Fra midten af 80’erne frem til midten af 90’erne analyse af det moderne samfund

En sammenhængende relation, hvor strukturen både ses som midlet til og resultatet af aktørernes handlinger.

Gennem handlinger både producerer og reproducerer aktøren strukturer. Aktøren følger en række eksisterende regler og normer, men skaber samtidigt strukturerne så snart denne indtræder i dem. Eksempelvis offentlig transport og mobiltelefoni.

Hvor det praktiske bevidsthedsniveau dækker over den viden, som vi ikke umiddelbart kan gøre rede for, forholder det sig anderledes med vores diskursive bevidsthed. En diskursiv forklaring indebærer, en eksplicit forklaring på hvorfor og/eller hvordan handlinger udføres.

Ikke alle motiver for handling kan findes på et bevidst niveau derfor opererer Giddens også med et ubevidst niveau, som dækker over handlinger foranlediget af ubevidste motiver.

Handlinger må forstås som et flow – en strøm uden start- og slutpunkt.

Handlinger er formålsrettede og intentionelle, men agenten er ikke altid bevidst om konsekvenserne af sine handlinger

Eks: jeg taler dansk med den intention at blive forstået, den utilsigtede konsekvens er at jeg samtidigt reproducerer det danske sprog.

Den offentlige transport er et eksempel på et socialt system, der består af relationer mellem aktører reproduceret på tværs af tid og rum. Sociale systemer er social praksis, der reproduceres, hvorved et mønster af sociale relationer opstår.

Strukturer er derimod karakteriseret ved fravær af handlende subjekter og har kun virtuel eksistens, dvs. de er kun til stede som en mulighed, men endnu ikke har vist sig aktivt. M.a.o. strukturen er ikke, den skabes hele tiden i kraft af agenten, der trækker på selv samme strukturelle egenskaber, når der handles.

”Struktur er både midlet til og resultatet af den praksis, som konstituerer sociale systemer”.

Hermed opfattes struktur-aktør-forholdet ikke længere som en dualisme, men som en dualitet.

Erstatningen af det traditionelle strukturbegreb med en opfattelse af strukturer som bestående af både regler og ressourcer medfører opløser den tidligere determinisme.

Den er nu både handlingsbegrænsende og mulighedsskabende

Udlejring: sociale relationer løftes ud af deres lokale interaktionssammenhænge og restruktureres på tværs af tid og rum.

Ligeledes problematiseres forholdet mellem lærer og elev moralsk. Før betød det en kritik af kadaverdisciplin senere til en kritik af en kvælende omsorgsorienteret pædagogik. Pædagogikken har svaret igen ved en demokratisering af forholdet mellem lærer og elev såvel som for forælder og barn.