Portrait of Ivan Braun in the local newspaper in his home town, Kerteminde, Fyn

1. Bjergbestigeren i Revninge
Lørdag 27. december 2014 kl. 08:00
Ivan Braun med sin makker, sherpaen Ming-Ma Foto: Nadav Ben Yehuda
I Revninge bor Ivan Braun. Hans mål er at bestige verdens
14 højeste bjerge. Indtil videre har han besteget et af dem,
samt utallige andre mindre bjerge verden over. Han er i dag
46 år gammel, og han bor på 10. år i Revninge med sin
familie. Han har lovet dem, at når han bliver 60, så går han
på bjergbestiger-pension, uanset om de 14 bjerge ikke er
nået. Men man kan nå meget på 14 år
Hvis Ivan Braun, der i dag er professionel bjergbestiger og
foredragsholder, skal forklare hvordan han endte med at
blive bjergbestiger, så vil han gerne spole tiden helt tilbage
til barndommens gade, lidt uden for København, nærmere
betegnet på Vestegnen ved Brøndby Strand. I Ivan Brauns barndom var sport ikke noget der stod højt på
listen over aktiviteter. Ifølge ham selv var han altid den i klassen der blev valgt sidst når der skulle laves
hold til fodbold.
– Jeg kunne ikke spille fodbold, og det var virkelig ydmygende, når det ene hold fik ”glæden” af mig, for så
skulle der forhandles om hvem der så skulle følge med, for noget skulle der med i købet når man fik den
dårligste spiller, fortæller Ivan Braun. – Jeg var virkelig ringe til fodbold.
Én i Ivans omgangskreds vidste en hel masse omkring cykelløb.
- Det synes jeg var vildt imponerende, at han kendte alle navnene og vidste hvor og hvilke løb de skulle
køre. Det var vildt nørdet. Så jeg blev ham der kunne fortælle om de store ekspeditioner, hvornår hvilke
bjerge blev besteget og af hvem. Hvem der døde og hvem der mistede hvor mange fingre, fortæller han. - Da
jeg var ham der kunne klatre op i de højeste træer passede det jo meget godt. Jeg var også den eneste, der
kunne bestige den gamle bindingsværksbrandstation der lå i området. Uden hjælpemidler. Og sådan fik Ivan
Familien Braun Foto: Familien Braun

2. Braun et område, hvor han var den sejeste, og vejen var lagt.
Irvine og Mallory som forbilleder
Én af de historier der sidder fast i Ivans sind er den om pionéerne Irvine og Mallory, der ville være de første
der besteg Mount Everest tilbage i 1924. De omkom begge på bjerget, men kun liget af Mallory blev fundet.
Man fandt ham i 1999, 700 meter fra toppen, og man havde håbet også at finde hans kamera for at få
dokumenteret, om de to nåede toppen inden de omkom. Man har aldrig bevist, at det lykkedes dem. Men et
tegn på at de gjorde er, at Mallory på rejsen op bar et foto af sin kone i lommen, som han ville placere på
toppen. Dette foto var ikke længere på Mallory da man fandt ham i 1999. Og sådan findes mange historier
om det berømte bjerg, som er det næste på listen over de 14 største som Ivan Braun har tænkt sig at bestige.
Men først mere om Ivans historie:
- I teenageårene løb jeg ind i to brødre, hvis forældre havde et sommerhus i dalen ved siden af Chamonix-
dalen i Frankrigs Alper. De spurgte et forår, om ikke jeg ville med dem derned. Det ville jeg gerne, og vi
skulle så bestige bjerge.
Her blev Ivan Braun bidt af den enorme oplevelse det er at bestige et bjerg, det overvældende indtryk det
giver at stå på toppen. Han forklarer det med at gå ind i en kirke, og så gange det med 10.000. – Også
udfordringen, kampen mod sig selv. Man har ikke tid eller mulighed til at forholde sig til en masse andre
ting når først man er på bjerget. Man kan blot være til stede i nuet. I virkeligheden er bjerget noget inde i
mig selv jeg bestiger. Sådan har jeg altid følt det, forklarer Ivan Braun. – Det er mig selv jeg skal overgå.
