvor mange ord der kan fremstilles ved
at udskifte et enkelt grafem/fonem i en hvilken som helst position i ordet. Det ortografiske nabolag
klassificeres som sparsomt (ON-) når der er tale om mindre end 3 andre ord der kan findes på denne
måde, og tæt (ON+) når der er flere. Det fonologiske nabolag klassificeres som sparsomt (PN-) når
der er mindre end 8 andre ord der kan findes på denne måde, og tæt (PN+) når der er flere. Disse 4
forskellige typer naboskab grupperes på alle tænkelige måder, så der opstår 4 grupper: PN+&ON+,
PN+&ON-, PN-&ON+ og PN-&ON-. For hver gruppe er der 20 grammatisk acceptable og 20 ikke-
acceptable ord. Både acceptable og uacceptable ord er monosyllabiske.
5.3.3 Sammenligning
Disse to metoder undersøger på hver deres måde auditiv ordgenkendelse, og den process det
involverer. Leksikonbeslutning er fokuseret på det øjeblik et ord genkendes, og dermed kan
godtages eller afvises som grammatisk acceptabelt ord. Det forudsættes at et ord der er grammatisk
acceptabelt også er kendt og findes som leksem i talerens leksikon.
Hos Burton, Jongman & Sereno 1996 tilføjes et priming-aspekt til forsøget. Primingen er et
grammatisk acceptabelt ord og dermed eksisterende leksem, som formodes at blive aktiveret. Dette
ord minder enten fonologisk eller ortografisk om target-ordet. Når der forventes en priming-effekt,
bliver antagelsen, at ikke kun priming-ordets leksem, men også lignende leksemer er blevet helt
eller delvist aktiveret og derefter hurtigere kan blive helt aktiveret igen. Dette stemmer overens med
for eksempel logogenmodellen. Spørgsmålet hos Burton, Jongman & Sereno 1996 er så om denne
priming-effekt ses ved både fonologisk og ortografisk lignende priming-ord, når priming-ordet
præsenteres auditivt. Hvis der skal være en ortografisk effekt, så forudsætter det at både fonologien
og ortografien aktiveres automatisk idet et ord genkendes. Det ser ikke ud til at være tilfældet.
Hos Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) er fokus anderledes. Her er der intet priming-
aspekt, og spørgsmålet er derfor blot hvor hurtigt et givent ord genkendes. Eftersom det tager
længere tid for et ord med stort fonologisk nabolag at blive genkendt, er antagelsen at der bliver
aktiveret en mængde leksemer som minder om target-ordet, og som derfor skal udelukkes før det
kan afgøres om der er et præcist match. Denne process tager tid. Spørgsmålet er så om det samme
gælder for ord med stort ortografisk nabolag, og altså om en lignende process finder sted ortografisk
selvom target-ordet præsenteres auditivt. Dette udgangspunkt forudsætter dermed at processen kan
finde sted parallelt med den fonologiske, og at begge modaliteter aktiveres ved en auditiv opgave og
kan kommunikere. Således forventes det at både ord med stort fonologisk nabolag og ord med stort
ortografisk nabolag vil tage lang tid, og det må formodes at ord der har begge vil tage dobbelt så
lang tid. Som det fremgår af afsnit 3 er det imidlertid ikke tilfældet.
Gentagelse er en meget enkel metode, men hvad den helt præcist måler er ikke nødvendigvis
17

helt klart. Hvis man går ud fra, at forsøgsdeltagere er nødt til at genkende ordet før det bliver
gentaget, så inkluderer svartiden både den tid der går fra ordet bliver præsenteret til det bliver
genkendt, og den tid der går fra ordet er genkendt til der er sendt signal til taleorganerne om at det
pågældende ord skal artikuleres. Hvis man derimod går ud fra at det kun er nødvendigt at
identificere de fonemer der indgår i ordet og huske den rækkefølge de forekommer i (denne del
faciliteres formodentlig af talerens viden om sprogets fonotaktik - mulighederne er simpelthen
begrænsede), så inkluderer svartiden ikke nødvendigvis genkendelse af ordet. Gentagelsen foregår
dermed på et niveau der ligger tidligere i den proces der indgår i mental auditiv databehandling end
ordgenkendelse gør.
Hvis vi stadig arbejder ud fra en model der inkluderer adgang til al viden om et leksem så
snart det bliver genkendt, så må man formode at priming med et ord der minder om target-ordet vil
hjælpe denne proces på vej. Så snart dette priming-ord er blevet genkendt bør der ifølge modellen
også være aktiveret viden om dets ortografi, og dermed skulle det gøre svartiden kortere hvis denne
ortografi minder om target-ordets.
Hvis gentagelsen derimod foregår på et niveau inden ordgenkendelsen, kunne man forestille
sig at en bestemt lydsekvens kunne blive genkendt, i hvert fald hvis der er tale om en lydsekvens
med høj frekvens. Også her kunne det tænkes at den pågældende lydsekvens var knyttet til en
grafemsekvens, ligesom det er beskrevet ovenfor.
Jeg mener ikke umiddelbart man kan afgøre om denne metode beskæftiger sig med
gentagelse af genkendte ord eller blot gentagelse af genkendte sekvenser, og ortografiens rolle er
dermed heller ikke klar. Derudover skal nævnes, at forskning viser at forsøgsdeltagere der ikke har
lært at læse har sværere ved at løse opgaver af denne type end forsøgsdeltagere der har lært at læse
(Castro-Caldas et al. 1998). Dette stiller i høj grad spørgsmål ved denne metodes anvendelighed i
den givne kontekst.
5.4 Ordstammekomplettering
Denne metode benyttes af Beland, Prunet & Peretz (2009) til at undersøge om ortografien i et sprog
har indflydelse på forsøgsdeltageres færdiggørelse af ord på baggrund af ordets første stavelse.
Beland, Prunet & Peretz (2009) benytter både metoden i et sprog med syllabisk skriftsystem,
derefter i et sprog med alfabetisk skriftsystem (fransk). Da jeg i denne opgave udelukkende
beskæftiger mig med ortografiens rolle i alfabetiske skriftsystemer, er det første forsøg ikke
behandlet her.
5.4.1 Forløb
Forløbet set fra forsøgspersonens synspunkt består af tre dele. Den første del (studiefasen (”study
phase”, (Beland, Prunet & Peretz 2009: 421))) består af at en række ord (som fungerer som både
priming- og target-ord) præsenteres auditivt med 3 sekunders mellemrum. Efter hvert ord skal
forsøgspersonen gentage ordet højt. Umiddelbart efter denne første del følger anden del
(ordstammekompletteringsfasen (”Word stem completion phase”, se (Beland, Prunet & Peretz 2009:
420))), hvor forsøgspersonen præsenteres auditivt for en stavelse (en såkaldt ”stamme” (Beland,
Prunet & Peretz 2009: 425)), og derefter skal sige det første ord han eller hun kom i tanke om der
starter med den pågældende stavelse. Se figur 5.4.1 for en grafisk repræsentation af forløbet af
studiefasen og ordstammekompletteringsfasen. Til sidst følger en diktatopgave, hvor samtlige
priming-ord bliver læst op mens forsøgspersonen skriver dem ned. Dette er for at undersøge om
forsøgsdeltagerne ved hvilke ord indeholder stumme bogstaver (se videre afsnit 5.4.2).
18

