1. Det uhyggelige
Musik.mag november – december 2009
November-december 2009

2. Uhyggelig musik
Uhyggelig musik er – som nærværende musik.mag tydeligt beviser – et yderst subjektivt begreb. Ofte kobles
musikken sammen med billeder eller erindringer, der giver én uhyggelige associationer. Andre gange er
musikken alene nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Sikkert er det dog, at vi denne gang har været
helt inde i de mørkeste kroge for at få inspiration til artiklerne. God læsning.
Indhold
1 - Leder 7 - Filmmusik – en top 10 En personlig hitliste over
historiens mest uhyggelige filmmusik
2 - Uhyggelig musik er mere skræmmende med
lukkede øjne Forskning har påvist, at hjernen 8 - Gyset ligger i musikken Skræmmende film med
reagerer stærkere på uhyggelig musik, når man mindst ligeså skræmmende lydsider
lukker øjnene
9 - Skræmmende! Belgiske á;Grumh formåede at
3 - Gyselige klange Hvor uhyggelig er klassisk musik skræmme the living daylight ud af denne skribent
egentlig? Og hvad skal der til for at kalde den
uhyggelig? 10 - Kriminaldigte Københavnske kriminaldigte med
underlægningsmusik
4 - Sunn o))) Drone metal fra et uhyggeligt
produktivt band 11 - Fever Ray – med mørket som følgesvend At nå
ind til den mørke kerne gennem drømme
5 - Begrebet uhyggelig musik inden for
kompositionsmusikken Måske påvirkes vores 12 - Det er fan’me uhyggeligt, du En anbefalings-
opfattelse af uhyggelig musik af opdragelse liste over uhyggelig musik og tilsvarende lyde
6 - Mordets musiske mester En udredning af 13 - Det uhyggelige Uhyggelig musik og det
musikken til Psycho, og at en film består af 60 % psykologiske aspekt
billeder og 40 % musik
Forsidefoto: Petra Erzedič
Musikbibliotek.dk-redaktionen: Gitte Lose, Jens Laigaard, Jens Bang Petersen, Niels Mark, Jakob Wandam og Camilla
Thomsen. Ansvarshavende redaktør: Amalie Ørum Hansen
November-december 2009

3. Leder Lullabies er musik, der fordyber sig i vuggevisens
uudtalte uhygge. Vuggeviser er ment som et middel
Kan musik være universelt uhyggelig, eller kommer til at berolige børn, men virker ofte diskret
det an på ørerne, der lytter? I denne udgave af foruroligende, måske fordi det alligevel ikke helt
musik.mag sætter vi fokus på den uhyggelige musik kan lade sig gøre at fortrænge voksenverdenens
– og hvad der egentlig gør musik uhyggelig. gru.
Vore skribenter har denne gang været inde og rode Det uhyggelige er det ukendte og frygten herfor. Så
i de allermørkeste hjørner af deres erindringer for at begiv dig ind i underskoven, der er dette musik.mag,
støve de uhyggelige minder frem. I hvert fald dem og få inspiration til de mørke vinteraftener.
der knytter sig til musik. Resultatet er personlige
artikler, der udspringer af egne ståsteder – hvornår Som sædvanligt kan du også gå til Netmusik.dk og
er musik ”hyggelig”, og hvornår indtræffer lige downloade redaktørernes uhyggelige anbefalinger
præcis dén tone, der får det til at løbe koldt ned ad direkte fra forsiden.
ryggen?
På redaktionens vegne.
Som det vil fremgå, hænger de uhyggelige
associationer ofte sammen med billeder, film- Camilla Thomsen, red. Musikbibliotek.
sekvenser. Filmmusik har altid haft til formål at
understøtte filmens skiftende stemninger, og den
geniale filmmusik er den, der alene kan fremkalde
filmens uro og uhygge.
Ligeledes har klassisk musik (kompositionsmusik)
haft en lang tradition for at være uhyggelig. Det kan
være en bestemt orkestrering, et bestemt
instrument, der træder i forgrunden, eller musik-
kens klagesang alene. Læs redaktørernes anbefa-
linger til at udforske den uhyggelige del af det
klassiske spektrum.
Uhygge er dog ikke forbeholdt kompositionsmusik-
ken – mange effekter kan også skabes med heavy
metal’ens larmende guitarer og electronica’ens
eksperimenterende lydflader. Det handler mere om
den stemning og de associationer, musikken giver,
end genreopdelinger.
Det uhyggelige hænger i og for sig tæt sammen med
sin diametrale modsætning, det ”hyggelige”, det
kendte og sikre. I forbindelse med årets Wunder-
grund-festival hev Jexper Holmen en række lullabies
(vuggeviser) op af hatten og forklarede konceptet:
November-december 2009

4. Uhyggelig musik er mere skræmmende Også i mørke
med lukkede øjne De fleste kender til, at uhyggelige lyde bliver
forstærket i mørke, men for at eliminere den fejl-
Af Magnus Brandt Tingstrøm, videnskab.dk
kilde blev forsøget også efterprøvet i et fuldstændig
mørkt rum, og selv her viste det samme sig at være
Hjernen reagerer stærkere på uhyggelig musik, når
tilfældet. Igen fandt forskerne øget aktivitet i
man lukker øjnene. Opdagelsen kan måske føre til
amygdala, når forsøgspersonerne lukkede øjnene.
nye behandlingsmetoder for forskellige hjerne-
sygdomme, mener forskerne.
Professor Talma Hendler forklarer, at det at lytte til
lyde med lukkede øjne ser ud til at lave en direkte
Selvom mange måske havde det på fornemmelsen,
forbindelse til de områder af hjernen, som hånd-
er der nu videnskabeligt belæg for påstanden:
terer følelser.
Uhyggelig musik bliver mere uhyggelig, når man
lukker øjnene.
Selvom forsøget kun dokumenterede en effekt ved
uhyggelig musik, mener de israelske forskere, at
Den nye opdagelse er gjort af forskere fra Tel Aviv
også effekten ved glad musik vil blive forstærket,
University i Israel med professor Talma Hendler i
når man lukker øjnene.
spidsen og er netop publiceret i det tværviden-
skabelige tidsskrift PLoS One.
Forskerne håber, at opdagelsen på lang sigt vil
kunne føre til nye og bedre metoder til at behandle
Forskerne satte 15 forsøgspersoner til først at lytte
blandt andet Alzheimer, Parkinson og andre neuro-
til uhyggelig Hitchcock-lignende musik og derefter
logiske sygdomme uden at ty til kemiske indgreb.
neutral musik, alt imens deres hjerner blev scannet
med en fMRI-scanner. Begge typer musik blev
afspillet for forsøgspersonerne to gange - en gang
med lukkede og en gang med åbne øjne.
Musik manipulerer
Resultaterne viste, at aktiviteten i amygdala, på
dansk også kaldet mandelkernen eller frygtcenter,
blev markant øget, når forsøgspersonerne havde
lukkede øjne. Amygdala er et område i hjernen, som
blandt andet håndterer frygt og andre følelser.
»Musik kan nemt tage ens subjektive personlige
oplevelse og manipulere den. Vores nye resultater
viser imidlertid, at effekten ikke kun er subjektiv.
Med fMRI-scanneren kunne vi se, at særlige
ændringer i hjernen er mere udtalte, når en persons
øjne ikke er i brug,« siger Talma Hendler, hjerne-
forsker og psykiater, i en pressemeddelelse.
November-december 2009

5. Gyselige klange en heksesabbat, og det var jo rent ud lystig musik.
Ligesådan med Liszts Totentanz - der var ikke et hår,
Af Jens Laigaard, red. Musikbibliotek.dk der rejste sig. De fire toner, som indleder
Beethovens Skæbnesymfoni, er bestemt skræm-
Hvad slags musik er uhyggelig? Det er en udbredt mende, men de dementeres af hele resten af
misforståelse at kalde et stykke musik uhyggeligt, symfonien, som er en heroisk kamp op mod lyset.
hvis man ikke bryder sig om det eller finder det
uforståeligt. Og musik fra vore dage? Hvor er de toner, der
virkelig kalder på gyset? Måske "The End" fra Doors'
For eksempel synes jeg, at Elvis Presley og selvbetitlede første plade. Men her spiller
avantgardejazz er gyseligt, mens andre vil nævne filmminderne sikkert også ind. Hvor uhyggeligt ville
country, dødsmetal eller "al slags klassisk" som dette nummer være, hvis ikke man havde oplevet
uhyggelig musik. Men den går ikke! Rigtig uhyggelig de orientalske klange og Morrisons trætte stemme
musik må være musik, som i sig selv, og hos mange som den perfekte ledsager til starten af Dommedag
mennesker, fremkalder en gysende stemning - nu? Havde det så været andet end en gang selvglad
utryghed, bekymring, rædsel, chok, knugen - og ødipus-pjat?
helst flere af disse ting på skift, ganske som når man
ser en god gyserfilm. Jeg ville selv pege på Joy Division som noget af det
mest skræmmende moderne musik - stemmer og
Filmmediet kommer ofte i vejen, når man taler om klange direkte fra helvede. Fortvivlelse, raseri,
uhyggelig musik. Hvis man spørger efter "et håbløshed. Måske allermest i "I Remember
kunstnerisk udtryk, som gør én utryg eller bange", Nothing" fra deres første plade, hvor Ian Curtis'
vil ti ud af ti nævne gyserfilm som det første. Og det stemme pludselig splitter sig op og synger i munden
er velkendt, at underlægningsmusikken spiller en på sig selv - en isnende, skizofren oplevelse. Og så
vigtig rolle i denne slags film. Men her er pointen, at slutter nummeret med, at møbler og glas bliver
billeder og lyd i fællesskab frembringer en knust.
oplevelse. Det er et spørgsmål, hvor meget film-
musik der kan stå alene og stadig skabe en uhyg- Tre personlige bud på uhyggelig musik
gelig fornemmelse. Jerry Goldsmiths lydspor til Alien
kan sikkert få det til at krybe i én - men ville det Nej, gedigen, skræmmende musik … her kommer
fungere på samme måde, hvis ikke man i forvejen tre personlige bud, alle hentet fra den klassiske
havde set filmen? Gælder det ikke det meste musik avantgarde. Måske er Bela Bartók lidt for gammel til
fra gyserfilm - at den kun virker i kraft af de billeder, at blive kaldt avantgarde, men da han skrev, var
man har fået den ind med? hans musik i hvert fald kontroversiel og ny-
skabende. Og hans Musik for strengeinstrumenter,
Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om to slagtøj og celeste fra 1937 er ikke blot et klassisk
stykker filmmusik, som skaber uhygge på egen hovedværk i sig selv, men også et af de fineste
hånd. Nemlig Herrmanns skrigende violiner i den eksempler på mystisk, snigende musik, der får én til
berømte brusebadsscene i Psycho (rædsel) og at vente det værste. Især tredje sats, som er et
Williams' tema fra Dødens gab (utryghed). tæppe af nattens knirkende lyde fra insekter og
gnavere. Stanley Kubrick hørte helt rigtigt, da han
Når man graver i den klassiske musik, kommer der brugte dele af dette værk i Ondskabens hotel.
ikke meget uhyggelig musik frem. Jeg har lige lyttet
til Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg, som skildrer
November-december 2009