I teenageårene havde Ivan Braun alle de jobs man kan forestille sig for at tjene penge til at komme ud og
bestige bjerge. - Jeg har været opvasker, toiletrenser, arbejdet på fabrik, i Daells Varehus’ pakkeafdeling, jeg
har prøvet alt!
Efter turene var lommerne tomme, og Ivan tomlede hjem til Danmark igen fra Sydeuropa. Og sådan fortsatte
det.
Bjerge i blodet
Den ene af de to brødre, der havde fået Ivan med ud at bestige bjerge, omkom på en tur, hvor Ivan ikke var
med. - I teenageårene tror man jo, at man er udødelig, så det overraskede mig, at døden medførte så meget
smerte til de efterladte. Så det var en øjenåbner og min interesse blegnede lidt.
Så en dag indhentede livet Ivan, hans forældre fik ham overtalt til at tage en uddannelse og i nogle år var han
i forsvaret. I midt-halvfemserne havde han et par år hvor han blev aktiv bjergbestiger igen. Både i Europa,
men især i Pakistan. Han tog af sted med en opsparing fra forsvaret, samtidig med at han havde solgt en
lejlighed, og på den måde fik han igen penge til at tage af sted.
- Når jeg var hjemme forsøgte jeg at bruge så lidt penge så muligt, og når jeg var ude så brugte jeg heller
ikke så mange penge, for 5 kr. kunne man få et måltid mad i fx Pakistan. Men så blev jeg fanget af at jeg
hellere måtte få mig en karriere og tjene nogle penge, og jeg lullede mig selv ind i et hvad jeg vil kalde et
normalt liv. Det var i 1996. Ivan griner. – Det var med familie, karriere og det hele.
Ivan har i dag to børn; Mads og Mikkel, sammen med Lisbeth, som han er gift med. - Og det var en svær
beslutning at fravælge bjergene, for inden i havde jeg stadig trangen til at bestige dem. Som barn lovede jeg
mig selv, at jeg ville bestige de 14 bjerge der er over 8 km. høje. Og det ville jeg gøre inden jeg tog herfra,
fortæller han.
Men når man skal bestige et 8 km højt bjerg, så skal der afsættes rigtig meget tid. Og rigtig mange penge.
Og så er det farligt. Og sidstnævnte lader til at være det der bekymrer Ivan Braun mindst.
Bjerget kalder
- I 2008/09 var det nok blevet svært at bo sammen med mig, da min frustration ikke længere kunne skjules.
Jeg ville gerne bjergene, men jeg ville også karrieren.
Ivan Braun havde i mellemtiden startet en IT-virksomhed op med en del ansatte og det gik godt. – Jeg følte
mig mellem to stole, forklarer han. – I 2009 mente Lisbeth at jeg burde tage af sted igen. – Tag ud og find
hvad du søger, jeg venter her, sagde hun. - I 2010 var der nogle heldige omstændigheder der gjorde, at vi
kunne afvikle virksomheden, og jeg fik der valget af Lisbeth, at enten skulle jeg sælge alt mit
bjergbestigerudstyr, blive hjemme og acceptere livet som det nu engang er, eller også så skulle jeg glemme

3. alt om karrieren, uden dog at tage penge ud af husholdningsbudgettet, og så skulle jeg ud og søge de bjerge
jeg nu ville. Og der skulle være struktur i det.
Lisbeth er kvinden bag Ivans rejser
I dag er Lisbeth arkitekten bag Ivans rejser ud i verden. Hun har struktureret planen han følger med 100 dage
i bjergene, 100 dage på arbejde, og 100 dage i familien. 65 dage til det løse.
- Og de 65 dage, hvis du spørger min familie, så har det alt for ofte noget med bjerge at gøre, men hvis du
spørger mig, så har det mest med familien at gøre, griner han.
Ivan Braun har besteget det første af de 14 bjerge. Og grunden til at han stadig kun er ved det første af ”de
store” er at ligeså snart bjergene er over 7900 m. så er det også de sværeste bjerge at komme til. De største er
nemlig de mest populære. Det kan derfor tage sin tid at få tilladelse til at bestige dem.
– Det bliver også 10 gange dyrere, fortæller Ivan, der i 2014 besteg bjerget Cho Oyu på 8201 m. Cho Oyu
ligger i Himalaya, på grænsen mellem Nepal og Kina, og det blev Ivans første af de 14 store. Cho Oyu er
verdens 6. højeste bjerg. Til april 2015 er planen Mount Everest.