priming-ordene præsenteres auditivt
1 stamme præsenteres
Forsøgspersonen siger det første ord
han eller hun kommer i tanke om der
starter med den pågældende stamme.
1 ny stamme præsenteres
Forsøgspersonen siger det første ord
han eller hun kommer i tanke om der
starter med den pågældende stamme.
Etc...
Figur 541: Grafisk repræsentation af forløbet af studiefasen og ordstammekompletteringsfasen i
eksperiment 1
5.4.2 Stimuli og forsøgsdeltagere
Der er sammensat tre forskellige sæt stimuli: Et sæt der vil blive omtalt som 'CV-konteksten', et sæt
der vil blive omtalt som 'CVC-konteksten' og et sæt der vil blive omtalt som 'den neutrale kontekst'.
De i alt 160 studerende der udgør gruppen af forsøgsdeltagere, inddeles tilfældigt i 4 grupper à 40.
Den ene gruppe udsættes for CV-konteksten, den anden for CVC-konteksten, den tredje for den
neutrale kontekst, mens den fjerde virker som kontrolgruppe og ikke gennemgår studiefasen.
Hver kontekst består af ordpar der fonetisk starter med de samme tre segmenter. Det varierer
imidlertid fra kontekst til kontekst hvordan ordene stavelsesdeles. I studiefasen præsenteres alle 40
forsøgsdeltagere i den givne kontekst for hele samlingen af ord. De er således primet for netop dette
udvalg af ord, og for begge typer af stavelsesinddeling. I ordstammekompletteringsfasen
præsenteres halvdelen af gruppen (altså 20) for den ene halvdel af stammerne, hvilket vil sige én
førstestavelse for hvert ordpar. Stammerne er sammensat så der er lige mange af hver type stavelse i
hver liste. Desuden er der en mængde fyldstammer.
I CV-konteksten består et ordpar dels af et ord stavet med en stum vokal (som for eksempel
19