6. Fra snigende uhygge til skinbarlig rædsel. Krzysztof saxsoloer. Det er et af de numre, der kun er sjovt
Pendereckis Klagesang for Hiroshimas ofre er ti første gang - men så ligger der en del Bonzo-perler
minutters hårdtpumpet gru. Et stykke musik, der lige ved siden af: "The urban spaceman", "Hunting
ikke bare er uhyggeligt, men nærmest uudholdeligt. tigers out in Indiah", "Ali Baba's camel" ... hvor
Der er 52 strygere, der rusker og river i nerverne - uhyggeligt, hvis man aldrig havde hørt dem!
undertiden en dyb, bølgende jamren, der både
minder om østlig musik og sirener - undertiden et Download Jens’ Netmusik-anbefalinger direkte fra
skingrende inferno af violiner i det højeste toneleje, Netmusik.dk.
forbløffende tæt på brusebads-musikken i Psycho
(der er fra samme år, 1960).
1960 var virkelig et godt år for skræk og rædsel. Da
var der også premiere på György Ligetis Apparitions
(spøgelser), som måske er det bedste eksempel på
musik, der kan gøre folk bange på tværs af smag og
landegrænser. Det lille stykke (knap ti minutter) er
det perfekte lydspor til en drøm, hvor man bevæger
sig rundt i et stort, fremmed hus midt om natten.
Man famler sig frem - er man alene, eller hvad? - og
pludselig falder noget tungt på gulvet, lige ved siden
af én. Apparitions rummer både ængstelse og
chokeffekter, og stykket skal selvfølgelig nydes med
lukkede øjne.
Faktisk har forskere ved universiteter i Canada og
Israel for nylig udført eksperimenter, som viser, at
effekten af uhyggelig musik forstærkes, når man
lytter med øjnene lukket.
Hvor heldigt, at Netmusik.dk tilbyder nogle af de
bedste indspilninger af de tre gyselige stykker
musik. Man kan downlåne Bartóks Musik for stren-
geinstrumenter med Oslofilharmonikerne dirigeret
af Mariss Jansons, og Ligetis Apparitions i en
førsteklasses udgave med Berlinerfilharmonikerne.
Og så er der Pendereckis Klagesang med det polske
radiosymfoniorkester under ledelse af komponisten
selv.
For at det nu ikke skal ende alt for dystert, har jeg
gemt en lille rosin til pølseenden. Nemlig "The
monster mash" med det vidunderlige Bonzo Dog
Band, bindeledet mellem Beatles og Monty Python.
Her hører vi Dracula, Boris, Ulvemanden med flere i
en vild jive, samt en af historiens skæveste
November-december 2009

7. Sunn o))) Så nej, man kommer næppe til at tage sig selv i at gå
og fløjte med på en Sunn o)))-melodi i iPod’en, men
Af Jakob Wandam, red. Musikbibliotek.dk hvis det ellers er tilpas sent på døgnet, kan man
muligvis komme til at gå og se sig over skulderen!
Når det drejer sig om uhyggelig musik, bliver mine
tanker ved med at vende tilbage til Sunn o))). Ikke Lån cd’er med Sunn o))) via bibliotek.dk.
fordi jeg nogensinde har lyttet meget til gruppen –
deres musik ligger meget langt fra mine præfe-
rencer - men de få gange, det er sket, har det
åbenbart gjort et vist indtryk.
Det uhyggelige ved Sunn o))) er ikke, at det er
lykkedes dem at udsende 6 studiealbum uden at
skrive en ærlig melodi. Og dog: Det uhyggelige ved
Sunn o))) er de langstrakte flader af lyd, hvor
monotonien kun delvis holdes på afstand af subtile
skift i den musikalske tekstur. Hypnotisk synthe-
sizerlyd præger for eksempel albummet Flight of
the Behemoth, hvor den elektriske guitar konstant
ligger og lurer nederst i lydbilledet, truende, aldrig
gennemtrængende, men altid tilstedeværende som
en ukendt fare, der halser efter én i mørket!
Sunn o))) spiller drone metal (eller drone doom), en
genre, der netop er kendetegnet ved monoton
gentagelse og ”holdte” toner eller akkorder i et tykt
lydtæppe i mørke nuancer. Modsat andre former
for heavy metal har drone metal, i hvert fald i Sunn
o)))’s udgave, så godt som ingen trommer, hvilket
øger indtrykket af, at der ikke er noget beat -
endsige en melodi. Musikken er langsom, hypnotisk
og tøvende. Således kan Sunn o))) også snildt
placeres i kategorien dark ambient.
Sunn o))) (der blot udtales [sʌn]) har taget sit navn
fra forstærker-producenten Sunn, hvis logo kan
bogstaveres som o))). Og forstærkerne kommer da
også på arbejde med Sunn o)))’s musik. Deres
lydlige udtryk er forskelligt fra album til album, hvor
gruppen varierer mængden af synthesizer, guitar og
bas, men altid med den tunge lyd, masser af
resonans og langstrakte, monotone kompositioner
(hvis det er det rette ord!).
November-december 2009

8. Begrebet uhyggelig musik inden for er blandt andet blevet udnyttet i Kubricks science
fiction film fra 1968 2001: A space Odyssey, hvor
kompositionsmusikken flere af György Ligetis værker blev anvendt i
soundtracket.
Af Gitte Lose, red. Musikbibliotek.dk
Den engelske dirigent Thomas Beecham havde sin
Umiddelbart når jeg tænker på musik inden for det
helt egen opfattelse af lyden af cembaloet, som han
vi kalder ”klassisk musik” og udelukker evt. billed-
mente lignede lyden af to skeletter, der parrer sig
sammenhæng med musik, eller at komponisten
på et bliktag. Men i dag er der mange, der holder
alene ved titlen har forvarslet, at musikken er
meget af musik, hvor cembaloet indgår, og for nogle
uhyggelig – så kan jeg i hvert fald ikke komme i
giver det anledning til ro og fordybelse. Lyt fx til
tanke om noget musik, jeg gennem min barndom er
Bachs Das wohltemperierte Klavier. Mange holder af
blevet præsenteret for, som jeg fandt uhyggelig.
klassisk musik og nyder den, men på banegården i
Måske var det fordi forældre, spillelærere og
København og andre steder, har man brugt den til
musiklærere med fortsæt ikke præsenterede min
at skræmme narkomaner væk.
generations børn for musik, der kunne skræmme os,
eller måske spiller erindringen mig et puds.
Hos tandlægen hører man ofte new age musik, som
også healere er meget glade for. Selv vil jeg hellere
Under min bibliotekaruddannelse så jeg klassikeren
høre jazz, klassisk musik eller noget rockmusik, når
fra 1931 filmen M: Eine Stadt sucht einen Mörder af
jeg ligger i tandlægestolen - så længe jeg ikke bliver
Fritz Lang, hvor nogle få fløjtede takter af Grieg’s ”I
bedt om at gætte, hvilken jazz vi hører med munden
dovregubbens hal” som en slags ledemotiv op-
fyldt af instrumenter!
træder, når børnemorderen er på spil. Siden har jeg
altid forbundet disse takter med noget uhyggeligt.
Hvorfor påvirker musikken os så forskelligt? Måske
Du kan læse mere om mord og musik inden for
finder du dele af et svar, når du på nettet læser
andre genrer i Jesper Steins artikel ”Mordets
artiklen ”Gibt es unheimliche Musik? Ein Antwort-
melodi” på Musikbibliotek.dk.
versuch”, som giver et bud på, hvordan tonearter,
intervaller etc. har indflydelse på vores opfattelse af
Men hvad er egentlig uhyggeligt? Beror vores
musikken.
opfattelse af, om musik er uhyggelig eller ej på,
hvilken kultur vi kommer fra? Påvirker titlen, når vi
Når musikken umiddelbart taler til og påvirker os
kender den, vores opfattelse af musikken? Er kom-
ponisterne i stand til at skrue musikken sammen på
”Ofiarom Hiroszimy, Tren” - titlen siger os måske
en måde, så vi umiddelbart finder den uhyggelig og
ikke umiddelbart så meget, det gør derimod den
ildevarslende?
engelske titel ”Threnody to the victims of Hiro-
shima”, og den danske titel ”Klagesang over ofrene
Den individuelle smag og musikopfattelse
fra Hiroshima” gør det helt klart, hvad komposi-
tionen vil forsøge at fortælle os. Når man hører
Når vi fx er opvokset i Danmark med vestlig musik i
Krzysztof Pendereckis værk, fornemmer man klart
ørerne, så er det måske det ukendte – det frem-
den gru, man forbinder med Hiroshima. Jeg vil tro,
mede, det komplekse som nogle gange skurrer i
at de fleste, også uden at kende titlen, vil føle det,
ørerne. Arabisk musik brød jeg mig ikke om
værket forsøger at udtrykke, når de lytter til det.
tidligere, men i dag holder jeg af det, der engang var
fremmedartet. Ny kompositionsmusik kan virke
overraskende, kompleks og på nogle fremmed – det
November-december 2009

9. Mens jeg funderede over, hvor stor indflydelse Film og musik
livsbetingelser for både komponister og mod-
tagerne af deres værker har tænkte jeg på de Musik forstærker ofte billedsiden, og i de senere
værker af klassiske komponister, der er skabt under årtier er der blevet skrevet mere og mere om film-
krige og evt. i fangenskab. Jeg stødte på et website, musik.
der bl.a. omhandler musikken i det tredje rige og
den musik, der blev skabt og udøvet i koncen- Linket her giver dig mulighed for at høre småbidder
trationslejrene under krigen. gratis - men med tale henover – af bl.a. uhyggelig
musik, og er du i gang med at lave en film og
Det uhyggelige i den klassiske musik mangler musik, kan du købe musikken akkurat som
på APM Music. www.fotosearch.de/musik-
En lang række værker giver traditionelt for mange audio/unheimlich.html.
lyttere associationer til noget uhyggeligt eller noget
mørkt og ildevarslende. Det gælder fx rekvier af Download mange af Gittes anbefalinger fra
komponister som Verdi m.fl. Men også Musorgskijs Netmusik.dk.
”En nat på Bloksbjerg” og ”Gnomus”, Holsts
”Planeterne”, Saint-Saëns’ ”Danse Macabre”,
Berlioz’ ”Symphony fantastique”, Liszts ”Mefisto
Vals nr. 1”, Sjostakovitjs 7. Symfoni ”Leningrad” og
den 13. ”Babi Yar” og De Fallas ”Dance of terror” fra
El Amor Brujo hører blandt disse værker.
Om musik, der er inspireret af djævelen eller det
diabolske, kan man læse i Robert Dearlings Musik-
kens først og størst:
Adam: Faust, ballet, 1833
Bentzon: Faust III, opera, 1962
Berlioz : La Damnation de Faust, kantate,
1846
Boito: Mefistofele, opera, 1868
Brüggemann: Margherita, opera, 1910
Busoni: Doktor Faust, opera, 1925
Gounod: Faust, opera, 1868
Hervé: Le Petit Faust, opera, 1869
Liszt: Faust, symfoni, 1854
Moore: The Devil and Daniel Webster,
opera, 1938
Reutter: Don Juan und Faust, opera, 1950
Schumann: Scener fra Goethes Faust, 1853
Spohr: Faust, opera, 1816
Wagner: Faust, Ouverture, 1840 rev. 1855
Walter: Doktor Faust, opera, 1797
Zöllner: Faust, opera, 1887
November-december 2009