Boliviansk bjerg blev næsten fatalt
Ivan Braun skulle i 2013 have været af sted på Nanga Pargat i Pakistan, der er verdens 9. højeste bjerg. -
Men 14 dage inden vi skulle af sted, og efter at alt mit udstyr var sendt derud, da vrider min makker om på
foden under træningen og ødelægger sit knæ. Ivan Braun har en klar aftale med familien om, at han ikke
tager af sted på noget bjerg alene, og det med god grund. For bjerge er dødsensfarlige, også for en trænet
bjergbestiger. – Så jeg blev nødt til at finde på noget andet, og det blev en tur til Bolivia.
En tur der udviklede sig til at blive dødsensfarlig for både Ivan og hans makker Chris. Der skete nemlig det,
at Ivans makker blev sneblind. Sneblind er en omvendt form for blindhed. I stedet for at alt bliver mørkt, så
bliver alt helt hvidt og lyst, og derfor skal øjnene helst holdes lukket for ikke at gøre yderligere skade.
Sneblindheden går oftest væk igen, men sker det i 6 km’s højde er det ingen spøg. Det hele sker på vej opad
bjerget. Ivan og Chris klatrer efter princippet, climb light – climb fast. Altså kun med hvad du skal bruge,
hurtigt op og hurtigt ned, så der var ingen ekstra hjælpemidler.
Storm på vej
Bjerget de to besteg ligger i det sydlige Bolivia og er 6200 meter højt. Og som Ivan forklarer, så er det ikke
et af de mest populære bjerge og er derfor ikke så befærdet. - Der er ikke så mange muligheder, hvis man
kommer i problemer. Der kommer ikke lige nogen forbi, starter han sin fortælling om Bolivia. – Det var en
fantastisk dag, husker Ivan. Skyfri himmel, hvid sne, blå himmel. Vi vidste at et stormvejr var på vej, men
vores tidsmargen var god nok. Vi var et par hundrede meter fra toppen, bjerget var fladet ud, men pludselig
trækker min makker i rebet. Der er såkaldt telefon, han vil snakke med mig.
Når bjerge bestiges i par er man bundet sammen med reb, for den forreste bryder sporet, og falder han ned i
en gletchersprække kan du ikke se ham længere, og så er rebet til at bagerste mand kan stoppe den forreste.
Sneblind
- Men Chris giver altså tegn til at han vil tale med mig, og han giver herefter tegn til, at han har mistet sin
snebriller. Og i 6000 meters højde er solen meget skarp, så det er ikke så heldigt. Vi traf en beslutning om at
vende om, og vi går samme vej ned som vi kom op. Vi går derfor imod solen, og der går derfor kun en halv
time inden han er sneblind og han kan ikke længere holde øjnene åbne. Vi prøver alt muligt med huen ned
over øjnene osv. men intet hjælper. Hver gang han er ved at falde, så åbner han instinktivt øjnene, og gør
skade på sig selv.
Det er ikke helt nemt at gå ned af et bjerg med lukkede øjne, så Ivan træffer den beslutning, at han bliver
nødt til at give Chris bind for øjnene for at få ham ned igen. - Og husk på, at et stormvejr er på vej, så der er
ingen tid at spilde. Det tog tyve minutter at overtale ham. Så jeg tog en luffe og tapede den fast med
gaffertape over hans øjne, en hue hen over, og så måtte jeg i gang med at føre ham nedad.
Chris er en stor fyr, 20 kg tungere og et hoved højere end Ivan selv. Han havde sin hånd på Ivans skulder, og
Ivan har slet ikke tal på alle de gange de faldt i deres forsøg på at komme ned af bjerget. I sin desperation
ville Chris have, at Ivan skulle efterlade ham, men det var ikke en mulighed. - Han ville have jeg skulle gå
ned og hente hjælp. Men der er ingen hjælp at hente i Bolivia Du kunne ligeså have været på månen,

4. fortæller Ivan. - Så jeg siger, at vi skal tage det 25 skridt af gangen. Kan vi klare det, uden at falde, så er det
godt. Ivan forsøgte at tale Chris ind i det. Med held. - Vores første 25 skridt faldt vi ikke en eneste gang. Det
virkede. Men vi faldt efterfølgende flere gange. Men hver gang det lykkedes med 25 fejlfri skridt, så fejrede
vi med kiks.
