Sange som det preussiske styre havde forbudt de dansksindede sønderjyder at synge i tiden fra 1864-1920.

1. 1
Forbudte sange
Spis, syng og snak

2. 2
Den Blå Sangbog
Den Blå sangbogvar de dansksindedeslesvigeres mest brugte sangbogi tiden fra omkring 1880 til omkring1940. På
titelbladetstod bogens motto, et citatfra Edvard Lembckes sangom modersmålet:
Hver Sang, som Folket kender
og lytter til med Lyst,
det blev en Ringi Brynjen,
som dækker hendes Bryst.
Dette motto dækkede på forbilledligvis sangbogens hovedsigte.Den skullevære et redskab i bestræbelserne på at få
sønderjyderne til atføle sigsom en del af det danskefolk. Aktiveringen af en befolkningsgruppesom sangere er i sig
selv et forunderligtfænomen – sønderjyderne har i Den Blå Sangbogs klassiskeperiodeutvivlsomtværet et
sammensunget folk, mere kompakt end nogensinde før.
De tyske myndigheder begyndte nu at betragte Den Blå Sangbog som et lidtfor effektivt redskab i den nationale
kamp. Forfølgelsen af de danskesangekulminerede i årene 1897-1906.Ved en retssagi Haderslev blev Den Blå
Sangbog vurderet af tyskerne med disseord:“Denne Sangbog er det farligsteAgitationsmiddel,danskerneejer”.
Retssagerne mod forskelligesangei Den blaa Sangbogmedførte, at der i den 7. udgave fra 1899 blev indsatstjerner
ved en række danskeog nordiskesangeom modersmålet og historien.Dissestjerner var en advarsel om,at de tyske
gendarmer villeskrideind,hvis sangen blev sunget til et offentligt møde. Advarslen var naturligvismed til at give de
forbudte sangeen “stjernestatus”. Retssager mod sangere ekstensiveredes frem mod 1906 hvor sangbogens 8.
udgave kom. Her var blankesider med nummeret på de mest forbudte sange, hvis tekst ikke måtte gengives, men
sangenes førstelinjer dog godt anføres sammen med begrundelsen for forbuddet. 23 andre sangevar også forbudte,
men dog tilladtved privatsammenkomst, og derfor nævnte i efterordet. Yderligere 100 sangefik prædikatet ’farlige’,
men altså ikkedecideret forbudt. De farligesangeskullederfor overvåges, og om muligt forbydes, hvis de gav
anledningtil ophidselse.I sagens natur blev alledissesangemeget populære og fik et skær af martyrium over sig.
Den nationale fællessang
I takt med opblomstringen af de nye nationalstater i løbetaf 1800-talletskullefolkeligfællessangogfædrelandssange
visesigatbliveet yderst virksomt middel til atunderstøtte udviklingen af en særlignational identitethos
befolkningerne. De fik en større rollefor den nationalevækkelseog selvforståelsei Danmark end i mange andre lande.
Blandtgrundtvigianereer der knyttet en
oprindelsesmytetil den nationalefællessang.Den
skullevære opstået i forbindelsemed Grundtvigs
offentlige forelæsninger “Mands Minde”, som blev
afholdtpå Borchs Kollegiumi København i 1838, da
censuren over ham var blevet ophævet. Her fortalte
Grundtvig det sidstehalveårhundredes historie,
således somhan havde oplevet den. Den 17. oktober
afholdtes den 34.forelæsning,hvor han fortalte om
Englandskrigene30 år før og om Peter Willemoes,
der blev berømmet for mod og dristighed og
fremstod som legemliggørelsen af kærlighed til
fædrelandet. Grundtvig sluttede sitforedrag med at
fortælleom Willemoes’heltedød i kampen ved
SjællandsOddei 1808 og citerede sin indskriftpå
mindestøtten over de faldne.Slutordene lyder
således:“Danske af Tunge, af Æt og af Id,/ Thi skal
de nævnes i løbende Tid,/ Fædrenes værdige
Sønner”. Der var helt stille,da Grundtvigtav, men så
kom der et uventet efterspil på foredraget, som bevirkede, at denne dag, 17. oktober 1838,ofte omtales som den
folkeligefællessangsfødselsdag.Tilhørernebegyndte spontant at synge Grundtvigs sangom Willemoes,“Kommer hid,
I piger små!”, somet genmæle på det fremførte.