'calepin' [kal.pɛ̃]) og dels af et ord der starter med en CV-stavelse både fonetisk og ortografisk (for
eksempel 'calorie' [ka.lo.ʁi]). Hver forsøgsdeltager er således primet for både 'calepin' og 'calorie',
men bliver kun præsenteret for én af stammerne, enten [ka] eller [kal]. Eftersom 'calepin'
ortografisk stavelsesdeles <ca-le-pin> og fonetisk [kal.pɛ̃] er forventningen at det kan ses på
forsøgsdeltageres valg af ord, om de tager udgangspunkt i den auditive eller visuelle form. Hvis de
tager udgangspunkt i den visuelle form, forventes der at optræde omtrent lige mange af hvert type
ord som færdiggørelse af en CV-stamme. Hvis de derimod tager udgangspunkt i den auditive form,
er forventningen at en CV-stamme hyppigst vil blive færdiggjort med det ord i ordparret der har
fonetisk CV-struktur, i dette eksempel 'calorie' (Beland, Prunet & Peretz 2009: 424).
I CVC-konteksten består et ordpar dels af et ord med en stum vokal (for eksempel 'calepin')
og dels ord der både ortografisk og fonetisk har CVC-struktur (for eksempel 'calmant', <cal-mant>,
[kal.mɑ̃]). Forventningerne er her, at hvis forsøgsdeltagerne tager udgangspunkt i den visuelle form,
vil de som færdiggørelse af en CV-stamme vælge ordet med den stumme vokal ('calepin') idet dette
ortografisk indledes med en CV-stavelse. Man forventer at se en ligelig fordeling mellem de to ord i
et par, hvis forsøgsdeltagerne tager udgangspunkt i den auditive form, eftersom de fonetisk begge
starter med den samme CVC-stavelse, [kal].
I den neutrale kontekst består et ordpar dels af et ord hvis første stavelse er CVC både
ortografisk og fonetisk (for eksempel 'calmant'), og dels et ord hvis første stavelse er CV både
ortografisk og fonetisk (for eksempel 'calorie'). Her forventer man ikke at se en forskel i hvilket ord
forsøgsdeltagere foretrækker som færdiggørelse, uanset om de er mest påvirkede af den auditive
eller den fonetiske form, idet disse to svarer til hinanden.
5.4.3 Diskussion og resultater
Denne type forsøg virker ud fra antagelsen at forsøgsdeltagere ved at høre den første stavelse af et
ord får aktiveret de(t) leksem(er) der begynder med pågældende stavelse. Hvis ortografien kan have
indflydelse på fonetiske stavelsesgrænser -og hvis stavelsesgrænsen i øvrigt er en meget
psykologisk reel enhed-, må man forvente at et leksem der ortografisk begynder med en CVC-
stavelse ikke bliver aktiveret af den tilsvarende CV-stavelse, selvom de deler de to første lyde. Dette
forudsætter imidlertid at ortografien er så stærk en indflydelse at den fonetiske stavelsesdeling
bliver sat helt ud af kraft. Som nævnt i afsnit 3 kræver det en forholdsvist omfattende introduktion
til metoden før resultaterne for alvor kan forklares. Derfor følger en kort diskussion af dem her.
Det viser sig at det generelt foretrækkes blandt forsøgsdeltagerne at færdiggøre en stamme
med et ord hvoraf stammen udgør første stavelse og ikke hverken mere eller mindre. Dette
bekræfter umiddelbart at stavelsen og dens grænser har en stærk psykologisk realitet. En enkelt
undtagelse ses i CVC-konteksten (altså konteksten hvor det ene priming-ord er indiskutabelt CVC
mens det andet er CV ortografisk), hvor stammen CV færdiggøres med et CVC-ord oftere end en
CVC-stamme gør. Dermed ser det ud til at stavelsesgrænser ikke er stærkere psykologiske enheder
end at en ufærdig første stavelse kan være nok til at aktivere et givent leksem.
Dertil kommer at forsøgsdeltagere i CVC-konteksten generelt benytter en del flere
indiskutable CVC-ord (det vil sige ord hvis første stavelse er CVC både fonetisk og ortografisk),
end ord med ortografisk stum vokal. Dette kunne faktisk godt ses som et argument for at der er
noget der til en hvis grad afholder forsøgsdeltagerne fra at benytte ordene med stumme vokaler.
Denne type ord er ord hvor modsætningen mellem ortografi og fonetik potentielt kan skabe en
usikkerhed, og det at det kunne se ud som om det er tilfældet, taler faktisk for at ortografi kan have
en effekt.
For at vende tilbage til metoden, så kan man undre sig lidt over hvad formålet med
primingen er. Jeg vil umiddelbart mene at det havde tjent formålet lige så godt at sammensætte
20

lister med CV- og CVC-stammer af nogenlunde ens frekvens og så have undersøgt hvor ofte
forsøgsdeltagerne færdiggjorde dem med ord hvis første stavelser er henholdsvis CV og CVC, og
hvor ofte der optræder ord som ortografisk har en anden stavelsesstruktur end den fonetiske. Det
nævnes blot at der er en tydelig priming-effekt (Beland, Prunet & Peretz 2009: 426), men hvad
denne priming-effekt viser, bliver ikke uddybet.
Beland, Prunet & Peretz (2009) fremhæver ordstammekomplettering som en metode der
ikke opmuntrer til specifikke søgestrategier (se videre afsnit 5.6.1), men eftersom primingen foregår
auditivt, kunne man indvende at det ville være det mest hensigtsmæssige for forsøgsdeltagerne at
holde deres fokus på fonetikken. Det er sandt at der ikke er noget i forsøgsdesignet der opmuntrer til
at benytte ortografisk information, men derimod kan man indvende at der er noget i forsøgsdesignet
der opmuntrer til ikke at gøre det.
Dertil kommer at spørgsmålet der undersøges er, om ortografien kan have indflydelse på
stavelsesdelingen, og der er god grund til at tro at det ikke kan være tilfældet. For det første er
stavelsen fonetisk og fonologisk set en stærk mental enhed (se for eksempel (Ladefoged 2005:
225)), som må forventes at være svær for ortografien at få indflydelse på. Desuden er lige netop
stavelsesdeling ikke et særligt fremtrædende aspekt af ortografien. Den er kun for alvor relevant i
tilfælde hvor et ord strækker sig over flere linjer, og beslutningen om hvor bruddet skal lægges,
træffes i disse dage oftest af stavesoftware på en computer. Det kan dermed ikke forventes at være
noget der har en særlig stærk psykologisk realitet hos de fleste mennesker.
5.5 Generelle ting
Inden jeg fortsætter til sammenligningen af de forskellige metoders styrker og svagheder, er der to
generelle ting som gælder for alle eller stort set alle forsøg, og som skal nævnes fordi de kan tænkes
at have en indflydelse på resultaterne.
5.5.1 Tidsintervaller i stimuli-præsentation
For det første nævner Burton, Jongman & Sereno (1996) at forsøgsdeltagere har tid til både post-
access og access processer, hvis der er for lange tidsintervaller mellem stimuli. Det er ikke klart
hvorfor post-access skulle være et problem i forsøg der netop har som formål at undersøge enkelte
leksemers underliggende former og de informationer der er knyttet til dem. Derimod giver det
mening at det er problematisk at forsøgsdeltagere har tid til en mere bevidst behandling af stimuli.
Dette er i så fald et problem samtlige forsøg med undtagelse af Burton, Jongman & Sereno 1996
selv, har. Da forsøgene imidlertid ikke alle har samme resultat, er den præcise virkning af
tidsintervallet ikke klart fra de præsenterede forsøgsbeskrivelser, og jeg vil ikke beskæftige mig
mere med den.
5.5.2 Vestlige universitetsstuderende som forsøgsdeltagere
For det andet benytter samtlige nævnte forsøg vestlige universitetsstuderende som forsøgsdeltagere.
Dette er langt fra usædvanligt - langt størstedelen af forsøg med et eller flere elementer af psykologi
udføres med forsøgsdeltagere der er vestlige universitetsstuderende (Henrich, Heine & Norenzayan
2010: 6). Dette er som vist af Henrich, Heine & Norenzayan (2010) på mange områder
problematisk, og det gælder også området for visuel perception, hvilket er relevant i forhold til
læsning. Som Henrich, Heine & Norenzayan (2010) fremhæver, kan resultater af forsøg hvis
forsøgsdeltagere udelukkende er vestlige universitetsstuderende, ikke forventes at være universelle.
21