10. Mordets musiske mester
Af Birgit Granhøj, Det Danske Filminstitut
Marion Crane lukker døren til badeværelset, tager
badekåben af, stiger op i badekarret og trækker
forhænget for. Hun pakker sæben ud af papiret og
tænder for vandet. Hun nyder sit varme bad efter
en lang dag. Man ser en skygge komme ind i
badeværelset, forhænget trækkes til side og
pludselig begynder personen at hakke løs på
Marion med en stor kniv.
Denne klassiske scene fra Psycho (Alfred Hitchcock,
1960) er uhyggelig nok at se på. Det der imidlertid
har gjort scenen legendarisk skrækindjagende er
musikken, der sætter ind, lige da personen be-
gynder at hakke i Marion.
Hitchcock og Herrmann
Kort fortalt handler Psycho om Marion Crane (Janet
Leigh), der stjæler $40.000 fra sin arbejdsgiver, så Psycho var en vovet film, hvor man både ser Janet
hun kan betale sin kæreste Sams gæld og gifte sig Leigh i bh, et nærbillede af et toilet, der skyller ud,
med ham. Hun kører den lange vej fra Phoenix til og et mord der bliver begået af en transvestit!
Californien for at mødes med ham. Hun overnatter
på Bates Motel, hvor hun møder Norman Bates Eksperimenterende var den også på lydsiden, for
(Anthony Perkins) og bliver myrdet i badet - Bernard Herrmann valgte at komponere sin musik
midtvejs i filmen. Sam og Marions søster Lila følger udelukkende for strygere. Hitchcocks film var i
hendes spor og afslører til sidst morderen. sort/hvid, og derfor syntes Herrmann også,
musikken skulle være ”sort/hvid”. Dermed mente
Uden musik – ingen film han nok kontrasten mellem de høje, ”hvide”
violiner, der ofte bliver brugt til kærlighedstemaer,
Bernard Herrmann skrev musikken til sin sjette og de dybe, ”sorte” basser, der næsten altid betyder
Hitchcock-film i panik. Alfred Hitchcock havde set en fare. I filmens anden halvdel er denne brug af
første gennemklipning af filmen, og han var ikke orkesteret fremtrædende, især til beskrivelsen af
glad. Filmen fungerede slet ikke, syntes han, og han Norman Bates, der også har en dobbelthed i sin
var parat til at klippe den ned, så den kunne indgå i personlighed.
hans tv-serie ’Alfred Hitchcock presents’ i stedet.
Han havde givet Herrmann besked på, ikke at skrive 45 sekunder med hvinende strygere
musik til mordscenen i badet. Scenen skulle kun
akkompag-neres af reallyde. Herrmann kunne der- Musikken, der ledsager mordet på Marion Crane, er
imod se filmens potentiale og bad Hitchcock om at nok det mest kendte filmmusik overhovedet.
give ham lidt tid (en juleferie) til at skrive musikken. Mordet er ikke kun bemærkelsesværdigt på
Da de mødtes ugen efter og hørte musikken, var lydsiden, men også på billedsiden, hvor scenen er
Hitchcock solgt, og filmen blev en realitet.
klippet sammen af 78 kameraindstillinger, på 45
sekunder. Musikken kommer - ligesom morderen -
November-december 2009

11. ud af ingenting, er meget høj både i volumen og grad af hvad man kunne kalde musikalske celler
tonalitet og kulminerer i en dissonantisk E7maj. eller fraser – små forløb, der gentages og varieres
Anden gang temaet gennemspilles, er det desuden både i tempo og i instrumentation. Disse celler
med glissando i alle stemmer, hvilket gør musikken dækker også hans brug af basso ostinato (kort
endnu mere dissonantisk på grund af de mange bastema, der gentages) og perpetuum mobile-
mellemtoner, der denne gang kommer med. figurer (hurtige, uafbrudte og næsten maskinagtige
forløb), der er så typiske for ham. Hans filmmusik
Lydsiden er mixet med Marions skrig og lyden af en bliver på den måde meget funktionel og gør ikke så
kniv, der hakker i kød, hvilket gør scenen meget meget opmærksom på sig selv eller forsøger at
realistisk og derfor mere skræmmende. Det er også ”stjæle” tilskuerens opmærksomhed. Den beskriver
værd at bemærke, at man ikke på noget tidspunkt ikke så meget den ydre handling, men mere hvad
ser kniven blive stukket ind i Marions krop. personerne gør eller føler. Herrmann underlægger
Illusionen af, at den gør det, er udelukkende skabt sig simpelthen billederne, og det er en af grundene
gennem klipningen og lydsiden – og i publikums til, at hans musik virker så godt.
hoveder. Hitchcock antyder kun volden, men viser
den faktisk ikke. Et trick han ofte brugte på Typisk er også hans meget individuelle og
mesterlig vis. udtryksfulde instrumentering. Hans forskellige
motiver skifter ofte instrument eller instrument-
Da morderen er gået, skifter musikken fuldstændig gruppe. Han var en af de eneste Hollywood-
karakter - fra strygernes allerhøjeste toner til de komponister, der udover at skrive musikken også
allerdybeste, der derefter ebber ud, ligesom altid selv arrangerede den. Instrumenter som dybe
Marions liv… I denne scene høres hele stryge- strygere, harpe, kontrafagot og dybe træblæsere
orkesterets spændvidde, og samtidig viser det, at hører til hans oftest benyttede og kan høres
høje violiner ikke altid er lyriske og romantiske. gennem al hans filmmusik. Herrmann og Hitchcock
lavede fra 1955-1964 syv film sammen, derefter
Bernard Herrmann, filmens komponist skiltes deres veje, men både før og efter sam-
arbejdet med Hitchcock nåede Herrmann at arbejde
Bernard Herrmann (1915-1975) var inspireret af sammen med bl.a. Orson Welles, François Truffaut
komponister som Ralph Vaughan Williams, Jean og Martin Scorsese. Musikken til Hitchcocks film er
Sibelius og Claude Debussy, men harmonimæssigt dog noget af hans bedste, især til Psycho og Vertigo.
nok mest af Richard Wagner – især i brugen af
udvidede akkorder. En anden speciel ting ved Hitchcock og Herrmann, disse to sære person-
Herrmanns harmonisering er hans forkærlighed for ligheder, skabte i fællesskab noget af det bedste,
kromatik. Ved at bruge kromatiske skalaer undlader der er kommet ud af Hollywood. De var på mange
man at lægge sig fast på en speciel toneart. En måder afhængige af hinanden, for som Herrmann
kromatisk skala består af toner med samme interval engang sagde: ”Hitchcock only finishes a picture
(en lille sekund), og har derfor ikke noget fast 60%. I have to finish it for him!”
holdepunkt, den kan i princippet begynde og slutte,
hvor det skal være. Denne teknik skaber usikkerhed,
og passer derfor meget godt til de personer, der
optræder i Hitchcocks film: mordere, ofre og den
uskyldigt forfulgte.
Herrmanns filmmusik er kun sjældent præget af
ledemotiver, som anden filmmusik, men i højere
November-december 2009

12. Filmmusik – (forslag til) en top 10
3. Psycho (1960)
Udvalgt af Tobias Lynge Herler, DFI Musik af Bernard Herrmann
1. The shining – Ondskabens hotel (1980) Uden tvivl noget af det mest kendte klassiske
Musik af Wendy Carlos og Rachel Elkind underlægningsmusik til en gyserfilm, og med god
grund. Herrmann kommer med en stramt orkes-
treret besætning og relativt enkle klange i orkestret
virkelig under huden.
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=o_XfUxXDldY
4. Predator – jagten er begyndt (1987)
Musik af Alan Silvestri
Uden tvivl et af Alan Silvestris bedste tilskud til
filmmediet: den rytmiske og krybende multi-effekt-
understøttede musik bærer John McTiernans efter-
hånden klassiske gyser et meget langt stykke hen ad
I en næsten uvirkeligt uhyggelig konglomerisk musik vejen. Stort anlagt orkester suppleres med udvidet
skaber Wendy Carlos og Rachel Elkind et lydunivers slagtøj, klaver og elektroniske effekter.
så klamt og hårrejsende, at man ganske stivner.
Med omskrivninger af berømte klassiske temaer, YouTube-klip:
bl.a. af Berlioz og flittig brug af øvrig originalt
http://www.youtube.com/watch?v=EVWESrIt3uk
komponeret musik former komponisterne og
instruktøren den ultimative gysermusik.
5. Candyman (1992)
Musik af Philip Glass
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=F3BXErmEXN0
Philip Glass er en interessant komponist, der har
begået sig inden for flere musikgenrer, og hans
2. Alien – den 8. passager (1979)
filmmusik er som regel iørefaldende og anderledes
Musik af Jerry Goldsmith
gennemtænkt. I musikken til Candyman mestrer
han sammensmeltningen af det hårrejsende og det
Goldsmith serverer et af sine fineste scores med
rørende, som det kan høres i temaet.
musikken til Alien, der rummer næsten alle stem-
ninger fra lettelse til ultimativ angst. Fundamentet
YouTube-klip:
er et større symfoniorkester, suppleret med
http://www.youtube.com/watch?v=GdPjvSzCD30
synthesizer og computerlyde, der særdeles effektivt
vokser sammen med filmens øvrige lyddesign - og
univers. Musikken er en vigtig identitet for Ridley
Scotts flotteste film til dato.
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=DaT-JX5r8i8
November-december 2009

13. 6. The omen – Tegnet (1976) 9. Interview with the vampire – The vampire
Musik af Jerry Goldsmith chronicles – En vampyrs bekendelser (1994)
Musik af Elliot Goldenthal
Med krybende effekt serverer Goldsmith en bastant
og entydig musik, der ud over udvidet symfoni-
orkester bl.a. omfatter kor, hvor teksten i temaet
lyder: ”Ave Satani!”
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=iO9z9LX_1zM
7. Riget (1994-1997)
Musik af Joachim Holbek
Holbek finder en sart afklaret balance mellem det
hårrejsende og det urkomiske i en begavet film- Goldenthal anvender en krybende uhyggelig
musik, der effektivt smelter sammen med et fint blanding af gotik, modernisme og elektronik i
afstemt lyddesign. skabelsen af et musikmæssigt nærved troværdigt
vampyr-univers. Drengekor og solister akkompag-
YouTube-klip: nerer det ofte svulstigt besatte symfoniorkester. At
http://www.youtube.com/watch?v=-WVP0MXIIdU musikken fungerer bedre alene end sammen med
Neil Jordans ofte prætentiøse billeder er en anden
8. The haunting in Connecticut (2009) og anderledes alvorlig sag.
Musik af Robert J. Kral
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=KPQEmBfKVmg
10. Jaws – Dødens gab (1975)
Musik af John Williams
Selvom de hårrejsende effekter ved filmen i dag kan
betegnes som yderst tvivlsomme, står John
Williams’ rytmiske hovedtema stadig som et af
genrens klassiske flagskibe.
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=6KR1oeV36Cc
Musikken er en speciel rejse i både tid og
hårrejsning: Robert J. Kral benytter helt klassisk
tematik og fletter det med sofistikeret computer-
musik, der klæder filmen uhyggeligt godt.
YouTube-klip:
http://www.youtube.com/watch?v=mh_Rmw6cx7w
November-december 2009