I den første danske højskole,der blev grundlagti Rødding i 1844, blev fædrelandssange derfor en fastdel af den
dagligeundervisning,ogmange elever satte pris på atvære med til at synge dissesange.Her blev de bekræftet i
fællesskabet,og sangen kunne også udtrykke energi og kampvilje.Fra højskolernekom fællessangen til atbrede sigtil
andre skoleformer og videre ud i samfundet.
Figur 1 Tyge Mortensen og Grundtvig i Rudme

3. 3
Julies sprog
Melodi/tekst: Benny Holst
Teksten er skrevet af Benny Holst tilhans
bedstemor, Julie Petersens 75 års
fødselsdag og absolut ikke en forbudt
sang. Derimod indleder vimed det
budskab sangen indeholder.At vi skal
lytte til de gamle,lære afhistorienog
forstå tidligere generationers kampfor et
menneskeværdigtsamfundder er i
opbrud i disse år. Forstummer
fællessangen så, som Julie siger: ”deter
lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har”.
Fastsom en klippeog bred som
en strand
vild somen brændingi kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.
Engang fløj det frejdigtfra mund
til mund
enhver ku' benytte det frit
det gjalded' fra sø og i grønne
lund
fortalte om godt og skidt.
Hvis du var sorgfuld ogmodløs
og træt
så var en sangej for god
måske blev ditsind aldriglyst
eller let
men sproget var det du forstod.
Det sprog stjal man fra os og gav
os en snak
linien var sløretmen klar
det er lettest at holde et folk i
skak
som sletingen sange har.
Det sprog Julieejer som ku' være
vores
var vi med til atbrække itu
vi er fremmed' for hinanden det
er vores kors
vi raver i blindenu.
Men midt i altmørket der
brænder et lys
en ild somaldrigdør hen
det sprogvi har talttrænger til at
fornyes
vi må lære det gamle igen.
Den signede dag
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1826
Melodi: C. E. F. Weyse, 1826
Danmarks mest sungne salme blev vedsin
fremkomst forbudt atsynge.Grundtvig
skrev den i 1826, og ønskede den anvendt
i kirkerne ved festgudstjenester. De
kirkelige myndigheder nedlagde dog
forbud i mod at synge den, da Grundtvig
på dette tidspunktvarmidt i en
injurieproces for et angrebpå en aftidens
store teologer,H.N.Clausen.
Injurieprocessen endte senere pååret
med, at Grundtvig blev idømt livsvarig
censur, som først blevophævet i 1837.
Den signede dagmed fryd vi ser
af havet til os opkomme,
den lysepå himlen mer og mer
os alletil lystogfromme!
det kendes på os som lysets
børn,
at natten hun er nu omme!
Den signede stund, den
midnatstid,
Vorherre han lod sigføde,
da klared det op i østerlid
til dejligstemorgenrøde,
da lyset oprandt, som jordens
bold
skal lysneudi oggløde.
Om levende blev hvert træ i skov
og var så hvert blad en tunge,
de kunne dog ej Guds nådes lov
med værdeligrøst udsjunge,
thi evig nu skinner livets lys
for gamle og så for unge.
Thi takke vi Gud, vor fader god,
som lærken i morgenrøde,
for dagen, han os oprinde lod,
for livet,han gav af døde.
Den signede dagi Jesu navn
os allevort liv forsøde!
Nu sagteligskrid,vor højtidsdag,
med stråler i krans om tinde!
hver time til herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydeligsigtil sidstdesno
op under de grønne linde!
Som guld er den årle
morgenstund,
når dagen opstår af døde,
dog kysser os og med guld i
mund
den lifligeaftenrøde,
så tindreend må det matte blik,
de blegnede kinder gløde.
Så rejsevi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale,
der stander en borg så prud og
grand
med gammen i gyldne sale,
så frydeligdér til evigtid
med venner i lys vi tale!