Det er imidlertid samtidig lige netop denne gruppe der primært kan forventes at udvise tegn
på at ortografi i deres tilfælde kan have indflydelse på den psykologiske realitet af deres fonologi,
fordi netop denne gruppe må forventes at have en nær og langvarig kontakt med ortografi. Så længe
spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt for ortografi at have psykologisk realitet og have
indflydelse på fonologi, er denne gruppe derfor særdeles velvalgt som forsøgsdeltagere. Jeg
vurderer derfor ikke at den smalle gruppe af forsøgsdeltagere udgør et problem for resultaternes
validitet. Ikke desto mindre ville det give god mening at sammenligne sprogbrugere der har lært at
læse med sprogbrugere der ikke har, hvis målet er at undersøge ortografiens indflydelse på
sprogbearbejdning.
5.6 Sammenligning af metoder
Jeg har gennemgået og diskuteret en række metoder der har været anvendt til at afgøre om ortografi
kan have psykologisk realitet. Foreløbig er metoderne primært blevet diskuteret hver for sig, men
jeg vil nu sammenligne dem og påpege svagheder hos de enkelte.
5.6.1 Kritik fra Beland, Prunet & Peretz (2009)
For det første påpeger Beland, Prunet & Peretz (2009) at der er problemer forbundet med visse af de
gennemgåede metoder. Jeg vil gennemgå kritikken og diskutere i hvor høj grad de pågældende
problemer kan forventes at have indflydelse på forsøgsresultaternes validitet.
Den ene gruppe forsøg består af rimgenkendelse (Seidenberg & Tanenhaus 1979 og Damian
& Bowers 2010) og leksikonbeslutning (Burton, Jongman & Sereno 1996 og Ziegler, Muneaux &
Grainger 2003). Om denne type af forsøg siges det at de: ”emphasize speed and accuracy, inducing
the subjects to access as much information as possible on the spoken word, including its ortography
and semantics.” (Beland, Prunet & Peretz 2009: 416).
Kritikken er altså at de pågældende metoder fremhæver fart og præcision, hvilket skulle
opmuntre forsøgsdeltagerne til at inddrage al deres viden om forskellige aspekter af ordet. Det er
ikke klart hvorfor et krav om fart skulle opmuntre til en bredere søgning i det mentale leksikon i
stedet for en smal, fokuseret søgning, hvilket i en auditiv opgave må formodes at være den auditive
modalitet. Problemet er muligvis at Seidenberg & Tanenhaus (1979) har baggrund i en
psykolingvistisk model som tillader alle aspekter af et leksem at være samlet -og dermed
tilgængeligt- på ét sted. Kritikken fra Beland, Prunet & Peretz (2009) tyder på at forfatterne ikke
deler denne baggrund.
Beland, Prunet & Peretz (2009) uddyber imidlertid ikke kritikken, hvilket er beklageligt
taget i betragtning at det er denne kritik af tidligere anvendte metoder der er baggrunden for
artiklen. Det nævnes derudover ikke hos Seidenberg & Tanenhaus 1979 at forsøgsdeltagere blev
bedt om at svare så hurtigt som muligt, hvilket gør at det kritiserede fokus på fart ikke rigtig er
synligt i forsøgsbeskrivelsen. Der kan selvfølgelig være tale om udeladt information, men jeg ser
ingen grund til at kritisere en metode for et aspekt der ikke umiddelbart er grund til at tro den har.
Derimod inkluderer instruktionen af forsøgsdeltagere hos Beland, Prunet & Peretz 2009 at svaret
skal gives så hurtigt som muligt, så det er på ingen måde klart hvad kritikken egentlig er af.
Jeg har allerede i afsnit 5.1.4 diskuteret kritikken af Seidenberg & Tanenhaus (1979)s
metode, som præsenteres hos Damian & Bowers 2010, og som er mere konkret og bedre forklaret.
Den anden gruppe forsøg som Beland, Prunet & Peretz (2009) nævner er fonem- og
stavelsesmonitorering, som for eksempel Taft & Hambly (1985) benytter. Om denne metode siger
Beland, Prunet & Peretz (2009: 416) at de ”involve the manipulation of sublexical units” og at de
færdigheder dette kræver, er betinget af læsefærdighed. Igen er kritikken ikke uddybet, og dermed
22