14. Gyset ligger i musikken - om musikken i
I det følgende vil jeg præsentere en række
gyserfilm eksempler på film fra gyser-genren, som er blevet
berømte for musikken og dennes indvirkning på den
Af Niels Mark, red. Musikbibliotek.dk
filmiske atmosfære.
Fascinationen af det ægte gys og interessen for
Vi begynder med førnævnte gyser Jaws fra Steven
gysergenren som sådan, har eksisteret for nær-
Spielberg.
værende skribent, fra den novemberaften i 1977,
hvor jeg som 6-årig ved en fejl overværede den
Jaws
berygtede brusebadsscene i Alfred Hitchcocks
(Instruktør: Steven Spielberg/Musik: John Williams)
Psycho i DRs hedengangne filmprogram ”Film-
redaktionen” (1972-1980). Som straf måtte jeg ligge
"Da Dum..............Da Dum..........”.
søvnløs den halve nat.
Hovedtemaet til Steven Spielbergs gyserklassiker
Jaws er ganske simpelt opbygget, men samtidig
Derfor var det ligeledes med stor interesse, at jeg
uhyre effektivt til at skabe spændingsmomenterne i
for mange år siden stødte på en interessant
filmen. Det dramatiske to-toners hovedtema som
undersøgelse i Morgenavisen JyllandsPosten. Fors-
anvendes i filmen, når hajen angriber sine ofre, er i
kerne bag forsøget havde sat sig for at undersøge,
virkeligheden en interpolering af de første toner i
hvordan lydbilledet påvirker publikum i gyserfilm.
fjerde sats fra Antonin Dvoraks 9. symfoni. Kom-
Undersøgelsesmetoden var ganske enkel: udgangs-
ponisten bag musikken til Jaws, John Williams,
punktet var to filmsekvenser af et hajangreb. Den
skabte med sit tema et af de mest effektive
ene var en sekvens fra Steven Spielbergs gyser-
eksempler på, hvordan musikken kan forstærke
klassiker, Jaws (1975) og den anden var en tegne-
spændingsmomenterne i gyserfilm. På trods af det
filmsekvens hvor Anders And jages af en haj. Man
effektive hovedtema til Jaws, og et i øvrigt med-
krydsklippede de to sekvenser således, at billede-
rivende klassiske kompositioner fra komponisten
sporet til gyseren Jaws blev klippet sammen med
John Williams, så er elektronisk frembragt musik
lydsporet til tegnefilmen og omvendt. Dernæst lod
ofte mere effektiv til at skabe en hårrejsende
man en gruppe større børn se de to krydsklippede
atmosfære. Vi skal se eksempler på en række af
sekvenser for at se deres hvordan de reagerede.
horrorfilm, hvor musikken er skabt med elek-
Hvad virkede mest skræmmende på publikum:
troniske virkemidler.
billed- eller lydspor?
Halloween
Resultatet viste, at kombinationen billedspor fra
(Instruktør: John Carpenter/Musik: John Carpenter)
gyser og lydklip fra tegnefilmen ikke havde nogen
særlig skræmmende effekt på børnene. Det havde
Et godt eksempel på effektiv elektronisk musik til at
til gengæld den omvendte kombination, hvor gyset
frembringe uhyggestemning blev komponeret af
blev frembragt af lydsekvensen: klippet med lyd-
filminstruktøren selv. I 1978 udkommer John
sporet fra Jaws og billedsporet fra Anders And vir-
Carpenters legendariske shocker Halloween. Filmen,
kede markant mest skræmmende på det unge
der handler om en bestialsk morder der flygter fra
publikum. Undersøgelsens resultat giver dermed et
et mentalsygehus og går på rov i en amerikansk by,
godt billede af det som de fleste gyserelskere
var banebrydende, da den blev katalysator for hele
formentlig kan skrive under på: at musikken og
den såkaldte "Slasher"-genre. John Carpenter
lydeffekterne er en central forklaring på det gode
skabte selv det ultra-minimalistiske synthscore, der
gys i uhyggelige film.
er med til at kreere den spændingsintensitet, som
November-december 2009

15. ligger i Halloween. Året efter udsendes endnu en
gyser af John Carpenter. The fog er John Carpenter’s Cannibal Holocaust
helt egen tilgang til zombie-genren, og handler om (Instruktør: Ruggero Deodato/Musik: Riz Ortolani)
en afdød sørøverbande der vender tilbage for (1979)
hævne sig på indbyggerne i en lille kystby, hvor de
600 år forinden blev henrettet. Lydsporet til The fog ”Kære Ruggero, sikken en præstation! Sidste halvdel
læner sig op af stilen fra Halloween med de mini- af filmen er et sandt mesterværk i cinematografisk
malistiske synth-flader og begge er fremragende realisme; alt i filmen er så realistisk lavet, at jeg tror
tilfælde, hvordan elektroniske lydflader kan skabe du vil få store problemer med hele verden!” Ordene
en hårrejsende uhyggestemning. kommer fra Sergio Leone, manden bag legendariske
Westerns som Once upon a time in the West og The
Eraserhead good, the bad, the ugly, og var henvendt til den
(Instruktør: David Lynch/Musik: David Lynch med italienske filminstruktør Ruggero Deodato og hans
Alan Splet) chokerende film Cannibal Holocaust, indspillet i
1979, der anses for at være blandt de mest
Også film-instruktøren David Lynch valgte at grænseoverskridende film i historien. Kort fortalt
komponere musikken selv i forbindelse med hans handler filmen om en antropolog, der sendes til
debutfilm fra 1977. Filmen kræver næppe større Amazonas junglen for at finde et forsvundet film-
introduktion. Eraserhead er en bizar rejse ind i to hold, som var i gang med at indspille en doku-
depraverede menneskers verden og deres liv som mentarfilm om de sidste kannibalstammer i Ama-
nybagte forældre. Da jeg under et interview med zonas. Da antropologen finder en række filmspoler
den hollandske lydkunstgruppe Kapotte Muziek for hængt som pyntegenstande på en kannibalstammes
nogle år tilbage spørger til de albums i musik- totempæl begynder man så småt at forestille sig
historien, som havde gjort størst indtryk på dem, er hvad der er sket med filmholdet. Antropologen
det prompte svar fra ét af medlemmerne: David tager filmspolerne med tilbage til New York, og
Lynch’s lydspor til Eraserhead. Efter at have lyttet til sidste halvdel af filmen bygger på filmholdets video-
albummet, må det tilkendegives at det er en ganske optagelser, som dermed også afslører forløbet af
særegen lydoplevelse! Musikalsk er albummet byg- deres ekspedition og dermed deres skæbne.
get op omkring maskinelle støjdroner, der langsomt
og atmosfærisk bølger frem og tilbage kun afbrudt Den semi-dokumentariske virkning i Cannibal
af bizarre stemmer fra filmens personer. Efter tyve Holocaust har, som den kvikke læser måske allerede
minutters tour de force-trip gennem dronernes har gættet, været den direkte inspiration til Daniel
støjende brusen kommer pludselig pladens eneste Myrick og Eduardo Sanchez’ pseudo-autentiske
deciderede musikalske indslag, som til gengæld filmperle The Blair Witch Project, som ligeledes byg-
også får det til at løbe koldt ned ad ryggen på gede på fundne videooptagelser fra et forsvundet
lytteren. Den triste og melankolske repetitive sang- filmhold. Men en væsentlig del af det, som gør
strofe ”In heaven everything is fine” sunget af en filmen så overrumplende og stærk en oplevelse,
lille pige overrumpler lytteren midt i det støjende udover filmens temmelig grafiske scener, er den
kaos. Kontrasten mellem maskinernes iskolde og stemningsfulde og smukke musik. Lydsporet, som i
støjende vejrtrækning og den smukke og melan- øvrigt er skabt af den italienske komponist Riz
kolske barnestemme er særegen og følelsesmæssigt Ortolani, der også lavede musikken til begge film i
bevægende. At Eraserhead og dermed lydsporet til Quentin Tarantinos Kill Bill-epos, er både følelses-
filmen allerede blev skabt i midten af 70’erne, siger ladet og storslået. Den skarpe kontrast mellem
en del om hvor langt forud for sin tid David Lynch i Ortolanis smukke kombination af klassiske toner og
virkeligheden var. dystre elektroniske lydflader og så filmens choke-
November-december 2009

16. rende og hæsblæsende handlingsforløb gør filmen rutschetur ind i dæmoniske verdener af keyboards
til en sindsoprivende oplevelse. Det er ganske og jazzet prog-rock. Åbningstemaet til filmen
enkelt svært at lytte til Riz Ortolani’s imponerende minder om en (om muligt!) endnu mere skræm-
filmsoundtrack uden at gense filmen for sit indre mende version af temaet (baseret på Mike Oldfields
øje, og det vel må være en filmkomponistens bedste ”Tubular Bells”) til William Friedkins The Exorcist. At
parameter for det fuldendte lydspor. lytte til Goblins soundtrack til Suspiria er ganske
enkelt en gyser i sig selv.
Suspiria
(Instruktør: Dario Argento/Musik: Goblin) Dawn of the Dead
(Instruktør: George Romero/Musik: Goblin (EU-
Med Cannibal Holocaust var Ruggero Deodato indi- version) - De Wolfe Music Library (US-version))
skutabelt den mest kontroversielle filmskaber på
1970’ernes og 1980’ernes blomstrende italienske Filmhistoriens måske allervigtigste zombie-film blev
horrorfilmscene. Men de mest succesfulde, mest produceret af italienske George Romero i 1975. Den
produktive og mest kendte var utvivlsomt film- udkom syv år efter hans første og banebrydende
instruktørerne Lucio Fulci (Gates Of Hell, Zombie 2, zombie-film Night of the living dead. Filmen bærer
Seven Doors of Death, The House By The Cemetery) titlen Dawn of the dead og som det er tilfældet med
og Dario Argento (Suspiria, Deep Red, Phenomena, Romeros øvrige zombie-film tages der udgangs-
Tenebre, Inferno). Dario Argento havde i øvrigt en punkt i en epidemi, der har spredt sig over hele
finger med i spillet, da Sergio Leone instruerede sit verden og truer med at udrydde menneskeheden.
ultimative western-epos Once upon a time in the Eneste chance for overlevelse er at gemme sig for
West. I sine horrorfilm benyttede Dario Argento sig de kødædende monstre. Fire mennesker, en pilot,
flittigt af den italienske rockgruppe Goblin til at en journalist og to SWAT-folk, barrikaderer sig i et
skabe lydsporet. Goblin udmærkede sig ved deres indkøbscenter og forsøger at leve en fredfyldt
særegne kombination af elektroniske lydflader og tilværelse i skjul for de levende døde. Filmen er en
energiske guitarriffs og trommesoli. Gruppen var, af de mere følelsesladede, eftertænksomme og
med deres uovertrufne evne til at skabe atmosfære, atmosfærefyldte zombie-film.
med til at trække Dario Argento’s gotiske horror-stil
op på et højt stemningsmæssigt niveau, som blandt Filmen blev udgivet med to markant forskellige
kan opleves i filmene Deep Red, Tenebre, lydspor, hvilket resulterede i to vidt forskellige
Phenomena og Suspiria. filmiske resultater. Den europæiske version, i øvrigt
eksekveret af instruktøren bag førnævnte Suspiria,
Det blomstrende samarbejde kulminerer i filmen Dario Argento, blev udsendt med et lydspor af sam-
Suspiria, hvor både Dario Argento og Goblin når me gruppe som producerede til Suspiria, Goblin.
deres kunstneriske højdepunkt. Den uhyggelige Musikken er tempofyldt, hvilket giver filmen et
historie om en amerikansk pige der ankommer til en mere action-præget udtryk. Den amerikanske ver-
Balletskole i Frankfurt, som viser sig at være sion af filmen blev udgivet med materialer fra
forbandet af hekse og anden gotisk djævelskab, er verdens ældste og vigtigste samling af filmmusik, De
både billedmæssigt og lydmæssigt et horror- Wolfe Music Library. Resultatet er et lydspor, der i
mesterværk. På det visuelle plan arbejdes der med sin varierede udtryksform spænder fra decideret
en konsekvent brug af stærke blå og røde farve- cheesy 70’er-agtige sekvenser til smukke melan-
nuancer i de enkelte scener som gør filmen kolske og stemningsmættede passager skabt af
imponerende flot og ekstremt uhyggelig imens den electric piano og alskens andre af 70’ernes elek-
svævende kameraføring er med til at skabe uro og troniske musikinstrumenter. Med al respekt for
rastløshed hos seeren. Goblins lydspor er en sand Goblins evne til at skabe uhyggelige lydstemninger
November-december 2009