Vift stolt på Kodans bølge
Tekst: B. S. Ingemann, ca. 1807
Melodi: Rudolph Bay, 1817
Kodan er det latinske navn for Østersøen.
Ingemann var kunomkring18 årda han
skrev denne hyldest til detdanske flag.
Teksten kan med nutidens øjne virke lidt
overdimensioneret, men man skalhuske
at Danmarkpå dettidspunktvar i krig. I
1807 bombarderede briterne København,
og Danmarkmistede sin flåde,og året
efter gik Danmark-Norge sammen med
Rusland og erklærede Englandkrig. Da
RudolfBay 10 årsenere skrev melodien,
havde han al muliggrundtilat længes
efter de danske strande, - hanhavde
tiltrådtet embede som konsulatssekretær
i Algier. Sangenblevmegetpopulær og
melodien brugttilbl.a.Alssangen af
Karsten Karstensen. Tyskerne forbødden
Vift stoltpå Kodans bølge
blodrødeDannebrog!
Din glans ej nat skal dølge,
ej lynet dignedslog.
Du over helte svæved,
som sangi dødens favn,
dit lysekors har hævet
til himlen Danmarks navn.
Fra himlen er du faldet,
du Danmarks helligdom!
Did har du kæmper kaldet,
som verden leder om.
Så længe rygtet svinger
sigover land og sø,
mens Nordens harpeklinger,
din ros skal ej uddø.
Sus højt i kampens bulder
om Juel, din kæmpe bold!
Når tordnen om dig ruller,
du sjunge: Tordenskjold!
Og flyver du mod himlen
i stolte luers favn,
da nævn for stjernevrimlen
din høje Hvidtfeldts navn!
Hver gang en stjerne funkler,
en helt du nævne kan,
men ingen, som fordunkler
din store Kristian.
På lysets kyst han stander
i sejersklædebon,
hver gang en kæmpe lander
hos Rud og Absalon.

4. 4
Med palmen Kristjan vinker,
når,Dannebrog, han ser
dit hvidekors, som blinker
i kampens flammeskær,
Vift højt for allevinde,
kald dinesønner frem!
mens havets bølger rinde,
din glans omstråledem!
Vaj stoltved Danmarks strande!
Vaj stout ved indisk kyst!
Og ved barbarens lande
lyt stolttil bølgens røst!
den toner om din hæder,
om dinekæmpers pris,
og heltene det glæder
i deres paradis.
Se dem, du har tilbage,
de blusseved ditnavn,
vil for din hæder drage
med lysti dødens favn,
uplettet skal du svinge
digover verdens sø,
til Nordens brynjer springe,
og Danmarks hjerter dø!
Der er et yndigt land
Adam Oehlenschläger, 1823
Melodi: H. E. Krøyer, 1835
Den danske nationalsangfik sit folkelige
gennembrudda denblev sunget på
Skamlingsbanken i1844. Siden har den
haft karakter af nationalsang. Selvom
denne ukrigeriske sangtilsyneladende
ikke var ophidsende,blev den alligevel
vurderet således af de tyske
myndighederne efter 1864 pågrundaf
det håb, der udtrykkes i slutstrofen: “Vort
gamle Danmarkskal bestaa, saa længe
Bøgen spejler sin Top iBølgen blaa”.
Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sigi bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.
Der sad i fordums tid
de harniskklædtekæmper,
udhviledefra strid
udhviledefra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvilederes bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.
Det land endnu er skønt,
thi blå sigsøen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø'r
og mænd og raskesvende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.
Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker,hvad han kan
som virker,hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Dengang jeg drog af sted
Tekst: Peter Faber, 1848
Melodi: E. Horneman, 1848
Denne sang udkom i særtryk den10.april
1848. Dagen før havde de danske tropper
besejret den slesvig-holstenske styrke i
slaget ved Bov, treårskrigens første
militære træfning. Derknytter sigen sjov
historie tilsangen. Omkring1900havde
tolder Beck ved Skodborghus en tamallike
på loftet, hvorhanhavde lært denat
fløjte 'Dengangjeg drog afsted'. På et
tidspunkt forsvandtden i et par dage,og
så hørte han ad omveje,at de havde hørt
en fugl i Skodborg,der sad på skorstenene
og fløjtede de første strofer af'Dengang
jeg drog afsted'. Da sangen var forbudt
var tyskerne tilkaldt ogde havde skudt
efter den. Men det siges at den komhjem
igen i god behold.
Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige villemed,
ja,min pige villemed.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder,kommer
jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg
her hos dig,
men alleDanmarks piger,de
stolenu på mig.
Og derfor vil jegslås somtapper
landsoldat.
Hurra,hurra,hurra!
Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagdedisseord,
ja,de sagdedisseord:
"Når dem, vi stolepå,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløjemarkerne, og
hvem skal græssetslå?"
Ja, det er netop derfor, vi allemå
af sted,
for ellers kommer tysken og
hjælper os dermed.
Og derfor vil jegslås somtapper
landsoldat.
Hurra,hurra,hurra!
Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja,beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: "Du bistfaul",
og skælder man ham ud på
dansk,så siger han: "Hols maul!"
For folk,som taler allesprog,er
det nu ligefedt,
men Fanden heller inte for den,
som kun har ét.
Og derfor vil jegslås somtapper
landsoldat.
Hurra,hurra,hurra!
Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldtfra himlen ned,
ja,det faldtfra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den
siteget navn.
Og den har tysken hånet og trådt
den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel
og for god!
Og derfor vil jegslås somtapper
landsoldat.
Hurra,hurra,hurra!
Vi byde fjende trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja,når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk somhan var ingen
konge her i mange år.
De lader,som de tror, at han inte
mer er fri,
og selv vil de dog ha' ham i det
tyske slaveri.
Se, derfor vil jegslås somtapper
landsoldat.
Hurra,hurra,hurra!
For pigen og vort land,

5. 5
for pigen og vort land
vi kæmper allemand,
ja,vi kæmper, allemand.
Og vé det usledrog,
der elsker ej sitsprog
og ej vil ofre liv ogblod for gamle
Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min
gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med
dissehersens ord:
"Sit løfte har han holdt, den tapre
landsoldat".
Hurra,hurra,hurra!
Vort modersmål er dejligt
Tekst: Edvard Lembcke, 1859
Melodi: Folkemelodi
Gennem lang tid var detdanske sprogi
Sønderjylland blevet trængt tilbage afdet
tyske, men midt i 1800-tallet begyndte de
danske i Nordslesvig atkræve retten til
igen at tale dansk. Umiddelbartefter
treårskrigen,1848-1850, varoptimismen
blandt danskerne i Nordslesvig stor,og
man forsøgte at genvinde det tabte
sproglige terræn veden storstilet
kampagne,som strakte siglangtned i
Sydslesvig. Resultatet kanses i
nærværende sang, somudkom9 år efter
treårskrigens afslutning.Den fremhæver
humoren og latterensom detdanske
sprogs stærkeste våben.
Vort modersmål er dejligt,det
har så mild en klang,
hvormed skal jegligneog prise
det i sang?
En højbåren jomfru,en ædel
kongebrud,
og hun er så ung, og så yndigser
hun ud,
og hun er så ung, og så yndigser
hun ud!
Hun lægger os på læben hvert
godt og kraftigt ord
til elskovs sagtebønner, til
sejrens stoltekor.
Er hjertet trangt af sorgen, og
svulmer det af lyst,
hun skænker os tonen, som lette
kan vort bryst,
hun skænker os tonen, som lette
kan vort bryst.
Og om i øst og vest vi har
sværmet og søgt
de svundne tiders visdom,de
fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi
følger hendes bud,
for hun er så ung, og så yndigser
hun ud,
for hun er så ung, og så yndigser
hun ud.
De fremmede, de tænkte at
volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes
egen borg,
men justsom de mente, hun var i
bånd og bast,
da lo hun så hjertelig,atalle
lænker brast,
da lo hun så hjertelig,atalle
lænker brast.
Og allede skjalde,hun skænked
ordets magt,
de blev om hendes sæde en
stærk og trofastvagt.
Hver sang,som folket kender og
lytter til med lyst,
den blev en ringi brynjen, som
dækker hendes bryst,
den blev en ringi brynjen, som
dækker hendes bryst.