Ud over kanten
- Så når vi ned til en gletcher, ved nogle klipper. Og da Chris jo er blind skal jeg prøve at finde en vej
udenom. Han mærker ikke at jeg stopper op for at tage bestik af situationen, så han kommer til at puffe mig
ud over kanten, fortæller Ivan.
Da han kommer til sig selv igen kan han høre Chris kalde fra lang afstand, og han lyder desperat. – Jeg er
lidt irriteret til at starte med, at han er så panikslagen, fortæller Ivan. - Men det går op for mig, at han troede
jeg var væk. I mit fald havde jeg ligget på min arm, som jeg på daværende tidspunkt tror, er brækket. Jeg
kunne ikke røre den. Min næste tanke var, at min hjelm var slået i stykker. Hvad siger sponsorerne nu! Det
bliver jo til dårlige billeder. Jeg kunne heller ikke støtte på det ene ben, det føltes som om knæet var
brækket. Jeg kigger op. Og fem meter over mig kan jeg se toppen af Chris’ hjem, så jeg er altså faldet fem
meter ned og er landet på en hylde. Jeg råber op til ham hvorefter han går helt amok. Det viser sig nemlig, at
han har siddet der i mørke en hel time, alene, vel vidende at det var ham der puffede mig ud over skrænten,
og at jeg muligvis var død.
Ivan finder vej tilbage op til Chris. – Det er den eneste gang jeg vil betegne det som om at jeg kravlede på
bjerget. Vi siger jo ellers vi klatrer. Men der kravlede jeg som en sæl op til ham og fik ham beroliget.
Med familien i tankerne
- Der på bjerget i Bolivia tænkte jeg, at det var alligevel for meget. Jeg kunne se stormen komme tættere og
tættere på. Men vi tager en kiks, alt kan løses med kiks i bjergene.
Kiksene var bundfrosne, og de mindede Ivan om at tygge i piller, som mindede ham om, at han havde
morfinpiller med. - Det er ikke noget du normalt tager da du bliver døsig. Men mit adrenalin var højt, og jeg
kunne kun tænke på at jeg skulle hjem til familien. Så jeg tog et par stykker, lavede en skinne til mit ben,
som jeg ikke kunne bruge længere (menisken var revet over, viste det sig.) Og med benet bundet ind tog han
fandt i Chris og sagde: - Ok Chris, nu går vi ned. Og ni timer senere var vi nede, fortæller han.
- Stormen har i mellemtiden ramt os, men den fyr vi havde sat til at passe på vores ting ved foden af bjerget
spottede vores lampe på afstand, og han kunne se at den bevægede sig mærkeligt. Så han kom os i møde.
Dagen efter får Chris behandling, men Ivan kan de ikke hjælpe, så han må pleje sig selv. Senere samme dag,
mister han fornemmelsen af benet, det bliver følelsesløst. – Jeg får Chris til at stikke lidt i mig, efterfølgende
sætter han en lighter under min hæl, men jeg kan ingenting mærke. Og da gik jeg i panik. Endelig kommer
jeg på hospitalet. Og vi ringer min kone op. Hun har efterfølgende fortalt, at det var de sværeste 10 sekunder
i hendes liv, at se mit nummer tre dage inden turen oprindeligt var slut. Men Ivan overlevede, og det gjorde
Ivans ben også. Og selv om det var en vild oplevelse, hvor han kunne have mistet livet, bliver bjergene ved
med at kalde.
Mount Everest venter
Ivan Braun er i dag 46 år gammel, men regner stadig med at nå de sidste 13 bjerge inden han stopper med at
bestige bjerge.
– Vi joker med at jeg som 60-årig går på bjergbestigerpension, og så må jeg i gang med at spille golf. Hvis
ikke jeg når dem alle inden jeg fylder 60 er aftalen, at så må jeg leve med det, siger han lidt beklemt.
Mount Everest skal bestiges i 2015. - Projektet har navnet Fra sofa til Everest, fordi jeg fik tanken i en sofa.