17. på Dario Argento’s film, så formår George Romeros apokalyptiske atmosfære, der præger den i øvrigt
lydspor fra De Wolfe Music Library bedre at ramme fremragende film. Hvor musikken til Zombi 2 er
stemningen i Dawn of the dead, hvilket gør den mere minimalistisk produceret, minder musikken i
amerikanske version til min absolut foretrukne. The Beyond i dets storladenhed mere om værker fra
Forklaringen er, at George Romeros Dawn of the den måske allerstørste italienske komponist inden
dead snarere er en symbolladet og samfundskritisk for filmmusik, Ennio Morricone. Historien i The
dommedagsfilm frem for en decideret hårrejsende Beyond tager udgangspunkt i Louisiana. Et hotel er
action-gyser. Det musikalske lydspor og de stem- bygget over en af de syv porte til helvede. Da den
ningsfulde visuelle sekvenser er flot skruet sammen nye hotelejer stikker snuden for langt frem, åbnes
i den amerikanske version af Dawn Of The Dead porten, og ud myldrer det naturligvis med alskens
hvilket gør filmen til et af mine favoritfilm ondskab - ikke mindst horder af filmhistoriens vel
overhovedet. nok mest gruopvækkende levende døde.
Zombi 2 (a.k.a. Zombie Flesh-Eaters) Blair Witch Project
(Instruktør: Lucio Fulci/Musik: Fabio Frizzi) (Instruktør: Daniel Myrick & Eduardo Sanchez)
(Lyddesign: Tony Cora)
Seven doors of death (a.k.a. The beyond)
(Instruktør: Lucio Fulci / Musik: Fabio Frizzi) Paranormal Activity
(Instruktør: Oren Peli/Lyddesign: Mark Binder)
Som før nævnt er Lucio Fulci en af de største og
mest interessante italienske horrorfilm-instruktører. Til sidst et par eksempler på film hvor instruktøren
Det siger ikke så lidt, da Italien op igennem skaber uhyggen ved at lade musikken trænge helt i
1970’erne og 1980’erne var en af horrorfilmgenrens baggrunden og i stedet for lade reallyde repræ-
absolutte højborge. Når vi taler om Zombie-film er sentere lydbilledet. Det ene eksempel er The Blair
Lucio Fulci indiskutabelt en af de mest produktive i Witch Project (1999), der efter min mening et af de
denne periode, selvom instruktøren kvalitetsmæs- mest originale og effektive gysere gennem de
sigt ikke når op på samme niveau som førnævnte seneste årtier. Filmen handler om tre unge film-
George Romero med hans Zombie-trilogi: Night of skoleelever, der forsvinder i en skov under optagel-
the living dead/Dawn of the dead/Day of the dead). serne til en dokumentarfilm om den lokale hekse-
Til gengæld er Lucio Fulcis zombie-hovedværker legende "The Blair Witch". Et andet godt eksempel
Gates Of Hell, Zombie 2, The Beyond (a.k.a. Seven på en reallydsgyser er Oren Pelis hypede film
Doors of Death) og The House By The Cemetery Paranormal activity. Filmen, som hjemsøger de
spækfyldt med blod og er (om muligt) endnu mere danske biografer i starten af julemåneden, har
apokalyptisk i udtryksformen. Samtidig er zombi- allerede i visse kredse fået status som den
erne i Fulcis film væsentligt mere brutale at se på i uhyggeligste film nogensinde lavet – ikke mindst
forhold til George Romeros film, hvor zombierne takket være et lyddesign, der efter sigende blot
først og fremmest ligner ligblege mennesker. En består af fiktive feltoptagelser fra filmens centrale
væsentlig del af to af Lucio Fulcis hovedværker location: et soveværelse. Om førnævnte status
Zombi 2 og The Beyond, er musikken, som blev holder stik, får vi at se, når filmen har premiere i
skabt af den elektroniske komponist Fabio Frizzi. Danmark den 4. december.
Overordnet set var begge lydspor elektronisk base-
rede, men hvor lydsporet til Zombi 2 er mørkt og
dystert i sin form, så er lydsporet til The Beyond
mere udadvendt og pompøst. At Frizzi havde valgt
en dyster tilgang på Zombi 2 er indlysende med den
November-december 2009

18. Skræmmende! fantastisk gode ørehængere og fået den elektro-
niske og den mere rockorienterede del af musikken
Af Jens Bang Petersen, red. Musikbibliotek.dk til at hænge fremragende sammen. Samtidig laver
en kvindelige forsanger Chibi et enestående vokal-
Ud over filmmusik, der ofte skræmmer biograf- arbejde. Hun forstår at hviske, stønne, synge og
gængerne mere end hvad der sker på billedsiden, så vrænge så man ikke kan være andet end skræmt. På
er den uhyggeligste musikoplevelse jeg har haft, da singlen ”Blue” fra albummet Violet er det lillepigen
jeg for efterhånden mange år siden kom hjem med Chibi der synger versene, men i omkvædene træder
en ny skive med det belgiske band á;Grumh. Det var djævelen i pigen frem. Imponerende og skræm-
en sen efterårseftermiddag, og dagens sidste sol- mende vokalarbejde af en pige der er et pænt
stråler var på vej ind ad vinduet, da skiven blev sat stykke under 1,60 høj.
på anlægget og den liggende yndlingslytteposition
blev indtaget på sofaen. Cirka en time senere våg- Tidens mest populære navn i den mørke elek-
nede jeg op i bulderravende mørke, mens en troniske undergrund hedder CombiChrist. Norske
industriel BANG-BANG-BANGBANGBANG rytme Andy LaPlegua styrer projektet med hård hånd og
pumpede rundt i rummet. Den nye og ukendte skive skaber den mest kompromisløse, kluborienterede
havde kørt, og nået frem til et helt atypisk og meget elektroniske musik hørt meget længe – eller måske
højt indspillet ekstranummer – og i den larm våg- nogensinde. Det er fuld aggression i både tekst og
nede jeg op til uden at ane hvor jeg var og hvad der musik, og man kan kun enten overgive sig og vælte
skete. Dér var jeg skræmt!! Så á;Grumh kan kraftigt rundt på dansegulvet eller gå, hvis man møder
anbefales til at skræmme andre med – om end musikken i en klub. På scenen er bandet endnu
pladen i Netmusik ikke er den samme som jeg hørte vildere, bestående af de to bedste og fantastisk
i sin tid. tighte show trommeslagere nogensinde set, en
keyboarder der ligner Døden fra Lübeck, og den
Et af den elektroniske musikhistories mest bane- kære Andy der vælter rundt og råber og skriger i
brydende albums er White Noises An electric storm. forgrunden. Der er ikke teaterblod eller ild på
Det er samtidig et af musikhistoriens mest uhyg- scenen, det er den rå dyriske energi der er skræm-
gelige. Det starter egentlig ud ganske blødt i stil mende – og det er der også andre der har opdaget.
med datidens sluttresser psykedeliske melodistil,
tilført lidt ekstra elektronik af den navnkundige CombiChrist skal varme op for Rammstein på deres
elektroniske musiker Delia Derbyshire, der er kendt turné, og det kan alle der har fået billet til den
for at have skabt den første udgave af temaet til Dr. udsolgte koncert i København i december glæde sig
Who. Jo længere hen på pladen man når, jo mere over. Vi andre der ikke fik billet i tide kan så ærgre
skræmmende og underlig bliver den. De elektro- os over vi ikke kommer til at opleve CombiChrist
niske lyde vredet ud af de mest primitive lydkilder give Rammstein det helt store baghjul. Det kan
bliver mere og mere skræmmende, kulminerende være farligt at hyre et opvarmningsband der er for
med sangene ”The Visitation” og ”Black Mass” som godt…
er så skræmmende i lydbilledet, at det slet ikke er
nødvendigt at have en billedside kørende sammen Download Jens’ Netmusik-anbefalinger direkte fra
med. Netmusik.dk.
Mere moderne er Birthday Massacre, et af tiden
bedste gotisk inspirerede rockbands. Især på pladen
Violet har bandet forstået at skabe et mix af
November-december 2009

19. Kriminaldigte
Af Katarina Lewkovitch
Esromgade 22. januar 2009
hun bliver parteret til klassisk musik
den ufuldendte
hun slipper ud af sin form
i lykkelige kaskader
militærorkesteret hækler en glorie
af mikrotonale skalaer over lysthuset
hæfter ende i hendes hals
resten løsnes
bruges
opløses
i sodavandstemplet ne
hvor messedrenge lakerer de rengjorte knogler bu
i
det våde hår æder han r
mens elektriske sangfugle ser til fra overlægens t
håndjernene klikker omkring hjernestammen
sukkeret daler ned på hans øjne
bunden går ud
af mørket
November-december 2009

20. Uffesgade, 13. oktober 2007
ildgejl i visne blade
pyroman gennem efterår og
hjertebanken
ophidselse og
flammeeufori
med svovlet over skulderen
ind i opgang
tankebål i skuret
rystende hænder
slikker fantasi i alle revner mens
byen sover
krølpapir og spurt over
smeltende asfalt
svedige øl da ører suger sirener
bryllupsfest fortoner sig i dampende blå blink
det natlige eventyr i guld og aske
pustes væk af en stor symfoni
opstår med barndom i sten igen og igen
i serietransformationens tremmeseng
strammet med kogende lagener.
November-december 2009