kommer den muligvis ikke til sin ret, men det virker besynderligt at kritisere en metode der netop
skal undersøge følgevirkninger af tilegnelse af læsefærdighed, for at være betinget af selv samme.
Jeg ser ingen grund til beskæftige mig mere med denne kritik, eftersom den er uklar og ikke
uddybet tilstrækkeligt til at give mening.
5.6.2 De enkelte metoders svagheder
De enkelte metoder har naturligvis hver deres svagheder. Jeg har allerede gennemgået de fleste af
disse i forbindelse med diskussion af de enkelte metoder, men her følger en opsummering.
Rimgenkendelse har den umiddelbare svaghed at den som Damian & Bowers (2010) påviser
er følsom overfor ændringer i stimuli. Selvom Damian & Bowers (2010) foreslår ændringer der
skulle kunne gøre resultatet mere pålideligt, så nævner Seidenberg & Tanenhaus (1979) faktisk at
have taget højde for i hvert fald nogle af problemerne, og alligevel kommer de to forsøg frem til to
forskellige resultater.
Fonemmonitorering har den svaghed at det ikke rigtig kan undersøges om den viden der
tilskrives ortografien reelt kunne komme andre steder fra. Derudover kan den kritiseres for at lægge
op til en strategi der involverer ortografien, idet forsøgspersoner bliver bedt om at fokusere på en
stavelse der ikke er et ord i sig selv, og som derfor muligvis ikke rigtigt kan analyseres fonologisk.
Hvis denne, sædvanlige, bearbejdningsmetode af auditive input ikke kan anvendes, er det ikke så
bemærkelsesværdigt at forsøgsdeltagere griber til alternativer de ikke sædvanligvis ville bruge. Dog
kan man argumentere for, at alene det at strategien virker og kan anvendes på denne måde indikerer
at ortografi og fonologi ikke er uforenelige.
Leksikonbeslutning involverer at forsøgsdeltageren (ubevidst, selvfølgelig) gennemgår de
leksemer der er blevet aktiveret af target-ordet og afgør om ét af dem matcher target-ordet præcist.
Dermed arbejdes der nødvendigvis på et niveau der inkluderer ordgenkendelsen. Her er der
imidlertid forskellige ting at fokusere på. Hvis der tilføjes et priming-aspekt til forsøget, så kan man
undersøge om et priming-ord med en stavemåde der ligger tæt op af target-ordets aktiverer target-
ordets leksem og dermed gør genkendelsen hurtigere. Forsøgsdeltagerens opgave er imidlertid at
svare på om target-ordet er et grammatisk acceptabelt ord, og det er derfor ikke nok at ortografien
eventuelt hjælper til hurtigere aktivering, eftersom det er gennemgangen af de aktiverede leksemer
der for alvor er relevant. Hvis der udelukkende havde været tale om identifikation af grammatisk
acceptable ord, så ville det have været tilstrækkeligt at finde den bedste kandidat, og det havde ikke
været nødvendigt at bruge tid på at afgøre om der var tale om et perfekt match. Eftersom der her
også er lydsekvenser som ikke er grammatisk acceptable ord, skal det for hvert aktiveret leksem
afgøres om der er match eller ej. Her kunne man forestille sig at ortografien faktisk kunne være en
hindring, idet den kunne virke forstyrrende som endnu et element der skal undersøges.
Derfor giver Ziegler, Muneaux & Grainger (2003)s tilgang til metoden også umiddelbart
mere mening, idet det netop fokuserer på nabolagsstørrelser. Det må alt andet lige have indflydelse
på tidsforbrug ved forsøget hvor mange aktiverede leksemer der skal gennemgås. Dette aspekt
ignorerer Burton, Jongman & Sereno (1996), og det er dermed svært at give en ordentlig
fortolkning af resultaterne. Metoden som Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) bruger den giver
umiddelbart god mening, og jeg kan ikke se nogen grund til at antage at den ikke skulle kunne
afsløre en eventuel påvirkning fra ortografien. Dette forudsætter imidlertid stadig at der er tale om
to moduler -fonologien og ortografien- der arbejder parallelt. Der er en anden mulighed som jeg vil
vende tilbage til i afsnit 6.2.2.
For metoden gentagelse er problemet, at det ikke er klart om der er tale om gentagelse af en
genkendt ord, eller blot gentagelse af en række lyde. Dermed er det heller ikke klart hvordan
ortografien eventuelt kan påvirke processen, og dermed er det ikke helt klart hvad forsøget egentlig
23