Hver kraftigskæmt, som lokker
på læben frem et smil,
den blev i hendes kogger en hvas
og vinget pil,
hvert ord, der kom fra hjertet, og
som til hjertet når,
der blev en sten i muren, der
hegner hendes gård,
der blev en sten i muren, der
hegner hendes gård.
Og årene, de rulleog skiftes om
på jord,
og vore navne glemmes som sne,
der faldti fjor,
og slægt efter slægt segner hen
på nornens bud,
men hun er så ung, og så yndig
ser hun ud,
men hun er så ung, og så yndig
ser hun ud!
Du skønne land med dal og
bakker fagre
Tekst: Edvard Lembcke, 1859
Melodi: Henrik Rung, 1837
Det danske hertugdømme Slesvigblevi
første halvdel af1800talletknyttet
stadigt stærkere til dettyske Holsten. Det
gik ud over det danske sprog ogden
danske kulturarv, som stod ifare for at
uddø. Men fra omkring1840blussede en
dansk nationalfølelse opi den gamle
landsdel. Detkom til krig, treårskrigen
1848-1850,som sluttede meddansk sejr i
det voldsomme slagpå IstedHede. Nu
skimtedes muligheden forat Slesvig igen
kunne blive overvejende dansk talende.
Men problemerne var desværre langtfra
løst. I 1864 gik detgalt, og Danmark
måtte afstå områdetsyd for Kongeåentil
Tyskland. Digtet er i de første fire strofer
formet som en tiltale tillandsdelen, der
sammenlignes med en giftefærdigung
pige, der har valget mellem tofriere,som
vil duellere omhendes gunst. Denene
frier er Danmark,den andenkommer fra
Tyskland. Strofe 5 henviser til, at
Danmark vandtden første krigog at
bruden (Sønderjylland) dermedharfundet
den rette brudgom(Danmark), meni
digtets tre sidste linjer aner digteren
"endnu en dyst", hvadhandogingenfrygt
har for. Virkeligheden skulle vise noget
andet i 1864.
Du skønne land med dal og
bakker fagre,
med grønne enge og med gyldne
agre,
med kløfterne, hvor bækken
siggennem krattet snor,
og langs med vejen hækken,
hvor fugleskaren bor!
Skønne land!I din rige have
mindets blomst gror på
heltegrave,
mindets blomst.
En kampens pris din dejlighed er
vorden,
en bejler korn fra syd og en fra
norden,
den ene kom i glansen
af rigdom og af magt
og bød dig brudekransen
og herlighed og pragt.
Fagre ord talte han med liste,
fagre ord mange hjerter friste,
fagre ord!
Den anden rakte hånden jævnt
og stille
og havde ikke mange ord at
spilde,
dog var der i hans stemme
den gamle kendte klang,
som ingen kan forglemme,
der hørte den engang:
det var sangfra din barndoms
dage,
minderøst om din fryd og klage,
minderøst!
Thi du er vokset af hans egen
stamme,

6. 6
og du er fostret af den fælles
amme,
og før han lod digfare,
og før han digforlod,
før villehan ej spare
sitbedste hjerteblod.
Ej på skrømt fór hans sværd af
skeden,
tunge slagdrøned over heden,
tunge slag!
Den fagre kampens pris har
dansken vundet,
og bruden har sin rette brudgom
fundet,
nu vil han jaord drikke
altmed sin liljevand,
og mellem dem slet ikke
er plads til tredjemand.
Før hun skal rives fra hans side,
end en dyst tør vel dansken ride,
end en dyst!
Jeg er en simpel
bondemand
Tekst: Mads Hansen 1866
Melodi: Thorvald Aagaard, 1932
Af mere fornøjelige forbudvar denne
sang. De tre første vers var tilladte at
synge, men ikke det fjerde vers. Den
fynske digter Mads Hansen var meget
optaget af den sønderjyske sag ogskrev
flere opildnende sange i årene efter 1864.
Han startede desuden bla skytteforening,
foredragsforeningog højskole i Vester
Skerninge for at fremme folkeoplysning
og den sønderjyske sag. Oprindelige tilen
anden melodi endden Th. Aagaardpå
Ryslinge Højskole satte tilsangen i 1932.