21. Musikanbefalinger Karlheinz Stockhausen: Gesang der Jünglinge
Af Katarina Lewkovitch Stockhausens banebrydende elektroakustiske værk
fra 1956 benytter sig af en blanding af menneskeligt
Charles Ives: Central Park in the Dark lydmateriale, (drengesopran) og elektroniske lyde.
Testen består af sætningen Preiset den Herrn, og
Dette værk får det til at løbe koldt ned ad ryggen på ombyttes og forvrides så meningen balancerer på
mig. Et afdæmpet og surrealistisk orkesterværk, der kanten af vrøvl. Det ”uhyggelige” består efter min
ligesom er forhekset. Midt i den fortryllede idyl mening her af udtrykket af fremmedgørelse.
rykker et larmende harmoniorkester ind på scenen, Menneskestemmen blander sig med elektronisk
for igen at glide ud som om intet var hændt. materiale og slører overgangen. Oplevelsen af rum
Strygerne fortsætter fredfyldt og upåvirket. Charles veksler konstant så det er svært at bedømme om
Ives er troldmanden, der lægger lag på lag, så man er ”tæt på” eller ”langt fra”. Ligeledes vendes
virkeligheden forvrænges. Der er noget ”magisk skønhedsbegrebet på hovedet, og underminerer de
teater” over værket. Det ligner ikke det, det er. En gængse opfattelser af smukt og frastødende. Det er
komposition fuld af masker, der skiftes ud. musik fra en anden sfære og bevidsthedslag. Et
kompromisløst og ekstremt udtryk.
Richard P. Scott: Austreibung, for a Singing
Organist
Titlen “Uddrivelse” siger alt om dette stykke for
orgel og syngende organist. Virkningen er næsten
chokerende, da orgelspilleren pludselig oplader sin
røst og blander sig med det instrumentale, som et
One Man-band. Med en enorm ekspressivitet
vendes vrangen ud på instrumentet. Alle tøjler
slippes i kaskader af cluster-akkorder og menneske-
skrig. Her undersøges grænserne for normalitet i
denne ”eksorcisme”.
Igor Stravinsky: Le Sacre du Printemps
Forårsofring er det hedenske forårsritual der
skildrer kvinden, der danser sig selv til døde. Med
vanlig stringens fører Stravinsky den musikalske
skalpel. Hele orkesteret er til tider én stor rytme-
gruppe, med skærende dissonanser og et for den tid
(1913) helt ukendt tonesprog. Uropførelsen var
skandaløs, med højlydte skænderier og slagsmål i
koncertsalen. Modstanderne mente simpelthen ikke
at værket kunne betegnes som musik!
Et genialt værk fra en mesters hånd.
November-december 2009

22. Fever Ray - med mørket som følgesvend hypnotiske og svært nærværende første udspil satte
hypen i gang, og i starten af det nye år begyndte der
Af Christian Birk, Undertoner.dk at dukke flere og flere smagsprøver op rundt om-
kring på nettet. De sultne musikelskere kunne ikke
Sammen med brormand Olof dannede Karin Dreijer få nok. Udenfor ruskede vinden i tørklæderne,
Andersson The Knife i 1999. Gennem et årti begej- sneen væltede ned over gaderne, gadelamperne
strede duoen Sverige og resten af verden med deres tændtes kl. 16, og indenfor drev Fever Rays kolde
dystre elektroniske popmusik. Mørk robotvokal, toner ned ad væggene. Men hvorfor skabe en så
drømmende synthesizerflader og dystopisk søn- dunkel lyd, når vinterdepressionerne raser
dagsstemning lyder måske ikke som den letteste vej indenfor?
til succes, men ikke desto mindre gik de gentagne
gange nummer et i hjemlandet og i resten af ver- »Jeg synes jo ikke, at albummet er mørkt. Men
den. Hermed var en ny stjerne skabt. Deres på én måske er det, fordi jeg har vænnet mig til mørket.
gang smukke og beskidte univers vakte genlyd over Da jeg var lille, var jeg rigtig bange for mørke. Jeg
hele verden, og i 2006 var det amerikanernes tur til sov altid med lyset tændt. Vi boede i en lille flække
at stifte bekendtskab med The Knife. uden for Gøteborg. Omkring 20 kilometer uden for
byen, og der var altid mørkt. Det var ikke, fordi byen
At gå ind i mørket, alene var så uhyggelig, men der var bare altid stille og
mørkt. Der var ikke andet end huse og mørke. Med
Karin og Olof var på toppen af deres karriere. Men Fever Ray har jeg prøvet at finde ud af, hvad mørket
når man kommer til bjerget, begynder man oftest at egentlig er for en størrelse. Måske fordi det fyldte
mærke kulden. Det samme skete for Karin. Da hun i så meget, da jeg var lille. Efter jeg så er blevet
november 2006 kom tilbage fra deres fælles USA- voksen og lidt mere modig, er det nærmest blevet
turné, var hun nødt til at være alene. Ensomheden en ven. En form for menneskelig og musikalsk følge-
blev til sange, og sangene blev til Fever Ray. svend. Så stilheden og mørket har nærmest været
uundgåelige i form til musikken pga. min opvækst.
Karin fortæller: »Vi havde virkelig brug for en pause, Det passer også meget godt med Fever Ray, synes
efter at vi havde arbejdet sammen i syv år. Det jeg; det er stilheden, der møder det mere mørke og
havde virkelig været intenst. Rent musikalsk havde ukontrollerbare. Lidt ligesom i drømme,« forklarer
vi lyst til at udforske vores egen verden, uden at Karin.
være nødt til at gå på kompromis med noget som
helst. På en eller anden måde havde jeg bare behov Twin Peaks som inspiration
for at være mig selv. Det var helt vildt skræmmende
lige pludselig at være alene og ikke have Olof ved Da Karin var yngre, elskede hun at drømme. Det
min side. Men det var også det, der gjorde det gjorde ikke nogen forskel, om det var gode eller
interessant. Jeg tror egentlig heller aldrig, at jeg ville dårlige drømme. Drømme om kærlighed og om at
kunne arbejde uden den slags udfordringer. Nogle være prinsesse eller mareridt om trolde og hekse.
gange skal det bare være svært. Og heldigvis kom For Karin var det bare fantastisk, at der fandtes et
der noget godt ud af det, nemlig Fever Ray.« skel imellem drøm og eventyr og kedelig, grå
virkelighed. Men efter at Karin har fået børn, får
I december sidste år ramte feberen så os alle hun slet ikke sovet nok til også at nå at drømme.
sammen. Med singlen "If I had a heart" havde
musikelskere verden over glemt alt om The Knife og »I The Knife-tiden var det (at drømme, red.) meget
i stedet kastet kærligheden på Fever Ray. Det mere centralt. Da var det nærmest lige så centralt
som musikken. Men efter at jeg har fået børn, får
November-december 2009

23. jeg aldrig sovet nok til, at jeg kan give mig hen til fald selv, når jeg lytter til musik. Så kan en god
mine drømme, og det er man nødt til, hvis de skal musikvideo gøre det til et helt andet helheds-
blive en del af en. Man er nødt til at give noget af indtryk. Et helt nyt indtryk. Det er det, jeg gerne vil
sig selv. Men nu, hvor de små altid vækker mig om give publikum. Da jeg var 13 år, plejede jeg altid at
natten, er jeg begyndt at drømme om dagen. Ikke pjække fra skole for at se musikvideoer på MTV.
rigtigt at drømme, men et sted midt mellem det at Dengang var det The Cure og Guns N' Roses, der
være vågen og alligevel ikke helt. Det er lidt ligesom rykkede. Og hvor er det bare smukt, at man sad
det stadie, man kommer til om morgenen, når man derhjemme og pjækkede fra skolen for at se
er rigtig træt og ikke kan tage sig sammen til at stå musikvideoer.«
op. Så befinder man sig i et 'ingenting'. Et 'ingen-
ting', hvor man bliver ved med at døse hen. Et sted,
som ikke rigtig kan forklares. Det er som i Twin
Peaks. En serie, jeg har set utallige gange og aldrig
får nok af. Her ved man heller aldrig rigtig, hvad der
er drøm, og hvad der er virkelighed. Det er også et
sted midt imellem. Lidt ligesom Fever Ray. Jeg
kunne godt tænke mig, at lytterne kan fortabe sig så
meget i det, at de glemmer, hvad der er grå
virkelighed, og hvad der er noget, som de selv kan
skabe. Deres helt eget 'ingenting'.«
Det visuelle som et ekstra instrument
Søndag d. 22. marts gæstede Fever Ray Vega på
Vesterbro i København. Siden Karin Dreijer Anders-
son sammen med The Knife debuterede i 2001, har
de projekter, hun har deltaget i, været båret lige så
meget af de lydmæssige landskaber som af de
visuelle udtryk. En audiovisuel oplevelse. I The
Knife-tiden arbejdede hun tæt sammen med musik-
videotroldmanden Andreas Nilsson, som også har
arbejdet med blandt andre White Lies, Moby, Bright
Eyes og Jenny Wilson. Dengang skabte de en
sanselig overflod med deres mørke masker (måske
dem, som Karin havde set i sine drømme som barn),
de v-formede stroboskoplys og skræmmende vide-
oer kørende på storskærmen. Men hvorfor er det så
vigtigt at have et visuelt udtryk? Er det ikke længere
nok bare at stå med sin laptop, begravet i et slag
syvkabale, mens musikken brager fra højtalerne?
Åbenbart ikke for Karin Dreijer Andersson:
»Jeg har altid tænkt det sådan, at der er noget
visuelt i musik, uanset om det vil det eller ej. Hvis
man gør det godt, kan man gøre musikken endnu
bedre, større og smukkere. Sådan har jeg det i hvert
November-december 2009

24. Det er fan’me uhyggeligt, du  Psycho – the essential Alfred Hitchcock
 Lucio Fulci’s horror and thriller
Af Niels Jørgen Andersen, Herlev-Bibliotekerne  Goblin: Volume II 1975-1980
Overskriften er direkte stjålet fra en række satiriske Lån Niels Jørgens anbefalinger via bibliotek.dk.
TV-udsendelser fra begyndelsen af 1990’erne, hvor
Peter Schrøder går rundt i et lukket rum og frem-
fører tekster overvejende forfattet af Ole Bornedal.
Med forskellig stemmeføring foredrages tekster
omhandlende dagsaktuelle og tidstypiske emner –
og med jævne mellemrum hovedet HELT oppe i
kameraet. Alt i alt ganske underholdende og kan
kun anbefales at lægge øre til - men uhyggeligt?
Absolut NEJ i traditionel forstand.
Næ - skal der uhygge på bordet, må der helt andre
boller på suppen!
Det er ikke ualmindeligt på en udlånsvagt at blive
spurgt om noget uhyggeligt musik. Det kan være
den lokale teaterforening, der har brug for noget
stemningsskabende til en lokal forestilling. Eller en
lærer der er i gang med et tema, hvor der er behov
for denne type musik. Eller nogle personer er ved at
planlægge en tema-fest med uhygge på dags-
ordenen. Eller…
Film-historien er fyldt med gode eksempler på
uhygge-skabende og uhygge-spredende lydspor.
Nedenfor findes en række eksempler på lydspor,
der alle som udgangspunkt er komponeret med
henblik på at skabe et vist røre i den mørkere del af
det menneskelige sind.
 Bernard Herrmann: The film scores
 Bernard Herrmann: Alfred Hitchcok’s film
music
 Bernard Herrmann: Music from the great
Hitchcock movie thrillers
 Bernard Herrmann: North by northwest
 Alejandro Amenábar: The others
 James Newton Howard: The fugitive
 Murder is my beat
November-december 2009