undersøger.
Jeg har allerede nævnt en række problemer ved ordstammekomplettering i denne
forbindelse. I korte træk er problemet primært, at metoden er baseret på stavelsesopdeling, som der
ikke er grund til at tro skulle have særlig stærk psykologisk realitet i sprog med alfabetiske
skriftsystemer. Derimod kunne metoden have relevans i forhold til sprog med syllabiske
skriftsystemer, hvilket Beland, Prunet & Peretz (2009) faktisk også benytter den til. Forsøget er ikke
medtaget her fordi opgaven beskæftiger sig med alfabetiske skriftsystemer, men det virker
sandsynligt at syllabiske skriftsystemer skulle have en større chance for at påvirke de fonologiske
stavelsesgrænser end alfabetiske. Udover problemet med usikkerhed omkring stavelser og deres
psykologiske realitet, er der den metodologiske kritik af priming-aspektet i det udførte forsøg. Det
forklares aldrig hvad formålet med det er, og det virker umiddelbart overflødigt. Desuden har jeg
kritiseret fortolkningen af resultaterne, idet jeg ikke mener resultaterne er så entydige som de bliver
udlagt hos Beland, Prunet & Peretz 2009.
Det ser dermed ikke ud som om der er nogen af metoderne der er fuldstændigt
uproblematiske. I de fleste tilfælde er det ikke fuldstændigt klart hvad der undersøges, og derfor
afspejler de opnåede resultater heller ikke nødvendigvis det de foregiver. Desuden virker det
underligt at ingen af disse forsøg inddrager forsøgsdeltagere der ikke har lært at læse. Man ville
umiddelbart mene at det var en logisk fremgangsmåde at sammenligne sprogbrugere der har lært at
læse med sprogbrugere der ikke har, især fordi der er udført forsøg der viser at der er en forskel (se
for eksempel (Castro-Caldas et al. 1998; Morais et al. 1979)).
Jeg vil nu se på både de gennemgåede resultater og metoder, og endnu engang forsøge at
besvare spørgsmålet om hvorvidt ortografi kan have indflydelse på fonologiens psykologiske
realitet.
6. Diskussion
Jeg vil nu se nærmere på de forskellige svarmuligheder som de gennemgåede forsøg præsenterer.
6.1 Resultater og fortolkninger der udelukker psykologisk realitet af ortografi
Hvis ortografien ikke kan have psykologisk realitet, er der så andre muligheder for at forklare
eventuelle effekter der kan tilskrives ortografien? Beland, Prunet & Peretz (2009) opnår visse
resultater som kunne forklares med en ortografisk indflydelse (se afsnit 5.4.3). Denne forklaring
afvises imidlertid, og det foreslås i stedet at effekten kommer fra underliggende fonologiske former
som indeholder et fonem -svarende til det stumme bogstav fra den ortografiske form- som aldrig
dukker op i overfladeformer, men som har indflydelse på stavelsesdelingen. Der gives imidlertid
intet bud på hvor disse stumme fonemer skulle være kommet fra eftersom de aldrig høres. Det er
her man igen kunne foreslå at de skulle være kommet fra ortografien, men dette vil jeg vende
tilbage til i afsnit 6.2.2. Det er imidlertid primært på grund af den metodologiske uklarhed at jeg
ikke umiddelbart vil godtage disse resultater og fortolkningen af dem.
Endelig arbejder Beland, Prunet & Peretz (2009) ud fra den antagelse at der er tale om en
enten-eller model, idet der tales om at skulle vælge mellem en 'sound-consulting hypothesis' og en
'ortography-consulting hypothesis', hvilket ikke levner plads til at det ene modul kan have
indflydelse på det andet uden fuldstændigt at overtage søgningen efter leksemer der passer til den
oplyste stamme. Også Burton, Jongman & Sereno (1996) giver udtryk for en enten-eller-forståelse
af processen.
Jeg finder det højst usandsynligt at ortografien skulle være den eneste information
24

forsøgsdeltagere benytter sig af til at løse en rent auditiv opgave, men selvom den fonologiske
information er mest anvendt, præsenteres der ikke noget argument for hvorfor dette fuldstændigt
skulle udelukke ortografisk information.
Også Burton, Jongman & Sereno (1996) og Damian & Bowers (2010) konkluderer ud fra
deres resultater at ortografi ikke kan have psykologisk realitet. Som allerede nævnt er der også her
metodologiske problemer, som bør overvejes grundigt inden resultaterne godtages. Det er ikke
nødvendigvis afgørende problemer, og jeg kan ikke afvise at disse resultater kan være fuldt gyldige.
Da det imidlertid ikke umiddelbart kan afgøres, vil jeg i stedet se nærmere på de resultater der siger
at ortografi godt have en indflydelse på fonologis psykologiske realitet. Jeg vil i den forbindelse
også argumentere for at der er forhold hverken Burton, Jongman & Sereno (1996) eller Damian &
Bowers (2010) tager højde for (se afsnit 6.2.3).
6.2 Resultater og fortolkninger der foreslår at psykologisk realitet af ortografi
Hvis ortografi kan have indflydelse på fonologis psykologiske realitet, hvordan foregår denne
indflydelse så helt præcist og hvad består den i?
6.2.1 Modeller med on-line processesering
En del af resultaterne -både dem nævnt i afsnit 6.1 og dem der vil bliver nævnt nu- fortolkes i
forhold til modeller der operer med on-line processering. Der er altså tale om et selvstændigt
ortografimodul som på et eller flere niveauer kan samarbejde med fonologimodulet. Det er
spørgsmålet om hvorvidt dette samarbejde foregår, der optager samtlige de nævnte forsøgs
forfattere.
Seidenberg & Tanenhaus (1979: 551) nævner Logogenmodellen som netop opererer med
flere moduler tilknyttet de enkelte leksemer. Alle moduler hjælper med til at aktivere og til sidst
genkende et ord, og når ordet er genkendt er der adgang til information om det fra alle moduler.
Denne model forudsiger at ortografi spiller en rolle i ordgenkendelse på lige fod med fonologien.
Også Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) arbejder med en model der involverer to separate
men parallelle moduler der kan samarbejde. Den største forskel på denne model og
Logogenmodellen i denne sammenhæng er, at Ziegler, Muneaux & Grainger (2003)s model tillader
samarbejde mellem modulerne på et preleksikalt niveau. Dette tillader for eksempel lydsekvenser at
blive sat i direkte forbindelse med grafemforbindelser inden disse forbindelser overhovedet er sat i
forbindelse med specifikke leksemer.
Der er imidlertid en anden forklaring på hvordan ortografi kan have indflydelse på fonologi.
6.2.2 Modeller som tillader ortografi en direkte indflydelse på fonologien
Både Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) og (Taft & Hambly (1985) nævner at der er en
forklaring der ikke inkluderer on-line samarbejde mellem to moduler. De foreslår i stedet at
ortografien -i det øjeblik en sprogbruger lærer den at kende- påvirker fonologien direkte.
Fonologien bliver ifølge denne ide i større eller mindre grad ændret af ortografien, og derefter er der
ingen grund til on-line samarbejde mellem de to moduler, fordi fonologien i sig selv allerede er
ændret. Frith (1998) sammenligner ortografi med et virus som inficerer al talebehandling, og gør at
det der før var lydsekvenser som kendetegnede hele ord nu bliver splittet op og behandlet i små
dele. Ziegler, Muneaux & Grainger (2003: 790) nævner i den forbindelse (Metsala & Walley 1997)
25