Jeg er en simpel bondemand
og jævn og ligefrem,
dog elsker jeg min ringe stand;
thi i mit lillehjem
der vokser blomster milde
med farve og med duft,
min er den klarekilde,
og min den friskeluft.
Jeg fødtes op ved fuglesang,
af den jeg lærte lidt;
jeg synger, når jeg føler trang
at flyve let og frit,
jeg synger bag ved ploven
og under leers klang,
og bakkerne og skoven
gi'r genlyd af min sang.
Og når jeg er af arbejd træt,
og dagen er forbi,
min Ånd er frisk,mitsind er let,
og jeg er glad og fri;
og jeg vil ikkebytte
med nogen mand på jord,
og jeg vil ikkeflytte
fra denne plet i Nord.
Og hviler jeg en føje stund
og tager pen og bog,
da kæmper jeg på Åndens grund
for Fædreland og sprog;
men gælder det at stride
for frihed, liv ogfred,
jeg lægger alttil side
og går i kampen med.
Er skolen for andre end pilt
og pog
Tekst: Chr. Hostrup, 1867
Melodi: Jo, jo gøgleri er en nobel kunst
Hostrup skrev denne sang tilindvielsen af
Freerslev Højskole i Nordsjælland, som
han startede midti den store
højskoleopstartsperiode i 1867. Teksten
og dermed formåletmed højskolen er
påvirket afat Danmarktre år forinden
havde mistet Holsten, Lauenborg og hele
Sønderjylland. Sangen blev derefter
meget æggende for en nationalkamp
med højskolen somomdrejningspunkt. I
1906 udgavenafden blå sangbog er de
tre prikker som stodud for 14 afsangene i
1899 udgavenerstattet afblanke sider for
4 afde mest ophidsende sange –ifølge
tyskerne. En afde sange der var blevet til
en blank side er denne sang afHostrup,
specielt p.gr.a.det 4.vers.
Er skolen for andre end piltog
pog,
og hvi skal karledens bænke
slide?
Skal de atter spændes i pebling-
åg,
som alter slupnefor remsens
kvide?
Nej, spændetrøjer
os ej fornøjer,
og ingen bure for papegøjer
vi fletter her, - vi fletter her.
Vi bygger et fyr på den fladejord,
som mildtsitlys over land vil
sende,
vi rejser en arne, som ej er stor,
men dog har plads til hver lysets
frænde,
hvor ej forgæves
der sandhed kræves,
hvor hjerter varmes, og tåger
hæves
ved ordets magt, - ved ordets
magt.
For fædrenes minde vi rejser her
vel ingen højsal,nej bloten
hytte,
men dog vil det møde med skjold
og sværd
og slå til lyd,så deunge lytte,
og sangen stemme,
som gik ad glemme,
så sønnen stoltkan sigføle
hjemme
på fædres jord, - på fædres jord.
Vi bygger en rede for Danmarks
håb,
det lilleæg, vi har frelstaf
striden,
hvor trygt det kan hviletrods
fjendens råb
og ruges ud gennem vintertiden,
til skallen revner,
og han, som evner
skal blivevores ogSlesvigs
hævner,
får næb og klør, - får næb og klør.
Vi rejser en skolepå bondejord,
hvor fritsigtumler de friske
vinde,
så gid den må huse det jævne
ord,
og luften holdesigfrisk derinde!
På sandhedsgrunden,
med sangi munden,
til Danmarks ære, til gavn for
bonden
den vokse frem, - den vokse
frem!
Jeg vil værge mit land
Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson, 1868
Melodi: Lars Nielsen, 1868
Jeg vil værge mit land,
jeg vil bygge mit land,
jeg vil elskedet frem i min bøn, i
mit barn,
jeg vil øge dets gavn,
jeg vil søgedets savn
ifra grænsen og ud til de
drivende garn.
Her er sommersol nok,
her er sædejord nok,
bare vi,bare vi havde kærlighed
nok.
Her er digtende trang
gennem arbejdets gang

7. 7
til atløfte vort land,blotvi løfter
i flok.