Og jeg vil gøre det på fem år. Det er et motivationsprojekt, for Mount Everest er hverken det sværeste eller
det mest tekniske eller krævende. Det er det højeste bjerg og alle kender det. Og alle vil bestige det. Jeg var
meget bevidst om, at hvis jeg fremadrettet skulle leve som bjergbestiger, så var jeg nødt til at gøre nogle ting
som alle kan forstå, som at bestige det højeste bjerg. Der er andre bjerge hvor du er omgivet af sneleoparder
og vanvittig natur, og her får man anerkendelse af almindelige bjergbestigere, men det er ikke populært, so
to speak. – Hva’ med Mount Everest, spørger folk! Men Ivan Braun vil selvfølgelig ikke gøre det let for sig
selv. Han har tænkt sig at gå i Irvine og Mallorys fodspor og bestige bjerget fra nordsiden, der ligger i Tibet.
Nordsiden går for at være den sværeste. På vej ned vil Ivan bruge sydsiden. – Det er på vejen ned at 80 % af

5. alle uheld sker, så sydsiden er sikrest, der er mest hjælp at hente, fortæller han.
Op ad bjerget uden kunstig ilt
Ivan Braun bestiger bjergene uden hjælp af iltapparat. Det gør han fordi han tro på, at han har et større ilt-
depot end de fleste. - Det ved jeg at jeg har, jeg har fået det målt på et tidspunkt i forbindelse med et forsøg.
Og ved den første test slår mine blodværdier ud. Overlægen tror, at prøven er forurenet. Så han tager en
mere, og det viser sig, at jeg har helt abnorme ilt-depoter og en særegen blodsammensætning. De lokale
siger jeg er stærk, når jeg kommer ud og bestige bjerge, og andre vesterlændinge kan ikke følge med mig.
Og når de lokale siger det, så må det være rigtigt, siger Ivan, der på det sidste bjerg fik sig selv testet. Han
ville gå i sit eget tempo, hvilket gjorde, at hans makker, der var lokal, slet ikke kunne følge med.
- Jeg overhalede alle på min vej, selvom de var startet før mig.
Så det er helt sikkert at der er noget helt specielt ved Ivan Braun, også ud over de unaturligt store ilt-depoter,
for det er ikke alle og enhver der har viljestyrken og modet til at bestige ufremkommelige bjerge.
Rejseleder i Afrika
Ivan Braun har til dagligt tre indtægtskilder: hans sponsorer, foredrag som han holder ca. 50 af om året og så
arbejder han for rejsebureauet Topas, hvor han guider folk op og ned af Kilimanjaro i Afrika. – Og det er
alle typer jeg har med, fortæller han. – Den yngste jeg har haft med var 14 år, den ældste 82.
Og inden turen går til Mount Everest til april, skal han i januar bestige Aconcagua i Argentina, som er det
højeste bjerg uden for Asien og herefter skal han lige en tur forbi Kilimanjaro.
- Aconcagua er 7 km højt, og jeg skal bestige det sammen med min makker Ming Ma, som jeg også skal
bestige Everest med, så det er en sags øvelsestur. Og så har Ming Ma aldrig besteget andet end asiatiske
bjerge, så det bliver også en oplevelse for ham. Ming Ma er den mest erfarne nulevende sherpa, fortæller
Ivan.
Listen over mennesker der har besteget alle 14 er kun på 31 og Ivan Braun håber på at han inden for de
næste 14 år kan blive nummer 32.
Verdens højeste bjerge er:
1. Mount Everest (8848 m) Nepal/Kina
2. K2 (8611 m) Pakistan/Kina
3. Kangchenjunga (8586 m) Nepal/Indien
4. Lhotse (8516 m) Nepal
5. Makalu (8462 m) Nepal
6. Cho Oyu (8201 m) Nepal
7. Dhaulagiri (8167 m) Nepal
8. Manaslu (8165 m) Nepal
9. Nanga Parbat (8125 m) Pakistan
10. Annapurna (8091 m) Nepal
11. Gasherbrum I (8680 m) nordlige Pakistan
12. Broad Peak (8047 m) nordlige Pakistan
13. Gasherbrum II (8035 m) Pakistan
14. Shisha Pangma (8013 m) Tibet/ Kina
RMJ