25. Det uhyggelige… Hjemlig eller hemmelig
Selve ideen om identitet og ikke-identitet er i høj
Af Amalie Ørum Hansen, redaktør Musikbibliotek.dk grad betinget af sproglig forståelse, og det er
afgørende at kunne operere med mere komplekse
Ude eller hjemme bedst? begreber som både/og og hverken/eller. Ligesom
Det uhyggelige placeres indenfor psykologien det, i dannelsen af subjektet til et jeg, er sproget,
sammen med det angstfremkaldende. Unheimlich der kommer imellem os og verden. Denne
stilles som modsat af heimlich i betydningen: fundamentale splittelse har psykoanalytisk set sit
hjemlig, hyggelig og bekendt/fortrolig med. Men udspring i tre splittelser: i fødslens separation fra
dermed kan man ikke blot antage, at alt fremmed moderskødet, i spejlstadiet hvor subjektet erfarer
og ukendt er uhyggefremkaldende. Freud betoner i sin egen krop som spaltet fra omverden, og til sidst i
særlig grad ordet heimlich. Det er i sig selv lidt den symbolske kastration, der omhandler til-
ambivalent i betydning. Det kan både betyde dét, egnelsen af sproget, og hvor relationen til om-
der er hjemligt, fortroligt ikke fremmed, men også verden herigennem bliver symbolsk formidlet. Selve
betyder det, der er hemmeligt, skjult eller gemt. det, at noget er for at blive afsløret antyder, at der i
Ordet falder så at sige sammen med sin egen denne forståelse er tale om en art sandhedens
modsætning (unheimlich). “Vi bliver i det hele taget diskurs. Dette er naturligvis problematisk, hvad
mindet om, at ordet hjemlig [heimlich] ikke er angår den musikalske oplevelse - kan man tale om
entydigt, men tilhører to forskellige forestil- noget bag musikken? Det er udtryk for, at der er
lingskredse, der uden at stå i modsætning til noget egentligt, et særligt betydningsindhold at
hinanden alligevel er ret fremmede for hinanden, finde ind til. Jeg tror, at musikken i forholdet
det velkendte og hyggeliges sfære og det skjultes og mellem musik og lytter kan bidrage katalyserende til
hemmeligholdtes sfære”. Således nuanceres også afsløringen, sådan som det er tilfældet i film. Men
begrebet unheimlich, idet det ikke blot er ukendt og hvis der skulle befinde sig noget egentligt bag
fremmed, men det som har været heimlich. Det musikken, der kan afsløres, må noget sådant være
betyder, at unheimlich er noget, man har været skjult og dermed heller ikke umiddelbart til-
fortrolig med, men er blevet fremmed overfor. gængeligt.
Freud citerer Schelling idet: “Uhyggeligt er alt det,
der burde være forblevet hemmeligt, skjult, men Virkelighedens nærvær
som er trådt frem”. I dette citat og i tvetydigheden Det er altså ikke muligt at pege på et sted i den
af begrebet træder det uhyggelige mere i karakter, absolutte musik, hvor betingelsen for oplevelsen af
og oplevelsen forbindes med et element af det uhyggelige befinder sig, det udspiller sig
afsløring. Der er altså tale om et særligt øjeblik, når nærmere i forholdet mellem lytter og musik.
det man har været bekendt med, og som gennem Musikken kan ikke tilbyde ex. den litterære
fortrængning er blevet fremmedgjort, atter træder fortællings virkelighed. Den litterære fortælling
frem. Oplevelsen af det uhyggelige vækkes i selve evner at foregive en imaginær verden, der nemt
afsløringen, når ex. manden man kender som far forveksles med læserens egen, en forskydning af
også er en voldsmand, eller omvendt med identitet/ikke-identitet. Dette synes en forud-
dobbeltgængermotivet - dobbeltgængeren er sætning for oplevelsen af det uhyggelige. Musikkens
identificeret som en fremmed, men i afsløringen udtryk forekommer så radikalt anderledes, at for-
viser det sig, at man er identisk hermed. skydningen mellem de to virkeligheder næppe
synes at være mulig. Musikken udtrykker sig
nærmere ikke-begrebsligt modsat litteraturen.
Freud beskriver denne opløsning af grænsen
mellem fantasi og virkelighed som, når “... et
November-december 2009

26. symbol overtager det symboliseredes fulde potens Måske er det, som Visholm beskriver, ikke selve det
og betydning”. Nok virker det som om, at musikken uhyggelige men en afledning heraf, en særlig
tilbyder en imaginær verden som et slags alternativ oplevelse, der har fællestræk hermed, nemlig den
til den virkelige verden, men det synes ikke som om, opslugte musikoplevelse (den æstetiske oplevelse).
at den på noget tidspunkt truer med at glide over i Det synes klart, at musikken i sig selv ikke har
denne virkelige verden. Påstanden bliver, at tilstrækkeligt med realitetsforbindelser til at kunne
musikkens sprog/udtryk er radikalt anderledes fra konstruere dette øjeblik af afsløring, hvor vi mister
ex. litteraturens og filmens. tilliden til vores dømmekraft og dermed også
tilliden til vores virkelighed, som udløser “...
Musikkens betydningsdannelse kan på det seman- afsløringen af skjult eller hemmeligt materiale”.
tiske niveau synes mere mager end de andre Men fællesskabet med afsløringen er den forud-
kunstarters. S.K. Langer beskriver den manglende gående tro på den imaginære verden. Denne bliver
konstans/ufuldstændigheden på det semantiske dog i musikoplevelsen ikke forvekslet med en
niveau som, at musikken er “... et ufuldbyrdet virkelighed, men i den opslugte musikoplevelse
symbol”. Dermed menes, at musikken er bærer af erstatter den fuldstændigt den virkelige verden
betydning, men de forhold som skaber konstante (interesseløs kontemplation/ æstetiske nydelse).
betydninger dvs. forbindelsen mellem Signifiant og
Signifié er flydende, om ikke opløst – “den kommer Det sker, at man i selve lytteprocessen oplever at
ikke i stand”. Det vil med andre ord sige, at den blive opslugt af musikken, man kan blive grebet.
betydningsbestemthed der netop er udgangspunkt Musikken udspiller sig ligeså virkeligt som fortæl-
for en alternativ imaginær virkelighed heller ikke lingen og personerne gør i romanen. Man overgiver
kommer i stand som konstruktion. Musikken når sig til dette andet. Freud beskriver dette som en
den uhyggelige stemning og kan hensætte lytteren Darstellungswelt, det er denne andethed, som
heri, men den synes ikke at kunne fuldføre et musikken kan præsentere os for, og som vi passivt
projekt, der implicerer et reelt alternativ og en befinder os i troen på. Man kan her sammenligne
forveksling mellem to virkelighedskonstruktioner. musikkens manglende evne til frembringelse af
Derfor synes momentet med afsløringen også at uhygge med eventyrets. Eventyret foregiver ikke at
være udelukket – ved musikken er der intet andet være lig den virkelige verden, en realitet, vi
at afsløre end differens og denne er allerede kendt. forberedes i stedet på abnormaliteter. I eventyret
Musikken kan altså ikke etablere konstruktionen en og i musikken er ting, der i virkeligheden ville være
første virkelighed og noget andet - hvor dette andet uhyggelige ikke uhyggelige ex. tanken om levende
må stå i en art komplementært forhold til det dukker. Men når fiktionen foregiver at være
første. Musikken kan således heller ikke foregive, at realistisk/semi-realistisk får et sådan element med
der er noget bag ved den - en egentlighed. en besjælet ‘død’ genstand en helt anden funktion.
Modstridende virkeligheder Netop her opstår spændingsforholdet virkelig-
Steen Visholm kommenterer Freuds beskrivelse af hederne imellem og i denne konkurrencetilstand
det uhyggelige, når ‘... et symbol overtager det udløses det un-heimliche (det fortrængte). Musik-
symboliseredes fulde potens’, og han beskriver ken synes ikke at kunne foregive denne afgørende
videre det uhyggelige som, når “... der opstår en lighed med vores virkelige verden; dette ikke mindst
konkurrence tilstand mellem de to modstridende fordi betydningsforholdet står ‘ufuldbyrdet’. Musik-
virkelighedskonstruktioner”. Det, at han refererer til ken forekommer radikal fremmed (som differens),
virkelighedskonstruktioner, peger i retning af, at som noget andet fra vores virkelighed. Kampen og
tilstedeværelsen af det virkelige kan tænkes mindre afsløringen er på en måde derfor udelukket, men
konkret, dvs. med bedre forbindelse til musikken. selve oplevelsen af fuldstændig at godtage musik-
November-december 2009