Og, vor fremtid er stor,
thi det trekløv'de Nord,
det skal samles igen,det skal
blivesigselv.
Hvad du evner, kastaf
i det nærmeste krav,
det skal bæres helt frem af en
voksende elv.
Denne bostavn er vor,
og vi elsker den for,
hvad den var, hvad den er, hvad
den bliver igen.
Og som kærlighed gror
af den hjemlige jord,
skal den gro af vor kærligheds
frøkorn igen.
Det haver så nyligen regnet
Tekst: Johan Ottosen, 1890
Melodi: Dansk folkemelodi
Denne sang blev betragtetsom en
kampsang medsalmetone. Flere af
stroferne blev af preussiske domstole
betegnet som nationaltstærkt
ophidsende,specielt 4vers. Efter tabet af
Sønderjylland i 1864 blev danskerne i
Nordslesvig udsat foret stigende pres.
Bismarcks jern-og-blod-politik afskaffede
næsten helt det danske sprog. Hvis man
sang danske sange eller blotbrugte
navnet Sønderjylland, blev man
retsforfulgt. Men danskhedenlodsig ikke
knække. I 1889 grundlagde historikeren
Johan Ottosen, Studenter-Samfundets
Sønderjyske Samfund,som appellerede til
offentlighedennord for Kongeågrænsen
om støtte. JohanOttosen skrev sangen da
sønderjyder besøgte foreningeni
Københavni marts 1890. Foreningen blev
efter 1920 til Grænseforeningen. Men
sangensbetydnings stopper ikke her. 1972
blev det år, hvorden folkelige fællessang
fik en betydelig renæssance, ogmange af
de traditionsrige, men hengemte
fædrelandssange blev sungetmed en ny
glød, ikke mindsti forbindelse med
demonstrationer og debatmøder
arrangeret af anti-EF-kampagnen. Her
blev specielt kampsangen for de
dansksindede sønderjyder i 1890, “Det
haver så nyligenregnet”, tillagt en helt ny
fortolkning ogaktualitet.
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisketi vor
lund.
Frø af ugræs er føget over
hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lysti vor skov,
ak, hvor kort, indtil alter
stormens rov.
Det har regnet - men regnen gav
grøde,
det har stormet - men stormen
gjorde stærk.
Som de tro'de, atskoven altvar
øde,
så de vårkraftens spirendeværk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver
kaldt.
Og de tro'de, at hjertebånd kan
briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor
ret!
De skal vide,de aldrigser de
sidste,
de skal vide,atingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne,
som svandt.
De kan spærre med farver og
med pæle,
de kan lokke med løfter og med
løn,-
fælles sproggiver vore tanker
mæle,
fælles viljegør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har
kær.
Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdigei hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hastfor dem,
som tror,
- viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hastfor dem,
som tror.
Gribe efter blanke ting
Tekst: Poul Henningsen, 1940
Melodi: Kai Normann Andersen, 1940
Poul Henningsen skrev visen efter den
tyske besættelse i foråret 1940. Flere vers
blev censureret ud. Disse to blev
indsunget afLivaWeel. Detførste vers var
om kærlighedog kamuflerede det andet
vers som var en stikpille til
besættelsesmagten.
Gribe efter blanketing
vil hvert et grådigtlillebarn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindus paradis.
Helle, helledet er mit!
Og livetgår på samme vis:
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme
bånd,
og det er besværligtatflagresig
fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg
lover dig
var vi visti kærlighed på mere
ærligvej.
De ord, vi svor med hånd og
mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte og alting
forbi.
Møde hvad der venter os,
og ingen ve hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hva der så forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det blir ved.
Søge fred, idet vi ved
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke bindeånd,
og ingen er fangne, når tanken er
fri.
Vi har en indre fæstningher,
som styrkes i siteget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka
li.
Den, som holder sjælen rank,ka
aldrigblietræl.
Ingen ka regere det, som vi
bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed blir aldrig
forbi.

8. 8
I alle de riger og lande
Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: J. C. Gebauer, omkring 1845
Ingemanns populære sangom Holger
Danske er én ud af ca 150sange hani
1837 udgav omHolgerDanskes liv.3 af
sangene var med i DenBlå Sangborg, men
kun ’I alle de riger lande’, blev forbudt.