som foreslår en restruktureringsmodel i forbindelse med førstesprogstilegnelse. Ifølge denne model
deler sprogbrugeren ikke ord op i mindre dele end det er nødvendigt for at kunne skelne dem fra
andre ord. Det medfører at jo tættere et fonologisk nabolag er, jo mindre dele er man nødt til at have
delt ordet i. Ziegler, Muneaux & Grainger (2003: 790) foreslår at noget lignende foregår i den
visuelle dimension, og at ord med lignende stavemønstre grupperer sig i tilgift til dem med lignende
fonetiske mønstre. Dermed ville ortografien kunne bidrage til den leksikale restrukturering, og
sandsynligvis resultere i at selv de ord der endnu ikke ar blevet opdelt i enkelte segmenter, bliver
det. Her nævnes (Liberman et al. 1974) som foreslår at eksplicit bevidsthed om lyde på
fonemniveau ikke udvikles automatisk, men dukker op når barnet lærer at læse og skrive.
Taft & Hambly (1985) tilføjer at en model der tillader ortografien direkte indflydelse på
fonologien lyder mest rimelig, fordi det ikke giver mening at skulle inddrage et separat ortografisk
niveau i en rent fonologisk opgave. Desuden viste forsøget hos Taft & Hambly 1985 jo at cue-
stavelserne (som i sig selv ikke er rigtige ord) må være blevet bearbejdet fonologisk siden det ikke
er relevant med leksikonadgang (eftersom der er tale om non-ord). Eventuel information knyttet til
et leksem kan dermed ikke være det der har tilladt tolkningen af cue-stavelsen.
Hvis denne model er den rigtige, så har det vidtrækkende konsekvenser for fonologisk teori,
idet teorier som generativ fonologi og optimalitetsteori som har segmentet som det primære
udgangspunkt i så fald kun afspejler fonologiens psykologiske realitet hos sprogbrugere som har
lært at læse et alfabetisk skriftsystem. Derimod støtter det teorier som Bybee (2001)s, som netop har
som udgangspunkt at segmenter kun opstår som generaliseringer på baggrund af tilfælde hvor de er
meningsbærende.
Der er imidlertid en distinktion som ingen af de nævnte forfattere nævner, og som jeg mener
må være central hvis man ønsker at undersøge ortografis mulige indflydelse på fonologi, hvad enten
der er tale om en on-line model eller en model med mere permanent indflydelse på fonologien. Jeg
vil præsentere denne distinktion i det følgende afsnit.
6.2.3 Typer af påvirkning
Jeg har lige fra starten gået ud fra at de diskuterede forsøg alle undersøgte forskellige dele af det
samme spørgsmål. Når de imidlertid kommer frem til vidt forskellige resultater, er der grund til at
spørge hvor denne forskellighed stammer fra. Visse af forskellene kan forklares med
uoverensstemmelser og i visse tilfælde muligvis fejl i metoderne, og andre med den teoretiske
baggrund forsøgene er lavet på baggrund af. Det forekommer dog stadig rimeligt at undersøge om
de overhovedet undersøger det samme. De hævder alle mere eller mindre eksplicit at undersøge om
ortografi kan have psykologisk realitet, men den nærmere undersøgelse af deres forsøgsbeskrivelser
afslører, at dette spørgsmål i virkeligheden er meget bredt.
Seidenberg & Tanenhaus (1979) undersøger om den måde rim staves på kan have
indflydelse på hvor hurtigt de bliver godtaget som rim. Her er der altså tale om at en gruppe
grafemer med en vis form for regelmæssighed i strukturen, muligvis skulle kunne have indflydelse
på en lignende gruppe fonemer. Her er tale om hele rim, og der er dermed lagt op til en
undersøgelse af indflydelse på rimniveau.
Taft & Hambly (1985) undersøger derimod om den måde enkelte segmenter staves på kan
have indflydelse på den måde enkelte fonologiske segmenter opfattes på. Det skal desuden tilføjes
at der udelukkende er tale om vokaler – forsøget siger intet om konsonanter. Her er der altså tale om
en undersøgelse af indflydelse på segmentniveau.
Burton, Jongman & Sereno (1996) undersøger i opgaverne der benytter leksikonbeslutning
ligesom Seidenberg & Tanenhaus (1979) om der kan være ortografisk indflydelse på fonologien på
rimniveau.
26