27. ken som en selvstændig verden, sådan som det kan virkelighed. Dette beskrives af L. Møller og P.
ske, når lytteren ‘glemmer alt omkring sig’ og ‘giver Tønnesen som tilfældet, hvor: “Relationen mellem
sig hen’, dette kan have fællesskab med og synes at værk og læser hviler på en slags kontraktforhold, en
være en afledning af det uhyggelige. Når musikken implicit vished om forholdet mellem værk og
stilles i en anden sammenhæng ex. som akkom- realitet - og samtidig en sløring af dette forhold i
pagnement til film synes det at være modsat. Her oplevelsen”. Det synes at være netop i denne
forbindes musikken netop med en Darstellungswelt, sløring, at den potentielle afsløring af det
der i sin overbevisende realisme overlapper vores uhyggelige kan finde sted. Men således gælder det
virkelige, og netop her kan musikken give liv til den også for begge virkeligheder, at man kan dømme
overtro, som vi troede var overvundet. En klassisk om dem.
scene kunne være et mørkt rum med en dukke.
Dette billede er i sig selv ikke uhyggeligt, men Man kan foretage identificeringer og tro ”dette er
akkompagneret med musikken synes det netop at min far”, og man kan efterfølgende tage fejl - dette
skubbe til vores tillid til virkeligheden, og her giver er en grundlæggende betingelse for det uhyggelige.
vores tanker sig i kast med at besjæle dukken. Spørgsmålet er, hvorvidt dette kontraktforhold
Imellem disse to virkeligheder udløses en spæn- finder sted i den musikalske oplevelse. Det synes
dingstilstand, der vækker uhyggen. Freud siger om mere kompliceret at indkredse eftersom musikken
digteren: “Han forråder os da i en vis forstand i den ikke på samme måde, som potentielt teateret,
overtro, vi ellers anså for overvundet, han bedrager litteraturen og filmen, tilbyder os en realistisk
os i og med at han lover os den fælles virkelighed og virkelighed om hvilken vi kan dømme og tage fejl.
så alligevel går ud over den”. Realismen synes Den fremstår på en måde i den æstetiske oplevelse
uopnåelig for musikken, men fælles er, at vi bliver som sin egen, eller rettere som kun min. Den
sat i en stemning. Der er noget i både det uhyg- tilbyder os i oplevelsen ikke en genstand om hvilken
gelige og i afledningen heraf, den opslugte musik- vi kan udlede en begrebslig betydning, vi behøver
oplevelse/æstetiske oplevelse, der gør os til passive slet ikke skelne mellem illusion og virkelighed, for
genstande. Vi sættes i en stemning, digteren gør os musikken synes ikke at true med at forskyde sig og
noget, han bedrager os, og denne hensathed i stem- overtage det reelle. Man kan nok genkende et
ning er fælles - en underkastelse. øjeblik, hvor ”symbolet overtager det symboli-
seredes fulde potens”, men dette er uden en
Grebetheden konstant forbindelse mellem Sa og Sé - og således
Ernst Kris arbejder i Psychoanalytic Explorations in fremstår den musikalske oplevelse som grund-
Art med begrebet ”den æstetiske illusion”. Begrebet liggende forskellig fra vores virkelighed men ikke
er udtryk for eksempelvis den kontrakt og som et potentielt alternativ, hvor forskydning er
underkastelse en teatergænger indgår med det mulig - og dermed i sig det uhyggelige.
skuespil hun skal se, nemlig at der på sin vis blot er
tale om en leg. Det er den bevidste accept af, at det Illusion og virkelighed
man overværer, ikke er virkelighed. E. Kris benytter Der lægges op til en forståelse indrammet af
som forklaring tilfældet med en uvant teatergænger dikotomier (ofte i antagonistisk forhold). Skellet
(det kunne også være et barn), der netop ikke ved, mellem illusion og virkelighed er udtryk for en
at der er tale om en leg, men som tror, at han er grundliggende splittelse. Denne splittelse gentages i
vidne til et stykke virkelighed og reagerer herpå spaltningen mellem et subjekt og objekt. I proces-
med tilråb og forfærdelse. ”Den æstetiske illusion” sen med det uhyggelige er der tale om en verden
er den refleksive konstatering og bevidste uden for subjektet, hvor verden er objekt, fremmed
forståelse/definition af, hvad der er den virkelige for subjektet. Samtidig er der i det uhyggeliges
virkelighed, og hvad der legens eller kunstens forskydning tale om en slags identifikation - en
November-december 2009

28. internalisering af illusionen, således at den kan (lyden) på sin vis opløses eller sammensmelter. På
udgøre et alternativ til virkeligheden. I denne den ene side er musikken genstand for vores
opsplitning fastholdes refleksionen/begreberne som opmærksomhed, hvor vi lytter aktivt til den. På den
dét, der kommer imellem subjektet og verden. Sagt anden side kan musikken ”i øjeblikket” gøre noget
på en anden måde er sproget og domsmuligheden ved os, hvor vi gribes. Dette er udtryk for en art
(det at vi kan identificere noget som noget andet) afmagtssituation, som lytteren sættes i. Det synes
netop den instans, der fastholder den grund- ikke at være afmagt i form af tvang (synlig magt),
liggende splittelse. I afsløringen af det uhyggelige men snarere en afmagt der står i ledtog med
afsløres netop at dét, der var noget andet og forførelsen. Dermed også sagt, at den ægte
fremmed (unheimlich) i virkeligheden er noget forførelse er så bemægtigende, at det ikke er muligt
velkendt (heimlich). I denne afsløring sker en art at gribe ind overfor den, man ledes uden at være
sammensmeltning af subjekt/objekt, af indre/ydre. bevidst herom. R. Reitan beskriver dette aspekt
Subjektets begreb mister i uhyggen grebet om således, at “i forførelsen er man forholdt en viden
objektet. Et eksempel herpå kunne være dobbelt- om, hvad den anden vil med én, og når man
gængermotivet, hvor en fremmed ydre skikkelse opdager det, er det for sent”. Afmagten synes
(identificeret som en anden) viser sig at være sig således at være det uundgåelige resultat både i
selv - det unheimliche viser sig at være heimlich, forbindelse med forførelsen og i erfaringen af det
blot har det været gjort hjemløst (unheimlich). uhyggelige. Forførelsesfantasierne tilhører urfan-
tasiernes område og er derfor en del af det materi-
For at kunne genfinde det uhyggelige i musik- ale, der typisk vil være fortrængt hos en ”normal”
oplevelsen synes det at være en nødvendig person; forbindelsen til det uhyggelige ligger netop i
betingelse, at man kan fælde en dom - og at man en tilbagevenden af noget fortrængt.
kan tage fejl. Men dette aspekt synes fremmed
overfor den æstetiske erfaring. Denne er anderledes Et godt billede herpå er Djævlen – forførelsen er
præ-refleksiv; man kan ikke tvivle eller tage fejl af netop Djævelens strategi, han er forklædt som
en særlig grebethed eller stemning, man dømmer noget, gerne en velkendt tillidsvækkende person,
ikke, man er i stedet hensat. Det, der alligevel kan men afsløres… Denne fornemmelse af afmagt står
synes forvirrende er, at grebetheden på en måde også i forlængelse af det præ-refleksive møde med
synes at fremtræde som en sammensmeltning af musikken i den æstetiske oplevelse. Den æstetiske
subjekt/objekt, en art internalisering. Der er tale om oplevelse og forførelse står således i modsætning til
at være i umiddelbarhed, som en forståelse som vi fortolkning, og understreger grebethedens ikke-
sættes i. Måske kunne man gå så vidt som til at sige, begrebslighed. Baudrillard gør opmærksom på, at
at rollerne på en måde er byttet om, idet at musikken har en slags Trompe l’oeil-effekt. Ved
grebetheden på en måde gør subjektet til genstand trompe l’oeil ser man og tror, at objekterne er
(objekt). Det er en passiv form, hvor musikken noget, men trompe-l’oeil har den betydning i sig, at
hensætter mig i en stemning; men vel at mærke en “… disse objekter er ikke objekter”, de påkalder sig
stemning, der ikke kan være sand eller falsk - og virkeligheden så kraftigt, at de netop illustrerer
derfor er det heller ikke muligt at kategorisere den forskelligheden herfra. Oplevelsen af uhygge og den
som virkelig eller forestillet. Som prærefleksiv går æstetiske oplevelse har altså forførelsen og
stemningen forud for disse begrebslige beskrivelser. grebetheden til fælles, men til forskel har uhyggen
og den realistiske kunst (den æstetiske illusion) en
At blive grebet – og sat i stemning afgørende refleksiv sfære.
Dette aspekt ved den musikalske oplevelse, at man
bliver sat i en stemning, er som nævnt med til, at
sondringen mellem subjekt/lytter og objekt/musik
November-december 2009

29. Musik og repræsentation bemægtiges naturen med myterne, derefter fjernes
Det synes at være en grundlæggende karakter ved disse. Det drejer sig igen om en afsløring, at man
oplevelsen af det uhyggelige, at den knytter sig til gennem oplysning ”hæver verdens fortryllelse”.
en forståelse af virkelighed - at foregive en fælles Således gentager den grundlæggende splittelse sig:
realitet, forståelsesramme. Selv den mere litte- afsløringen er udtryk for forholdet mellem det
raturteoretiske udlægning af det uhyggelige defi- fortryllede og det virkelige, en fortryllet Musik og en
neres ved dette, nemlig forholdet mellem kendt og affortryllet første natur. Men tvangsrationa-
ukendt, eller konstant betydning og det usikre liseringen er ikke blot entydigt udtryk for en
forhold mellem tegnet og dets referent. Det er frigørelse (fra frygten), den betyder også en
således afgørende, at man opretter et skel mellem fremmedgørelse overfor de beherskede objekter, ja,
definitionen af noget som kendt og så muligheden ligefrem en fremmedgørelse menneskene imellem.
af at en sådan opløses. Ifølge L. Møller handler det Det er således mulighedsrummet for det
uhyggelige “… om umuligheden af at reducere tegn uhyggelige.
til éntydige meninger, signifieér”. Det handler om
repræsentation. Det uhyggeliges udfoldelse er på Kunsten får en dobbelt karakter. Den er på den ene
baggrund af de forudgående overvejelser afhængig side autonom, og på den anden side er den et ”fait
af den virkelighed, den nødvendigvis forholder sig social”, et samfundsmæssigt faktum. Den er aldrig
refererende til. Således kan man hævde, at radikalt en af delene, og ligeledes falder de to
musikken ikke altid har haft mulighed for at modsætninger heller ikke uformidlet sammen. I
fremkalde det uhyggelige. Det uhyggelige kræver en Ästhetische Theorie beskriver Adorno forholdet
opsplitning - en grundlæggende idé om noget således: “Die Immanenz der Gesellschaft im Werk
andet. Det er i denne optik virkeligheden, der afgør ist das wesentliche gesellschaftliche Verhältnis der
om betingelsen for det uhyggelige er til stede. Kunst, nicht die Immanenz von Kunst in der
Betingelsen synes at være en grundlæggende Gesellschaft”; det er en kritik af ideen om l’art pour
splittelse mellem virkelighed og forestillet, afspejlet l’art, men også betingelsen for det uhyggelige, idet
i splittelsen mellem det naturlige og det kunstige. man frigør sig fra tanken om at kunne betragte
Adorno ville kalde det en første og en anden natur. kunsten for sig – det er erkendelse af, at det er
For musikkens vedkommende er det et spørgsmål umuligt at betragte kunsten fri af historicitet
om opdelingen af det auditive i enten Musik eller (samfund). Kravet til kunsten bliver, at den skal
Lyd, og det bliver et spørgsmål om det samfunds- indoptage øjeblikke fra den empiriske realitet og
mæssiges immanens i kunsten. forandre disse gennem kunstens eget sprog.
Herigennem gentages dobbeltheden i afsløringen,
Den virkelige kunst idet kunstens eget formsprog skal blive til udtryk for
Man kan lidt groft fremstillet sige, at det for et samfundsmæssigt væsen, der ellers ikke er
musikkens vedkommende særligt er Adorno, der direkte tilgængeligt – noget tilsløret/unheimlich/
italesætter kravet om virkelighedens tilstede- skjult. Dette betyder også, at kunsten udmærket
værelse i kunsten, og dette er afgørende i forhold til kan være uhyggelig for os, selvom det er Mozart vi
realiseringen af det uhyggelige i musikken. Hans hører, for det afgørende er, at det vil være en
beskrivelse af kunsten som et ”fait social” omhand- moderne bevidsthed med resonans for det uhyg-
ler netop om det samfundsmæssiges immanens i gelige, der hører dette, og derfor er muligheden for
værket. Her banes vejen altså på flere niveauer. det uhyggeliges udfoldelse også nærværende. Men
Selve oplysningens projekt, hvori kunsten deltager, spændingsfeltet mellem ”kunst og virkelighed”
sigter på flere måder efter at fjerne det frygtbeto- bringes særligt til bevidsthed i den moderne kunst. I
nede hos mennesket, og derigennem give det denne optik fremstår det, at kunsten ikke forløber
kontrollen (over sig selv og omverden). Først ligesom virkeligheden. Det mimetiske forhold for
November-december 2009