Alle kunne den dogudenad. Da
fællessangtraditionenblussede opigeni
besættelsens første år, med de såkaldte
alsangsstævnerder foregik over det
meste af landet i sommeren ogefteråret
1940. 1. september1940, kulminerede
alsangen med 208sangstævner på
samme tid over hele landet
Alsangsbevægelsen var et udtryk for den
grundtvigske forestillingom eksistensen
afen folkelig-kulturel enhed. Heri
fremstod befolkningen somet åndeligt
fællesskab, der gennemfædrelands-
sangene udtrykte et ubrydeligt
tillidsforholdtilnationenog en tro på
dens overlevelse. Der varheller ingen tvivl
hos besættelsesmagten omkarakteren af
denne bevægelse. Det varet politisk og
ideologisk udtryk formodvilje mod
besættelsesmagten, ogdet tyske
mindretals presse var stærkt kritiske over
for alsangsstævnerne oggikså vidt, at
man analyserede indholdet afde enkelte
sange. Bl.a. rejstes der kritik over
afsyngelsen af Ingemanns vise om Holger
Danske, “I alle de riger og lande”.
Kritikken førte til, at friluftsmøder blev
forbudt i Sønderjylland,men alsangen
kunne i formindsket målestok fortsætte i
forsamlingshuse, skolerog præstegårde
I allede riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo'r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.
En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn,
på skjold bar jegløverne stærke
i hjerternes milde hegn.
Når mænd jeg kasted min
handske,
opslogjeg min ridderhjelm,
de så,jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.
Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.
Kong Kristian stod ved
højen mast
Tekst: Johannes Ewald, 1779
Melodi: Fr. Kuhlau, efter ældre medlodi
Ved Hornbæk strandede sidst i 1770-erne
et skib. De lokale fiskere reddede
skipperen, men afslog trods fattigdomet
tilbud ombelønning.Johannes Ewald
hædrede disse uselviske mennesker med
denne sang der lovpriste de danske
søhelte. Siden Frederik 7.s bryllupi 1828
har den været anvendtved alle kongelige
begivenheder.Til manges forbløffelse var
også den danske kongesang, blandt de
forbudte sange efter 1864.Den skildrer
krigene mellem Danmark ogSverige i
1600- og 1700-tallet, mende tyske
myndigheder hævdede,at når
dansksindede slesvigere sang om gotens
hjelm og hjerne, der brast, så opfattede
de goterne som tyskernes forfædre. Det
afgørende var for tyskerne ikke det
formelle indhold,men hvadde syngende
mente og tænkte.
Kong Kristian stod ved højen
mast,
i røg og damp.
Hans værge hamrede så fast,
at gotens hjælmog hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligtspejl og
mast
i røg og damp.
Fly, skregde, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian,i
kamp?
Niels Juel gav agt på stormens
brag:
Nu er det tid!
Han hejsede det røde flag
og slogpå fjenden slagi slag.
Da skregde højt blandtstormens
brag:
Nu er det tid!
Fly, skregde, hver, som ved et
skjul!
hvo kan bestå mod Danmarks
Juel,
hvo kan bestå mod Danmarks
Juel, i strid?
O, Nordhav! glimt af Wessel brød
din mørke sky!
Da ty'de kæmper til ditskød,
thi med ham lynte skræk og død.
Fra vallen hørtes vrål,som brød
den tykke sky:
Fra Danmark lyner Tordenskjold.
Hver give sigi himlens vold,
hver give sigi himlens vold,og
fly!
Du danskes vej til ros og magt,
sortladnehav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stoltsom du mod stormens
magt,
sortladnehav!
Og rask igennem larmog spil
og kamp og sejer før mig til,
og kamp og sejer før mig til,min
grav!
.
Kilder: Den blaa Sangborg(1899 & 1996).Inge Adriansen (2003),Nationale symboler i Det DanskeRige 1830-2000. Stensgaard, Erling(1908), De
forbudte Sange. Clausen, Karl (1967), Denblå sangbogi hundredåret fordens fremkomst. Folkehøjskolernes Sangborg. ww.ugle.dk