Også Ziegler, Muneaux & Grainger (2003) benytter leksikonbeslutning, men det eksplicitte
fokus på nabolag som findes ved at ændre enkelte grafemer/fonemer, gør det mere sandsynligt at
der undersøges indflydelse på segmentniveau. Her skelnes der ikke mellem konsonanter og vokaler.
Beland, Prunet & Peretz (2009) benytter ordstammekomplettering, hvilket resulterer i at det
der undersøges primært er stavelsesdeling, og om den ortografiske standard for dette kan have
indflydelse på den fonologiske stavelsesdeling.
Der er dermed tale om mindst tre forskellige niveauer: Segment-, rim- og stavelsesniveau. Der er
imidlertid indenfor hver en mængde muligheder, som jeg vil vise.
På segmentniveau kan der være tale om at grafemer kan ændre fonemer. I tilfælde hvor et
ord fonetisk set indeholder en reduceret vokal, kan en fuld vokal på samme sted i ortografien i så
fald have den virkning, at den underliggende fonologiske form kommer til at indeholde den fulde
vokal. Her giver det sandsynligvis mening at skelne mellem vokaler og konsonanter, idet perception
af vokaler og konsonanter foregår på forskellig måde (se for eksempel Ryalls 1996).
Udover at man kan hævde at ortografi kan ændre opfattelsen af fonemer, kunne man foreslå
at den kan tilføje eller fjerne fonemer. I tilfælde som det rigsdanske nævnt i afsnit 2.1 ville der i så
fald være tale om at <e> der konsekvent dukker op i ortografien som infinitivendelse, kan resultere i
at der opfattes et schwa som fonologisk infinitivendelse selv hvis det aldrig høres. I lige præcis
dette tilfælde vil en sådan ændring imidlertid have morfologiske konsekvenser også, men da
morfologi falder uden for denne opgaves område, vil jeg ikke yderligere diskutere dette spørgsmål
her.
Der kan også være tale om at segmenter som ikke findes i ortografien (for eksempel det
ekstra schwa visse engelsktalere tilføjer i 'film' ([filəm])) bliver forhindret i at blive opfattet som en
del af fonologien fordi det netop ikke findes i ortografien. Både når der er tale om at fjerne og tilføje
et segment, skal det desuden overvejes om det gælder alle fonemer og grafemer. Lige netop schwa
er blevet nævnt som eksempel en del gange, og man kunne godt forestille sig at dets lidt
udefinerede, vage natur gjorde det til et lettere ”offer” for uoverensstemmelser mellem ortografi og
fonologi. Desuden kunne der som før meget vel være forskel på konsonanter og vokaler.
På rimniveau er det næppe sandsynligt at der kan være tale om at ortografi kan tilføje eller
fjerne rim, fordi rim trods alt er store og meget markante lydlige enheder i ord. Derimod kan der
være tale om, at ortografi kan ændre den måde rim bliver opfattet på fonologisk. Her kunne man
foreslå at to ord der fonetisk set rimer, alligevel ikke bliver opfattet som havende helt det samme
rim fonologisk set, fordi de staves forskelligt. Her bliver spørgsmålet så hvor stærk denne
ortografiske indflydelse kan blive. Er der tale om at fonetisk ens rim simpelthen ikke kan godtages
som fonologiske rim hvis ikke ortografien er ens, eller er der tale om en mindre indflydelse der
måske kan få en forsøgsperson til at tøve en anelse før vedkommende godtager rimet? Begge
muligheder gælder tilfælde hvor der fonetisk set er tale om rim, mens der ortografisk set ikke er det.
Hvis der derimod er rim ortografisk set, men ikke helt fonetisk set, kunne man forestille sig at
ortografien alligevel kunne gøre at et rim blev godkendt. Her er det oplagt at spørge hvor forskellige
to rim kan være før ortografien ikke længere kan have indflydelse, og om det gør en forskel hvilket
segment der er anderledes. Gør det for eksempel en forskel at vokalen, rimets nukleus, er lidt
anderledes? Er det afgørende om konsonanten/konsonanterne i kodaet er helt identiske, eller er det
godt nok hvis de i begge tilfælde er for eksempel likvider?
På stavelsesniveauet er spørgsmålet primært om ortografi kan have indflydelse på
fonologiens stavelsesstruktur. Kan ortografisk orddelingspraksis have indflydelse på den
fonologiske stavelsesstruktur? Her er det desuden nødvendigt at spørge om den ortografiske
orddeling skal svare til en fonologisk mulig stavelsesdeling i det pågældende sprog for at effekten
kan findes.
27

Ortografis indflydelse på fonologis psykologiske realitet

Ortografis indflydelse på fonologis psykologiske realitet

Empfohlen

Empfohlen

Weitere ähnliche Inhalte

Empfohlen

Empfohlen (20)

Ortografis indflydelse på fonologis psykologiske realitet